Mange tak for flere konstruktive og gode kommentarer til vores artikel om hoftebrud hos en idrætsudøver. Artiklens formål var primært kasuistisk at redegøre for en klinisk problemstilling, som ikke altid gennemskues i den daglige klinik, og henlede opmærksomheden på relevante forebyggende tiltag. I det konkrete tilfælde var problemet primært patientens overtræning med vægtveste og ikke (for) ringe kostindtag.
Men det er naturligvis korrekt, at man skal overveje psykiatrisk udredning for spiseforstyrrelse i generelle anbefalinger af undersøgelse for female athlete triade-symptomkomplekset. Det er endvidere beskrevet, at D-vitamin-mangel i sig selv kan forårsage spontanfrakturer, en problemstilling, der kendes hos patienter, som er undereksponeret for naturligt sollys.