Allan Flyvbjerg har været dekan på Health på Aarhus Universitet siden 2010. I de ca. fem år, der er gået, har han sat sit aftryk på lægeuddannelsen i Århus. Desværre er dette aftryk knap så positivt.
SVAR:
Flyvbjerg – tættere på end nogensinde
Det er uretfærdigt og uprofessionelt at basere klinikerfaring på tilfældige vikariater.
Dekan Allan Flyvbjerg, Health på Aarhus Universitet
E-mail: dean.health@au.dk
interessekonflikter: ingen
Jakob Kirkegård, KBU-læge og kommende ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, inviterer i sit indlæg »Virkelighedsfjerne Flyvbjerg« i Ugeskrift for Læger på kaffe med det formål at give mig en indføring i den verden, som medicinstuderende og yngre læger befinder sig i.
Indledningsvist vil jeg gerne takke ja til kaffen. Jeg tror, at Jakob Kirkegård og jeg kan berige hinanden med hvert vores perspektiv på en verden, vi begge er en del af og brænder inderligt for.
Jakob Kirkegård og jeg er enige så langt, at for medicinstuderende – og generelt for studerende – er erfaringer fra det virkelige arbejdsliv betydningsfuldt for læring og inspiration til karrierevalg.
Som Jakob Kirkegård blandet andet beskriver, har adgangen til at få erfaringen fra klinikken tidligere været gennem en begrænset patientkontakt gennem studiet og for nogle gennem studierelevant bibeskæftigelse som studentervikarer i større eller mindre omfang.
Mødet med patienter og lægegerningen i praksis undervejs i studiet er væsentligt, og det er også begrundelsen for, at vi ved Aarhus Universitet på medicinuddannelsens kandidatdel har langt mere kliniktid end tidligere. De studerende får på den vis et koordineret og veltilrettelagt forløb på flere forskellige afdelinger.
Det er til nytte for de studerende, men også til gavn for afdelingens øvrige personale, som får følgeskab af engagerede studerende. Når Jakob Kirkegård anfægter, at de studerende opnår de væsentlige færdigheder under disse systematiske klinikophold, så er vi ikke længere enige.
At basere den praktiske del af lægestudiet på mere eller mindre tilfældige vikariater – som ikke alle har mulighed for at tage – vil både være uretfærdigt og uprofessionelt. Som øverst ansvarlig for lægeuddannelsen skal jeg sikre, at alle kandidater har et grundkendskab til fagmiljøerne. Samtidig er vi underlagt et krav om at gøre vores studerende færdige til tiden. Det er der samfundsmæssig fornuft i. Jeg mener, at vi med klinikdelen giver vores kandidater det håndelag, som vi kan forlange efter seks års studietid. Og patienter skal håndteres af færdiguddannede læger, ikke af studerende.
Jakob Kirkegård runder også forskning og finansiering af ph.d.-projekter. Hvis han har fulgt mig, ved han også, at netop forskning og den fortsatte støtte og finansiering hertil ligger mig meget på sinde. Det gælder ikke mindst ph.d.erne, som vi de sidste år har haft et stabilt optag af på ca. 170 af årligt. Finansieringen er fordelt anderledes end tidligere for at bidrage til mere ekstern finansiering og for at sikre midler til karrierestillinger efter opnået ph.d.-grad.
Den model vil jeg gerne uddybe over kaffen. Jeg tager kage med.
SVAR:
Flyvbjerg – tættere på end nogensinde
Det er uretfærdigt og uprofessionelt at basere klinikerfaring på tilfældige vikariater.
Dekan Allan Flyvbjerg, Health på Aarhus Universitet
E-mail: dean.health@au.dk
interessekonflikter: ingen
Jakob Kirkegård, KBU-læge og kommende ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, inviterer i sit indlæg »Virkelighedsfjerne Flyvbjerg« i Ugeskrift for Læger på kaffe med det formål at give mig en indføring i den verden, som medicinstuderende og yngre læger befinder sig i.
Indledningsvist vil jeg gerne takke ja til kaffen. Jeg tror, at Jakob Kirkegård og jeg kan berige hinanden med hvert vores perspektiv på en verden, vi begge er en del af og brænder inderligt for.
Jakob Kirkegård og jeg er enige så langt, at for medicinstuderende – og generelt for studerende – er erfaringer fra det virkelige arbejdsliv betydningsfuldt for læring og inspiration til karrierevalg.
Som Jakob Kirkegård blandet andet beskriver, har adgangen til at få erfaringen fra klinikken tidligere været gennem en begrænset patientkontakt gennem studiet og for nogle gennem studierelevant bibeskæftigelse som studentervikarer i større eller mindre omfang.
Mødet med patienter og lægegerningen i praksis undervejs i studiet er væsentligt, og det er også begrundelsen for, at vi ved Aarhus Universitet på medicinuddannelsens kandidatdel har langt mere kliniktid end tidligere. De studerende får på den vis et koordineret og veltilrettelagt forløb på flere forskellige afdelinger.
Det er til nytte for de studerende, men også til gavn for afdelingens øvrige personale, som får følgeskab af engagerede studerende. Når Jakob Kirkegård anfægter, at de studerende opnår de væsentlige færdigheder under disse systematiske klinikophold, så er vi ikke længere enige.
At basere den praktiske del af lægestudiet på mere eller mindre tilfældige vikariater – som ikke alle har mulighed for at tage – vil både være uretfærdigt og uprofessionelt. Som øverst ansvarlig for lægeuddannelsen skal jeg sikre, at alle kandidater har et grundkendskab til fagmiljøerne. Samtidig er vi underlagt et krav om at gøre vores studerende færdige til tiden. Det er der samfundsmæssig fornuft i. Jeg mener, at vi med klinikdelen giver vores kandidater det håndelag, som vi kan forlange efter seks års studietid. Og patienter skal håndteres af færdiguddannede læger, ikke af studerende.
Jakob Kirkegård runder også forskning og finansiering af ph.d.-projekter. Hvis han har fulgt mig, ved han også, at netop forskning og den fortsatte støtte og finansiering hertil ligger mig meget på sinde. Det gælder ikke mindst ph.d.erne, som vi de sidste år har haft et stabilt optag af på ca. 170 af årligt. Finansieringen er fordelt anderledes end tidligere for at bidrage til mere ekstern finansiering og for at sikre midler til karrierestillinger efter opnået ph.d.-grad.
Den model vil jeg gerne uddybe over kaffen. Jeg tager kage med.
Det startede ellers lovende, da Flyvbjerg tiltrådte stillingen i 2010. Her udtalte han, at »[d]et kan i dag være lidt af et kulturchok for de nyuddannede læger at komme ud på hospitalerne, og derfor vil Aarhus Universitet fremover arbejde på at gøre de kommende læger til en slags minilæger allerede fra sjette semester, hvor de kan komme ud og møde virkeligheden på Universitetshospitalet. Det bliver en af mine hovedopgaver at få implementeret« til Dagens Medicin. Minilægerne vender vi tilbage til senere.
Sløjfede finansiering af ph.d.
Et af Flyvbjergs store fokuspunkter inden da, fornemmede man, var forskning. Nu skulle vi nemlig være bedre til at forske. Vi skulle faktisk være så dygtige forskere, at det blev nævnt i Flyvbjergs tale til lægeløftet i vinteren 2014, hvor han fortalte om, hvor vigtig forskning var for universitetet, og hvor højt han prioriterede den. Hvad Flyvbjerg dog ved selv samme tale behændigt undgik at nævne, var, at universitetet kort tid forinden havde sløjfet alt hvad der hed fuldt finansierede ph.d.-stipendiater, da man skulle spare 200 mio. kr. Det var næppe Flyvbjergs egenhændige beslutning, men timingen var usandsynlig dårlig. Der sad vi en række håbefulde, nyudklækkede læger med en lang næse og følte os noget gjort til grin.
For at vende tilbage til minilægerne, så skabte de faktisk sig selv uden Flyvbjergs indblanding. De studerende var nemlig allerede i fuld gang med at dygtiggøre sig gennem lægevikariater. Disse lægevikariater har en meget stor uddannelsesmæssig betydning for de lægestuderende, da det er her, man virkelig har muligheden for at dygtiggøre sig i sine kliniske færdigheder og ikke mindst at lære at indgå i en vagtplan og interagere med sine kollegaer. Det er færdigheder, man ikke opnår, når man er i klinisk ophold på studiet. Det kan Allan Flyvbjerg umuligt argumentere imod, selv om det en ubekvem sandhed for ham.
Teoretisk viden
Udtalelsen i Ugeskrift for Læger den 8. januar 2016 [1], er et ganske fint bevis for, at Flyvbjerg fra sit dekankontor befinder sig et stykke fra den virkelighed, de studerende og yngre læger opererer i. Topmålet af arrogance kommer i udtalelsen: »Der er ikke nogen, der forhindrer de studerende i at vikariere i deres ferier«. Nej, Flyvbjerg, det er der ikke. Men lige så vel som du formentlig sætter pris på din sommerferie, så har de studerende også et behov for et socialt liv og netværk uden for studiet. Det er blandt andet dét – og ikke underskrifter for x antal godkendte rektaleksplorationer – der er vigtigt i transformationen fra studerende til yngre læge.
Med Fremdriftsreformen går de studerende nu direkte igennem lægeskolen. Når de bliver færdige, har de en meget stor teoretisk viden – men mangler erfaring i at omsætte den til praksis. Det er derfor nogle meget grønne læger, der kommer ud fra lægeskolerne de kommende år, og så er vi lige vidt i forhold til det næste citat fra Allan Flyvbjerg: »Hvis jeg var patient, eller nogle af mine familiemedlemmer var det, ville jeg hellere ses af en færdiguddannet læge end en medicinstuderende«. Problemet er bare, at med Flyvbjergs aftryk på lægeuddannelsen i Århus, er en færdiguddannet læge ikke meget mere bevendt end en medicinstuderende.
Kære Allan Flyvbjerg. Jeg ved godt, det ikke er din intention at ødelægge vores lægeuddannelse, og at der bliver stillet skarpe krav til dig fra nogle politikere, der ikke aner, hvad de taler om. Men du kan altså ikke sammenligne klinikophold med lægevikariater. Hvis du vil have et indblik i den verden medicinstuderende og yngre læger befinder sig i, så sig endelig til. Jeg giver gerne en kop halvdårlig automatkaffe på mit ydmyge forskerkontor.
Læs også:
Aarhus Universitet: Unødvendigt for lægestuderende at tage vikariater
Lægevikariater bør ikke være nødvendige
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d"><li><p>Bundgaard B. Aarhus Universitet: Unødvendigt for lægestuderende at tage vikariater. http://ugeskriftet.dk/nyhed/aarhus-universitet-unoedvendigt-laegestuder…;
<p>Debatten om lægevikariater fortsætter. KBU-læge Jakob Kirkegård skriver: Man kan ikke sammenligne klinikophold med lægevikariater. Dekan Allan Flyvbjerg svarer: Uprofessionelt at basere klinikerfaring på tilfældige vikariater.</p>