> Svar:

Indledningsvis vil vi gerne takke Lars Østergaard for hans kommentar til vores kliniske procedure om temperaturmåling [1]. Vi er enige med Lars Østergaard i, at rektalmåling fortsat bør foretrækkes i de fleste kliniske situationer. Vores argumenter herfor er dels, at øremåling gennemsnitligt måler en lavere temperatur end rektalmåling, dels at enkelte studier har vist, at øremåling har en væsentlig dårligere reproducerbarhed end rektalmåling. Sidstnævnte argument er sådan set vores væsentligste, idet førstnævnte problem ville kunne løses ved at lægge en konstant til resultatet af øremålingen. Vi er i gang med en litteraturgennemgang af emnet.

Det er dog en kendsgerning, at øremåling er vidt udbredt. Vi har således påvist, at man på mere end halvdelen af de danske hospitalsafdelinger foretrækker øretermometret som førstevalgsmetode, og i Region Hovedstaden benyttes øremålinger som førstevalg på mere end to tredjedele af afdelingerne [2]. Vi har med vores kliniske procedure forsøgt at forholde os til de reelle omstændigheder på landets hospitaler og fundet anledning til at fokusere på de to hyppigst anvendte metoder. Vi anbefaler, at man forholder sig kritisk til den målte temperatur, som ideelt set måles i rectum. Stemmer temperaturen ikke overens med patientens kliniske fremtoning, bør man gentage målingen med en anden metode. Endvidere bør det altid anføres i journalen, hvilken metode der har været anvendt.

Vi undrer os over, hvordan øretermometret kan have vundet så stor popularitet, særligt set i lyset af at adskillige danske studier har sået kraftig tvivl omkring målemetodens pålidelighed [3-5]. Vi har med vores kliniske procedure ønsket at sætte kritisk lys på dette, og samtidig efterlyser vi retningslinjer for temperaturmåling på regionalt eller nationalt plan. Vi har ikke fremført noget ønske om, at der gennemføres en MTV på området.