Medlem i

13 years 1 month
components

Vores tidligere kompagnon og gode ven, Aage Ingerslev, døde den 14. januar og blev bisat ved en smuk højtidelighed fra sit hjem.

Aage fik akut myeloid leukæmi i august 2001 og opnåede knap et års fuld remission efter behandling. Det blev et godt år, hvor han kunne være sammen med sin familie og dyrke sine mange interesser. Efter recidiv fortsatte han endnu i lang tid hermed, og så sent som i december gennemførte han en afskedstur med venner til Gran Canaria. Først de sidste uger blev trætheden for overvældende.

Aage var naturligvis ganske klar over sygdommens alvorlige prognose, og han bar den med stoisk tålmodighed. Han var en god læge og blev en god patient, som humoristisk formåede at trøste os, når vi blev for bekymrede.

Aage fyldte meget som læge og som personlighed. Han kom tidligt i praksis i 1962 hos sin fader Poul Ingerslev i Hjørring, hvor navnet Ingerslev er et begreb. Praksis blev siden udvidet. Poul gik af i 1973, og da Aage forlod praksis efter 36 år, var vi fire læger.

Aage kom jævnligt på hyggelige besøg, og vi håbede på et meget længere otium, som det blev beskåret hans far, der døde knap hundrede år gammel, et år før sin søn.

Aage efteruddannede sig især inden for socialpsykiatri, kommunikation og familieterapi.

Utallige patienter har han hjulpet, og mange spørger stadig efter ham og holder ham op for os som standard for en god familielæge. Som barnefødt tæt ved og mangeårig læge i Hjørring havde han også et meget stort personligt kendskab til byens familier, der savner ham som vi.

Som kollega var han hyggelig, lun, hjælpsom og en meget stor arbejdskraft. Han havde nok vanskeligt ved at sige nej. (Det havde han vist ikke været på kursus i!)

Der var også udefra bud efter hans store arbejdskraft: Aage var formand for praksisudvalget i Nordjylland i 1977-1981 og i mange år formand for Hjørringlægernes vagtforening, hvor han var et nu savnet midtpunkt også i selskabelig sammenhæng.

Aage var fremragende skakspiller i olympiadeklasse og eminent bridgespiller. Han var enormt belæst, med stor viden om især historiske, men også skønlitterære områder og havde stor glæde ved musik.

Vi husker ham som en god ven og kollega, som vi savner meget og altid vil mindes.

Vores tanker går til Ulla og børnene.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes