Vi takker for interessen for vores statusartikel om intensiv terapi af børn i Danmark. Som nævnt i artiklen har vi primært beskæftiget os med behandlingen af kritisk syge børn, dvs. børn uden for neonatalperioden (> 28 dage). Det er klart, at denne grænse er flydende, og vi har i det væsentligste kun berørt neonatal intensivterapi inden for dette grænsefelt. F.eks. behandles nyfødte, som har gennemgået store kirurgiske indgreb, mange steder i verden (Norden, Storbritannien, Australien og USA) af pædiatriske anæstesiologer/intensivister, fordi fagområdet perioperativ medicin hører ind under det anæstesiologiske speciale.
Ebbesen et al henviser til en publikation fra 1994. I arbejdsgruppen bag denne publikation deltog ingen anæstesiologer/intensivister til trods for, at en betragtelig del af de kritisk syge nyfødte på daværende tidspunkt blev behandlet i anæstesiologisk regi. Endvidere forekommer der i denne publikation en række udokumenterede påstande, ligesom den heller ikke omtaler krav til personers viden, færdigheder, m.m. I dag er situationen imidlertid en hel anden.
Vi er uenige med Ebbesen et al, som mener, at neonatal intensiv terapi i Danmark er »...relativt stort ...« og »... ret centraliseret ...«. Efter vores opfattelse er neonatal intensivterapi i Danmark slet ikke tilstrækkeligt centraliseret, når man tager det beskedne patientvolumen i betragtning.
Ebbesen et al refererer til Sundhedsstyrelsens vejledning vedr. lands- og landsdelsfunktioner og nævner en række neonatologiske specialkompetencer, som de mener mestres af fire neonatologiske afdelinger i Danmark. Så vidt vi er bekendt, står der intetsteds heri beskrevet noget om de kompetencer og færdigheder, som læger og plejepersonale bør besidde, når de påtager sig behandling og pleje af kritisk syge nyfødte. Det er nu engang ikke nok at have været ansat f.eks. tre år på en eller anden afdeling for at kunne kalde sig intensivist. Det er i hvert fald ikke sådan, det foregår i andre lande. Der må kunne stilles visse krav til teoretisk viden og praktiske færdigheder, og det gør vi ikke i øjeblikket i Danmark.
Vi forstår godt, at Ebbesen et al undrer sig - det gør vi også; det var også et af formålene med vores artikel. Når vi nu ved, hvor vanskeligt det er at centralisere behandlingen af kritisk syge børn lokalt på universitetssygehusene i Danmark, kan det vel næppe undre, at vi også har problemer hermed nationalt.
Det er velkendt, at der opstår problemer, når flere specialer ønsker at varetage den samme behandling. Problemerne bliver nok ikke mindre, hvis man er uenige om, hvad begrebet intensiv terapi dækker over. Vi mener ikke, at særlig mange personer i Danmark skal være beskæftiget med intensiv terapi af børn, ej heller af nyfødte børn, og vi er i Danmark så heldige, at en centralisering af pædiatrisk/neonatal intensiv terapi ikke er hæmmet af geografiske barrierer. Set med vore øjne gælder det først og fremmest om lokalt at skabe den rigtige organisation/team med veldefinerede opgaver og ansvarsområder. Herefter er det ikke så vigtigt, hvilket speciale man udspringer fra, men hvilke kompetencer man har.