Anders var en person med nærvær og vid, som fik markant betydning for mange af de mennesker han mødte. Vi var fire yngre læger, alle i gang med speciallægeuddannelse i psykiatri. Vi mødtes i 1979-1980 på Montebello dag- og nathospital, siden 1982 Stolpegård i Københavns Amt. Det var et møde, som gjorde os til venner for livet, og det fik kolossal betydning for vores senere karriere. Tiden var præget af store opbrud i samfundet og i psykiatrien. Vi mødte et sted med en vildtvoksende kreativitet og nytænkning, som befordrede en udvikling og selvstændiggørelse af alle, der var involveret. Der var inspirerende overlæger, herunder Anders, som kom i 1974 og overtog ledelsen i 1980 efter Poul Thelle. Anders virkede indtil 1988, hvor endnu en stor personlighed, Joakim Hoffmeyer overtog ansvaret.
Anders var en definerende person for mange yngre kolleger, inklusive os. Han var et charmerende, varmt og dynamisk menneske, som brændte for, at psykoterapi skulle være en hjørnesten i behandlingen af mennesker med psykiatriske lidelser – i dette tilfælde de ikke-psykotiske lidelser som angstlidelser, lettere depressioner, spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser. Han var en varm fortaler for gruppe- og miljøterapi samt inddragelse af netværket i form af par- og familieterapi. Han var inspireret af nye retninger inden for psykoterapi, såsom gestaltterapi, transaktionsanalyse og systemisk terapi. Han var fortaler for demokrati og tværfaglighed, så at alle behandlere havde en rolle i den psykoterapi, der blev udøvet. Hans engagement var inspirerende, og det har farvet vores virke gennem hele vores karriere. Anders var optaget af at kunne demonstrere, at psykoterapi havde en effekt, det var før evidensbegrebet blev så klart udviklet, som det er nu, men intentionen var den samme: Vi har krav på, at vi bruger metoder i behandlingen, som hviler på forskning. Det var i det tidlige stadie af forskningen i psykoterapi, så udfordringen var stor. Men vi gennemførte et af de første forsøg på forskning i effekten af psykoterapi, med Anders som inspirerende leder. Det førte til tre artikler i Ugeskriftet i 1988-1992. I dag kan vi se, at studiet havde svagheder, men i lyset af, at 80% af de patienter, der gennemførte et forløb, var meget tilfredse med resultatet, var det opløftende.
Vi vil mindes Anders som en af de væsentlige mentorer i vores faglige liv.
Æret være hans minde.