Mandag (3/11) bød dagbladet Politiken læserne på and. Måske fordi Mortens aften stod for døren. Desværre for læserne viste anden sig at være en vildand.
Søren Geckler, forsker i CASA, svarer:
Selv om Tom Skyhøj Olsen afviser vores arbejde, ser jeg ingen modsætninger mellem artiklen i Stroke og vores resultater og tolkninger. Og jeg vil gerne starte med at fastslå, at vi på ingen måde har konkluderet eller postuleret noget som helst, der strider mod det af Tom Skyhøj Olsen refererede resultat. Vi er heller ikke ansvarlige for overskrifterne i pressen.
Vores formål har ikke været at analysere årsager til død. Vores ærinde er at belyse, om der er socioøkonomiske forskelle i opfyldelsen af de mål, som sagkundskaben selv har sat op og benytter sig af, NIP-indikatorerne. Og de omfatter altså udover dødeligheden inden 30 dage en række procesindikatorer, i alt 11. Vi tager det som udtryk for, at behandlingen sigter bredere end mod 30 dages overlevelse, fx mod fremtidig livskvalitet, bedre rehabilitering, færre tilbagefald, dødelighed på længere sigt osv.
Vi finder, at der er en række sådanne forskelle, og konkluderer at de ”bør påkalde sig større opmærksomhed, og løbende monitoreres, således som det også er foreslået fra forskellige sagkyndige”. Og videre: ”De foretagne analyser sigter primært mod problemafdækning. Der er utvivlsomt mulighed for både at udvikle analysemetoder og for i højere grad og med mere avancerede metoder at udnytte de mange data, der er til rådighed. De foreløbige resultater forekommer at være så entydige, at gevinsten herved vil være betydelig”. I min kronik har jeg yderligere peget på, at behandlerne selv bør stå for sådanne videre analyser, og at det er vigtigt at lære af de behandlingsområder/behandlinger, hvor det er lykkedes at opnå mere lighed i behandlingen.
Det havde været en fordel, hvis vi i vores behandling af dødelighed også havde kunnet inddrage apopleksiens sværhedsgrad. Det havde givet yderligere information, men vi ser det ikke som afgørende i relation til vores ønske om at se på socioøkonomiske forskelle i opfyldelse af de procesindikatorer, der er fundet relevante for den enkelte patient.
Det er imidlertid glædeligt, at det er blevet taget op af fagets egne, og påvist, at der ikke er ulighed i den akutte behandling, som er afgørende for korttidsoverlevelsen. Jeg kan imidlertid ikke se, at det overflødiggør fokus på mulighederne for fremskridt i andre dele af behandlingen. Det må også være værd at stræbe efter, at de apopleksier, som de ressourcesvage møder op med, bliver lettere, således at den særligt høje dødelighed, der gælder for dem, efterhånden kan reduceres. Måske man netop kunne lære af de erfaringer, der har ført til de resultater, som Tom Skyhøj Olsen fremhæver?
Søren Geckler, forsker i CASA, svarer:
Selv om Tom Skyhøj Olsen afviser vores arbejde, ser jeg ingen modsætninger mellem artiklen i Stroke og vores resultater og tolkninger. Og jeg vil gerne starte med at fastslå, at vi på ingen måde har konkluderet eller postuleret noget som helst, der strider mod det af Tom Skyhøj Olsen refererede resultat. Vi er heller ikke ansvarlige for overskrifterne i pressen.
Vores formål har ikke været at analysere årsager til død. Vores ærinde er at belyse, om der er socioøkonomiske forskelle i opfyldelsen af de mål, som sagkundskaben selv har sat op og benytter sig af, NIP-indikatorerne. Og de omfatter altså udover dødeligheden inden 30 dage en række procesindikatorer, i alt 11. Vi tager det som udtryk for, at behandlingen sigter bredere end mod 30 dages overlevelse, fx mod fremtidig livskvalitet, bedre rehabilitering, færre tilbagefald, dødelighed på længere sigt osv.
Vi finder, at der er en række sådanne forskelle, og konkluderer at de ”bør påkalde sig større opmærksomhed, og løbende monitoreres, således som det også er foreslået fra forskellige sagkyndige”. Og videre: ”De foretagne analyser sigter primært mod problemafdækning. Der er utvivlsomt mulighed for både at udvikle analysemetoder og for i højere grad og med mere avancerede metoder at udnytte de mange data, der er til rådighed. De foreløbige resultater forekommer at være så entydige, at gevinsten herved vil være betydelig”. I min kronik har jeg yderligere peget på, at behandlerne selv bør stå for sådanne videre analyser, og at det er vigtigt at lære af de behandlingsområder/behandlinger, hvor det er lykkedes at opnå mere lighed i behandlingen.
Det havde været en fordel, hvis vi i vores behandling af dødelighed også havde kunnet inddrage apopleksiens sværhedsgrad. Det havde givet yderligere information, men vi ser det ikke som afgørende i relation til vores ønske om at se på socioøkonomiske forskelle i opfyldelse af de procesindikatorer, der er fundet relevante for den enkelte patient.
Det er imidlertid glædeligt, at det er blevet taget op af fagets egne, og påvist, at der ikke er ulighed i den akutte behandling, som er afgørende for korttidsoverlevelsen. Jeg kan imidlertid ikke se, at det overflødiggør fokus på mulighederne for fremskridt i andre dele af behandlingen. Det må også være værd at stræbe efter, at de apopleksier, som de ressourcesvage møder op med, bliver lettere, således at den særligt høje dødelighed, der gælder for dem, efterhånden kan reduceres. Måske man netop kunne lære af de erfaringer, der har ført til de resultater, som Tom Skyhøj Olsen fremhæver?
Avisen brugte en hel side få at fortælle om social ulighed på danske hospitaler. Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, havde fortalt Politiken, at såkaldt ressourcesvage patienter får dårligere behandling på danske hospitaler og når de bliver indlagt med apopleksi, dør de meget oftere end de ressourcestærke patienter (1). Og det har Politiken slugt råt. Desværre havde CASA ikke oplyst Politiken om, at det amerikanske lægetidsskrift STROKE, netop har offentliggjort en stor artikel, hvori danske apopleksiforskere dokumenterer, at risikoen for at dø af apopleksi på danske hospitaler ikke er relateret til patienternes økonomiske formåen eller uddannelse (2). Den er ens, hvad enten man er Kong Salomon eller Jørgen Hattemager, var artiklens konklusion.
Men hvorfor kommer CASA og de danske apopleksiforskere til helt forskellige resultater? Svaret er enkelt. CASA's undersøgelse er foretaget af 2 økonomer, som åbenbart ikke har forstand på apopleksisygdommen. Ellers ville de have vidst, at ressourcesvage personer får sværere apopleksier end de ressourcestærke. Det er helt afgørende, når man skal vurdere forskelle i dødelighed. Apopleksiens sværhedsgrad er nemlig den alt afgørende faktor for overlevelse efter apopleksi (3). Det er børnelærdom for yngste reservelæge på et apopleksiafsnit, men åbenbart ikke for de to CASA økonomer. De har nemlig ikke taget højde for forskelle i apopleksisværhedsgrad mellem de stærke og de svage patienter. De har for den sags skyld heller ikke korrigeret for alkohol og tobaksforbrug og mange andre faktorer som er bestemmende for overlevelsen efter apopleksi. Det har apopleksiforskerne derimod gjort og deraf kommer de modstridende resultater.
Alligevel lever CASA's rapport nu sit helt eget liv. "Forskelsbehandlingen koster liv", skriver en kommentator i Politiken, selvom det ikke er sandt. Og nu kræver Enhedslisten kontinuerlig overvågning af social ulighed på hospitalerne. Så nu vil lægerne fremover komme til at udfylde endnu flere skemaer i stedet for at tale med deres patienter. Og CASA's rapport er blevet kolporteret i radioen og på nettet og i de andre aviser - og det er ganske vist. Selv Ugeskriftet er ikke gået ram forbi, hvilket har foranlediget lægeforeningens formand til at formane lægerne om ikke at glemme de svage patienter. Men tilbage står, at CASA’s rapport er fejlagtig og vildledende. Der er ikke nogen sammenhæng mellem apopleksipatienters økonomiske formåen eller uddannelse og risikoen for at dø på danske hospitaler.
Referencer:
1. Geckler S, Hansen H. Afdækning af uligheder i behandling. http://www.casa-analyse.dk/files/sundhed-2014/ulighederibehandling.pdf
2. Andersen KK, Dalton SO, Steding-Jessen M, Olsen TS. Socioeconomic position and survival after stroke in Denmark 2003 to 2012. Nationwide hospital-based study. Stroke 2014 Oct 7. pii: STROKEAHA.114.007046. [Epub ahead of print]
3. Andersen KK, Andersen ZJ, Olsen TS. Predictors of early and late case-fatality in a nationwide Danish study of 26,818 patients with first-ever ischemic stroke. Stroke 2011; 42: 2806-12
<p>Analyseinstituttet CASAs nyligt offentliggjorte rapport om forskelsbehandling og ulighed i sundhedsvæsenet er vildledende, skriver professor Tom Skyhøj. Søren Geckler, CASA, giver svar på tiltale</p>