Anders Tybjærg Hansen

5.3.1915-30.4.2006Anders Tybjærg Hansen havde som pioner inden for invasiv kardiologi og kardiovaskulær forebyggelse afgørende indflydelse på dansk kardiologi. Livsforløbet er refereret i 17. udgave af »Den danske lægestand«.Tybjærg indførte hjertekateterisation i Danmark. Han lærte teknikken i USA og startede Kardiologiske Laboratorium på Rigshospitalet, Afdeling B, i 1947. Hans manometer til hæmodynamisk måling gjorde ham internationalt kendt og anvendtes overalt i mange år. »Kard lab« blev et kraftcenter med talrige disputatser og artikler og et søgt uddannelsessted. Tybjærg kom derfor til at præge flere generationer af kardiologer.I 1960'erne kom den store stigning i akut myokardieinfarkt. Afdeling B var med i udviklingen af koronarafdelingskonceptet, herunder kompetenceudvikling af sygeplejen.

Trods disse fremskridt var dødeligheden i stadig vækst. Tybjærg indså, at problemets omfang var så stort, at behandling alene ikke kunne vende udviklingen. Der måtte også satses på forebyggelse, og han opfordrede derfor til, at raske mennesker skulle undgå hjerte-kar-sygdomme ved livsstilsændringer: rygestop, fysik aktivitet, blodtryksbehandling og kostændring. Hjerteforeningen, hvis formand han var, gennemførte vellykkede kampagner, og Tybjærg blev landskendt. Han havde medietække, og det udviklede sig til et brand, »Den løbende professor«.

Han levede, som han prækede. Han løb hver dag, og tobak var ildeset i afdelingen.

Kollegerne på Rigshospitalet drillede ham med hans askese. Når man mødtes i elevatoren, pulsede de ekstra kraftigt på cigarerne, og det endte med, at han undgik elevatoren og i stedet løb op ad trappen til 14. sal.

Hans engagement var ikke uden omkostninger. Mange mente, at han var »poppet«. Han blev genstand for usaglig kritik, særligt i kolesterolspørgsmålet. Hans fremsynede engagement i sundhedshøjskolen Diget var også kontroversiel. Angrebene havde en negativ virkning på forebyggelsessagen i Danmark, og liv kunne have været sparet. Tybjærg havde ret; hans videnskabelig grundlag var i orden.

I sin fremtoning kunne han virke distant og også hæmmet af autoriteten som rigshospitalsprofessor. På tomandshånd var han venlig, imødekommende og nærmest lun. Han var en god chef, som støttede medarbejderne fuldt ud, og tog gerne konflikter på sig.

Vi beundrede ham for hans fremsynede og modige indsats og påskønnede ham som en god chef, kollega og ven. Vores tanker går til Inger, børn og børnebørn, som har mistet en hengiven familiefar.