> Svar:

Tak til Niels Møller et al for kommentarerne. Skismaet mellem på den ene side at operere med generelle, teoretisk funderede behandlingsmål, og på den anden side fleksible og mere realistiske individuelle målsætninger i behandlingen af patienter med type 2-diabetes er en central problemstilling i stort set alle patientkontakter: Hvornår stiller patient og behandler sig tilfreds med de opnåede behandlingsniveauer af de modificerbare risikofaktorer? Problemstillingen er principielt den samme, hvad enten der er tale om HbA1c-, blodtryk- eller lipidniveauer, men det glykæmiske niveau har dog speciel interesse grundet den tætte kobling til forekomsten af symptomer [1], både ved hyper- og hypoglykæmi.

Er det optimale behandlingsmål HbA1c = 6,1%, = 6,5%, = 7,0% eller måske et helt fjerde og højere niveau? Vi mener, at alle fire svar kan være korrekte - helt afhængigt af, hvilken patient der er tale om. Vi er ganske enige i, at HbA1c = 6,1% for det store flertal af patienter hverken er muligt eller bedst.

Frem for at definere sort-hvide kriterier for behandlingssucces i form af optimale behandlingsmål for den enkelte risikofaktor, har vi i vejledningen valgt at fokusere på formidlingen af: 1) at behandlingen er »multifaktoriel«, dvs. rettet mod at sænke niveauerne af både lipider, blodtryk og blodglukose, 2) at den absolutte risikoreduktion er størst for høje niveauer af risikofaktorerne samt 3) en fleksibel holdning til hvilket behandlingsmål, der er optimalt for den enkelte patient. Vi mener, at disse hovedbudskaber fremgår klart af formuleringer i vejledningen, eksempelvis:

»Behandling og behandlingsmål bør tilpasses den enkelte patient med udgangspunkt i en risikovurdering med hensyntagen til patientens alder, niveau af risikofaktorer, ressourcer og ønsker«.

»Der eksisterer ikke ét ideelt behandlingsmål for hverken lipider, blodtryk og blodglukose. Niveauet må fastlægges for den enkelte patient«.

Vi har fundet det vanskeligt ikke at referere de fælles europæiske retningslinjer [2], som nu også er kommet i en fælles dansk udgave fra seks videnskabelige selskaber [3], hvori HbA1c på 6,1% angives som værende optimalt. Vi har ikke fundet det formålstjenligt at vælge alternative cut-off-niveauer for disse generelle og teoretisk funderede behandlingsmål men har i stedet i ord taget forbehold over for disse meget ambitiøse mål.

Niels Møller et al er specielt bekymrede for ekstrapolering af forskningsresultater fra unge studiepopulationer til ældre type 2-diabetes-patienter, en bekymring, som vi helt deler. Netop derfor har vi valgt at medtage et selvstændigt afsnit herom for at henlede vore kollegers opmærksomhed på de specielle forhold, som ofte gælder hos denne store gruppe af patienter.