Aase Krogh blev kun 51 år og døde pga. aggressiv cancer, der allerede ved symptomdebut for ni mdr. siden var udbredt.Aase voksede op på landet i Sønderjylland og var den første student i familien. Hun blev kandidat fra Odense Universitet i vinteren 1982. Allerede tidligt var hun klar over, at hun ville være praktiserende læge, som hun blev november 1992 i Børkop. Hun var familielægen, der var elsket og respekteret af sine patienter for sin store faglige indsigt og fine menneskelige egenskaber. Hun havde stor social forståelse og rummede alle slags mennesker. Hun var kontant og kompromisløs - satte kvaliteten i højsædet. Hun var altid til at stole på og havde en dejlig humor.Hun var fagligt aktiv i bl.a. praksisudvalget men måtte desværre opgive at deltage i opbygningen af det nye praksisudvalg i Region Syddanmark pga. sygdommen. Aase elskede naturen og havde den store glæde at arbejde i flere omgange i Ummannaq. Sidste gensyn med Grønland var blot ti dage efter operation for hendes kræftsygdom - hun skulle jo lige nå moskusjagt før kemoterapien!
Sammen med Poul Erik nød hun jagtens glæder i ind- og udland og støttede ham i hans arbejde med jagt- og sporhunde. Familien har altid været det vigtigste i Aase liv - uden at være hønemor gav hun de tre børn, Hans, Lise og Sara, en tryg og selvstændig opvækst. Og hun forberedte dem på, at de skulle klare sig uden hende.
Aases liv var præget af energi og bevidst udvælgelse af det, der gav mening: familien, vennerne naturen og under mottoet: »Husk at se muligheder frem for begrænsninger«.
Aase vil blive husket og savnet.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type