Jeg mødte Majken på Nordvang sidst i 80’erne. Hun havde sadlet om fra skolelæge til psykiatrien, og jeg var ung og grøn og med ambitioner om en psykiatrisk karriere.
Vi fandt hurtigt ud af, at vi delte interessen og omsorgen for de fremmedsprogede patienter. Nordvang havde mange fremmedsprogede patienter, men viden om de forskellige kulturer var sparsom, og ligeså var viden om brugen af tolke i det psykiatriske arbejde.
Majken og jeg tog denne opgave på os og begyndte at undervise i kulturforståelse og brugen af tolke. I 2000 skrev vi sammen kapitlet »Transkulturel psykiatri« i Klinisk Psykiatri.
Majken var læge, datter af socialpædiateren Svend Heinild, og kom fra et hjem hvor der blev talt om samfundets svage og sociale problemer. Jeg kom fra et hjem med en stærk og politisk engageret fader og vi fandt mange lighedspunkter i vores opvækst.
Majken var en af drivkræfterne bag oprettelsen af »Interessegruppen for transkulturel psykiatri« under Dansk Psykiatrisk Selskab.
Ad flere omgange kom Majken til Psykiatrien i Grønland som overlægevikar, mens jeg var administrerende overlæge i psykiatrien. Hun boede altid hos mig, og det gav os mulighed for gode samtaler og faglige drøftelser.
Jeg holdt meget af Majken. Hun havde en stærk personlighed, var klog og vidende, inkluderende og generøs. Og hun var en meget elegant kvinde. Hendes tøj- og smykkestil var skandinavisk, dvs. afdæmpet og smuk.
Majken var syg med demens de sidste syv år af sit liv. Sidst jeg så hende, var lige før coronaens nedlukning, hvor en af hendes døtre kørte hende til mig i Nykøbing Sj.
Allerede da var hun stærkt mærket af sygdommen.
Majken efterlader sig fire børn, elleve børnebørn og seks oldebørn.
Hun bliver savnet.
Æret være hendes minde.