30.7.1942-28.1.2015
Aksel Kruse døde stille efter et års alvorlig sygdom.
Aksel blev kandidat i Aarhus i 1969. Samme år blev han ansat på Medicinsk Afdeling på Marselisborg Hospital, hvor han begyndte at gastroskopere under inspiration og vejledning af Einar Krag.
I 1972-1976 var han klinisk assistent hos Erik Amdrup på Kirurgisk Afdeling L, Aarhus Kommunehospital, hvor han startede, hvad der skulle blive til Endoskopisk Laboratorium.
I 1976 begyndte han på en uddannelse i diagnostisk radiologi, således at han i
1984 kunne udnævnes til overlæge på Kirurgisk Afdeling L med funktion ved og ansvar for den gastroenterologiske endoskopi, og her blev han indtil pensionen i 2009.
I løbet af disse 25 år udviklede Aksel Endoskopisk Laboratorium til et af de største og mest ansete i landet med mange besøgende kolleger fra det meste af verden. Han var altid med i det nyeste og mest avancerede, således var det Aksel, der som den første i Skandinavien foretog endoskopisk sfincterotomi af papilla Vateri, hvilket fik store konsekvenser for galdestenskirurgien. Aksel var meget anvendt som underviser ved nationale og internationale kurser, og han deltog ivrigt i talrige symposier, workshopper o.l. samt som gæsteforelæser på mange kongresser. Han var æresmedlem af Svensk Endoskopiforening og af Svensk Gastroenterologisk Selskab.
Mit samarbejde med Aksel begyndte allerede i starten af 1970’erne, hvor jeg og andre kirurger på Afdeling L blev instrueret i endoskopiske teknikker og passede Endoskopisk Laboratorium, mens Aksel uddannede sig i radiologi. Jeg har således arbejdet tæt sammen med Aksel i 40 år. Gennem alle disse mange år har jeg haft et utroligt godt samarbejde med ham, og han har været en betydelig hjælp for mig i udviklingen af afdelingens lever-, pancreas- og galdevejskirurgi, der, efter at ulcuskirurgien aftog i betydning og omfang, blev Afdeling L’s største subspeciale. Jeg skylder Aksel stor tak for hans hjælp her, navnlig i de første år, hvor CT, UL-skanning, MR-skanning og arteriografi jo ikke havde samme store præcision som senere.
Mine varmeste tanker går til Anne, Aksels hustru gennem 49 år, og til de tre sønner Mogens, Michael og Nikolaj samt deres familier.
Æret være Aksels minde.
Mogens Rokkjær