Aage var skyld i, at jeg blev læge.
Den første september 1942 stod vi ved indgangen til Aarhus Universitet. Vi skulle påbegynde det medicinske studium. Jeg rykkede og rykkede i døren. Den ville ikke åbne. Jeg var sikker på, at jeg gjorde det rigtigt: Der stod »RYK« på døren. Studenten bag mig prikkede mig på skulderen og sagde: »Prøv at trykke, jeg tror, at bogstavet T er faldet af. Der skulle nok have stået 'TRYK'«. Jeg trykkede, kom ind og kunne begynde mine medicinske studier.
Jeg syntes, at studenten havde vist, at han var problemknuser. Han hed Aage Juhl Therkelsen. Han kendte som jeg ikke en sjæl, så jeg sagde: »Skal vi ikke læse sammen?« Han sagde ja - og det gjorde vi så. I resten af det syv år varende studium. Det vil sige alt. Vi hørte hinanden i alt. Så vi kunne det samme. Det endelige bevis på dette var vores karakterer. Lagde vi dem sammen til sidst fik Aage 253 5/6 point og jeg fik 254 (16-skalaen).
I 1942 boede vi begge på kollegier i Aarhus. I september 1943 smed tyskerne alle kollegianerne ud, og vi kom til at bo på Lisbjerg Centralskole - nu i samme værelse.
I august 1944 bombede englænderne Aarhus Universitet, og det måtte lukke. Vi tog konsekvensen og flyttede til mit hjem i Fredericia, hvor vi læste videre; som sædvanlig hørte vi hinanden om aftenen i, hvad vi havde læst om dagen. Den 1. februar 1945 åbnede Aarhus Universitet igen, og vi flyttede tilbage til byen nu i lejede værelser.
Vi bestod førstedel i sommeren 1945 på normeret tid, begge med udmærkelse.
Man kunne kun læse tre semestre efter førstedel i Aarhus, så i slutningen af 1946 flyttede vi til København; Aage til Regensen, jeg til Studentergården. Vi var flittige, men det gik aldrig ud over fritiden. Vi delte alt, undtagen piger. Aage fandt sin Grethe og jeg Kirsten (Ammentorp, vor eksamensformand).
20. juni 1949 blev vi læger.
Syv år tidligere var vi startet som 18-årige, umodne provinsstudenter. Nu var vi 25-årige læger. Sammen havde vi gennemgået en fantastisk udvikling og modning og havde præget hinanden dybt.
Vi videreuddannede os i hver sit spor og i hver sin by, men trods alt ret så parallelt: Jeg blev dr.med., professor i kirurgi i København og leder af brandsårsafdelingen; Aage blev ligeledes dr.med. og professor ved et teoretisk institut i Aarhus, hvor han fik genetikken til at blomstre.
Du var min nærmeste ven og en stjerne i dansk lægevidenskab.