Medlem i

13 years 1 month
components

21.1.1919-24.12.2009

Haug voksede op i Silkeborg, blev student herfra i 1938 og vedblev hele livet at være tæt knyttet til området.

Agner Haug blev læge i 1947 og var fra 1951 i flere år ansat på Radiumstationen i Århus, hvor han blev speciallæge i terapeutisk radiologi. Han var meget værdsat af personalet og ikke mindst af patienterne for sin omsorgsfulde hjælp. Senere skiftede Haug sin lægelige interesse til den patologiske anatomi og fik sin uddannelse på Århus Kommunehospital og Randers Centralsygehus og derpå sit virke som overlæge ved Patologisk Institut på Vejle Sygehus i årene 1970-1989, de senere år som afdelingens administrerende chef.

Han var meget glad for sit arbejde og fortsatte efter pensioneringen som vikar både i Vejle, Sønderborg, Esbjerg og Norge, ligesom han deltog i faglige møder, til han var højt oppe i 80'erne.

Haug var aktiv gennem hele livet med vagtlægearbejde i de unge år og som en inspirerende og engageret lærer for såvel studenter som andre personalegrupper, og han fortsatte med at undervise førstedelsstuderende i anatomi ved Aarhus Universitet i mange år efter pensioneringen.

Haug havde en udtalt humoristisk sans og holdt meget af practical jokes. Ved sammenkomster på afdelingen var hans foretrukne drikkevare en rød sodavand. Dette undrede og morede altid nyansat personale. Han forstod stilfærdigt at sprede hygge og tryghed om sig. Han var noget af en polyhistor med stor kundskab på mange felter, og han nærede samtidig stor respekt for andres viden. Den danske kulturarv og det nordiske fællesskab lå ham meget på sinde, og undertiden kunne han bryde ud i en fædrelandssang midt i præparatudskæringen i laboratoriet.

Haug var et stort familiemenneske og havde fire børn. Hans foretrukne hobby var ældre biler, fortrinsvis af mærket mercedes. Bilerne var køreklare og indregistrerede, men opstaldede forskellige steder i byen, så der var næppe andre, som vidste, hvor mange biler han egentlig ejede.

Haugs seneste år var præget af svær sygdom, men han havde stor støtte af hustruen Birgit, og vore tanker går til hende og børnene Mogens, Inger, Martin og Kirsten.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes