30.7.1942-28.1.2014
Et fyrtårn i gastrointestinal endoskopi, fhv. overlæge Aksel Kruse, er død. Aksel Kruse var student fra Viborg Katedralskole og uddannet til læge på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospitaler, hvor han havde sit faglige virke. Den første kliniske uddannelse var ved Epidemiologisk Afdeling på Marselisborg Hospital. Dér viste han potentiale til at blive en stor mediciner, og især fik han interesse for gastroenterologi og endoskopi med den senere medicinaldirektør Einar Krag som mentor. Dette førte til, at han blev klinisk assistent hos professor Erik Amdrup på Aarhus Kommunehospitals Afdeling L og fik til opgave at oprette Endoskopisk Laboratorium. Aksel Kruses fremtid som endoskopiker blev cementeret, og hospitalet fik et endoskopiafsnit, der altid har været i front. Han blev speciallæge i radiologi, hvilket forklarer hans store interesse for billeddokumentation.
Aksel Kruse udførte alle former for gastrointestinal endoskopi og grundlagde i 1974 en dansk tradition for ERCP. Allerede i 1975 foretog han, som den første i Norden, endoskopisk papillotomi – kun et år efter at denne procedure var udført for første gang. Mange kom til Aarhus for at lære teknikken, og han underviste verden over. Han var én af grundlæggerne af den skandinaviske SADE-gruppe, der arrangerer kurser i avanceret endoskopi. Han var medlem af bestyrelsen for det europæiske endoskopisamarbejde og deltog i mange af dets uddannelsesaktiviteter. Dette skaffede ham også mange venner verden over, som han gæstfrit tog imod.
Aksel Kruse var et stort og fint menneske, han gjorde sig altid umage og forventede det samme af sine samarbejdspartnere. Han var både hjælpsom og omsorgsfuld over for patienter, personale og kolleger, der alle skattede ham højt. Var der noget, som han ikke brød sig om, var det middelmådighed eller ”at springe over, hvor gærdet er lavest”.
Aksel havde en stor familie, som han satte stor pris på at være sammen med. Blandt sine mange interesser var han særligt glad for at gå på jagt og for at lytte til klassisk musik. Aksel efterlader sig sin elskede hustru Anne og sine tre sønner Mogens, Michael og Nicolai og deres familier. Vi tænker på dem og deres savn.
Æret være Aksel Kruses minde.
Peter Matzen
Peter Funch-Jensen
Einar Pahle