Vi svigter – stadig – de sygeste psykiatriske patienter

Med det udgående psykiatriske akutberedskab bliver jeg jævnligt kaldt ud til åbenlyst psykotiske patienter, som bor i lejligheder, der bærer præg af, at beboeren er ude af stand til at klare sig selv. Snavs og kaos hersker, gulvet er et stort askebæger, toilettet er sort efter mange år uden rengøring, en enlig madras ligger på gulvet, sengetøj er en by i Rusland, tøjvask og madlavning er en saga blot.

Til historien hører ofte, at kommunens kontaktpersoner og lægen fra distriktspsykiatrien har fået en dør smækket i hovedet og er blevet truet med uforståelige ord og fagter. I disse, og også mindre grelle, tilfælde er det tydeligt, at vi som system ikke har magtet at etablere symptomreducerende behandling og værdige rammer omkring de sværest psykisk syge. Erfaringer fra det psykiatriske gadeplansteam i Region Hovedstaden peger på tilsvarende massive problemer med psykose og samtidigt misbrug. En nylig rapport fra Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik påviste behandlingssvigt blandt en stor andel af de retspsykiatriske patienter. Således vurderedes det, at 74 procent af de dømte havde modtaget utilstrækkelig psykiatrisk behandling forud for den påsigtede kriminalitet.

Dansk Psykiatrisk Selskab og samtlige patient- og pårørende organisationer har peget på den massive underfinansiering af psykiatrien. Ønsket om flere sengepladser er bragt frem med stor styrke, og står nu som et punkt i den nye regerings udmeldinger om planer på psykiatriområdet. Men flere sengepladser kan ikke stå alene. Også efter en længere indlæggelse, skal praktisk talt alle patienter jo udskrives, og vi må derfor også sikre, at tilbuddet efter udskrivelse er tilstrækkeligt. Nogen bliver nødt til at bo i institutioner, bosteder og andre boformer, og der skal personale- og lægedækningen være kvalificeret og tilstrækkelig, og stofmisbrugsproblemerne må adresseres. De, som udskrives til egen bolig, må sikres fintmasket, velkoordineret og handlekraftig opfølgning. Det gavner jo ikke, at fire kommunale og regionale instanser skiftes til at vride hænder. Gruppen af nyligt udskrevne psykiatriske patienter har fortsat den højeste risiko for selvmord, så tæt opfølgning med mulighed for hjemmebesøg er et must.

Antallet af patienter i psykiatrien er siden 2001 steget med 66 procent, og ambulant behandling i regionspsykiatrien er øget næsten eksponentielt. Denne stigning er ikke fulgtes med en tilsvarende ressourcetildeling, og det betyder kortere tid til den enkelte patient, dårligere mulighed for tæt opfølgning, og i en del tilfælde tidlig og urealistisk afslutning af patienter til kommunalt regi og primærsektor.

Et samfund skal måles, på hvordan de svageste klarer sig, og velfærds-Danmark har stadig ikke bestået den prøve.

LÆS FLERE INDSPARK FRA DE 6:

Ulf Hørlyk: Min dagligdag er afgørende for min stemme

Sedrah Butt: Giv os mere medbestemmelse som læger

Joachim Hoffmann-Petersen: Hvordan pokker passer vi på os selv og hinanden?

Berit Enggaard Kaae: Sikre afleveringer ønskes

Ida Lang Andersen: Endnu en diæt?