I forordet til Kittelbogen efterspurgte redaktionen tilbagemeldinger på indholdet i den nye bog, og vi er netop ved at afslutte en brugerundersøgelse på vores hjemmeside www.medicin.dk. Vi har modtaget mange konstruktive forslag til forbedringer, og det aktuelle indlæg er også nyttigt for redaktionens videre arbejde. Der rejses nogle konkrete spørgsmål, som jeg vil besvare bedst muligt inden for de omfangsrammer, som Ugeskriftet tillader.
Jeg er enig i, at layout, indbinding og det fysiske omfang ikke er faldet heldigt ud. Der er allerede iværksat tiltag, så disse forhold, der ligger uden for det redaktionelle ansvarsområde, bringes i orden til næste udgivelse.
På baggrund af tidligere henvendelser er der taget initiativ til, at digoxintabellen genindføres. Det omtalte nomogram stammer fra Lægeforeningens medicinfortegnelse 2005/2006, hvor den samme y-akse-fejl forekom. Fejlen er beklagelig, men næppe forstyrrende.
Gentamicinvejledningen er udarbejdet af vore fageksperter. Gentamicin bør doseres optimalt, også selv om det skal gives om natten. Koncentrationsmåling anbefales efter tredje dosis, og der anbefales ikke, at S-gentamicin skal måles eller analyseres om natten. Vi vil gøre dette mere klart i teksten.
Medicinpriser justeres løbende, og en aktuel og korrekt pris fås kun via de elektroniske medier. Vi har derfor valgt ikke at angive pris pr. DDD i Kittelbogen. Vedrørende interaktioner så ved jeg ikke helt, hvad det henvises til. Jeg mener, at der generelt er en passende omtale af klinisk betydende interaktioner, men er bevidst om, at der for visse terapiområders vedkommende er mangler.
På baggrund af indlægget og vor brugerundersøgelse vil vi i redaktionen tage stilling til, om flere af de generelle afsnit, herunder receptbekendtgørelsen, doping- og vaccineafsnittene skal med i næste udgave.
Det vigtigt at tænke langsigtet. Jeg er sikker på, at det faglige netværk, der er bygget op omkring Medicin.dk og Kittelbogen, de videnskabelige selskabers medindflydelse og et fagligt stærkt Fagligt Forretningsudvalg, på en smule længere sigt vil medføre en faglig styrkelse af lægemiddelinformation i Danmark, og at det vil resultere i en håndbog, som yngre læger bliver glade for at have i lommen.
Hvad angår det selskabsmæssige, er det et ufravigeligt princip i Infomatum, at det redaktionelle arbejde holdes helt adskilt fra det organisatoriske. Det har således været den redaktionelle arbejdsgang uvedkommende, hvorfor Lægeforeningen og Lægemiddelindustriforeningen sammen har dannet Infomatum. For redaktionen og redaktionssekretariatet var det ikke en ønskeopgave med kort varsel at skulle producere Kittelbogen. Vi har lært af processen, tager de mange kommentarer til os og er i gang med næste udgave, som utvivlsomt vil nyde godt af de mange brugerhenvendelser. Vi modtager fortsat gerne konstruktive forslag til forbedringer.