Lægehuset i Stubbekøbing søger 1 eller 2 nye kompagnoner.
Ældste kollega stopper 31/12 2022. 2 andre kolleger ønsker at ophøre inden for en kortere årrække, som kan aftales med interesserede.
Lægehuset er et kompagniskab med 4 læger, og lægefællesskabet har eksisteret siden 1968. Der er lukket for tilgang på 4800 tilmeldte patienter.
Kompagniskabet har god indtjening med rimelig arbejdstid og et fantastisk personale med 1 sekretær og 3 sygeplejersker.
Kompagniskabet ejer klinikken med gode omgivelser i et andet anpartsselskab, og det er meget billigt.
Goodwill forventes afhændet til en pris gældende for området.
Her er muligheden for, at 1, 2 eller endda 3 yngre praktiserende læger kan skabe sig en fælles fremtid i almen praksis i et fantastisk hjørne af Danmark. Har du drømt om det rigtige lægeliv som praktiserende læge, så er Lægehuset i Stubbekøbing en unik mulighed. Her ser vi nemlig stadigvæk patienter i flere generationer fra samme familie. Du vil hos os få mulighed for at fordybe dig i de dele af en praksislæges arbejde, som ligger netop dit hjerte og interesse nær. Vi har speciallæger i området, men ikke som i en universitetsby, og derfor kan dine færdigheder komme til anvendelse i et nyttigt og udviklende omfang, som de ikke gør i København, Odense og Århus.
Stubbekøbing ligger på Nordøstfalster. Vi har altid haft åbent for tilgang og har kun de seneste år mærket et patientpres, hvor naboområderne delvist er blevet forsynet med stråmands- og udbudsklinikker. Der er et velfungerende sygehus i Nykøbing Falster, hvortil kommunikationsvejene er korte. Lægevagten i Region Sjælland er overtaget af regionen, og der er ikke lægevagtsforpligtelse, men mulighed for at deltage, hvis man som ung og energisk læge har lyst.
Området er befolket af almindelige, velfungerende mennesker med en større andel af ældre og nogen socialt tungere patienter, men for den engagerede yngre læge med mod på et fuldstændigt praksisliv, er der alle muligheder for at udleve dét ønske.
Falster og Lolland byder på meget andet, end det fremgår af medierne. Der er rig og storslået natur og plads nok til, at du kan nyde den uforstyrret. Men der er også kultur, museer, biografer og aktive lokalforeninger. Nykøbing F er en centerby og faktisk i 2022 kåret til Danmarks bedste handelsby. Alle former for idræt og fritidsaktiviteter kan dyrkes på nær bjergbestigning. Vi har hav til vandsport og skønne strande, som man kan nyde uden at føle sig som sild i en tønde. Der er gode skoler til børnene, gymnasier i Nykøbing og Maribo og plejehjem, hvis man ønsker at tage forældrene med. Om et par år vil der være hurtigtogsforbindelse til København, og indtil da tager en biltur til hovedstaden en time. Men hvem behøver pendle fra København, hvis man kunne få en praksis i Stubbekøbing – og boligerne hernede er billige.
Vi fortæller gerne mere om herlighederne og tager også med glæde dig/jer på en rundtur på øerne. Kontakt os endelig, hvis du tænker, at lægelivet også kunne leves på Falster. Der er plads til dig eller jer efter 1.januar 2023 og vilkår kan aftales.
Jens Kristensen, tlf. 20324618 , mail: j.kristensen@mail.tele.dk
Bente Holdt , tlf. 24855602, mail: bente-holdt@dadlnet.dk
Nadja Baadsgaard, tlf. 24848187.mail: baadsgaard.n.j@tdcadsl.dk
Lægehusets hjemmeside: www.laegehusetstubbekoebing.dk
1, 2 eller endda 3 læger kan få deres drøm om et fælles arbejdsliv i almen praksis opfyldt.