> Svar:

Peter Gøtzsche (PG) beskriver to forhold, der er af betydning for overlevelsesfunktionen relateret til en øget diagnostisk indsats. Bias opstår i særlig grad i forbindelse med undersøgelse af en »rask« befolkning - forhold, der er velbeskrevede i grundbøger for epidemiologi, og som turde være alment kendt, ikke mindst af Ugeskriftets læsere, der har kunnet følge den debat, PG og andre har ført i snart ti år på debatsiderne. Os bekendt har kræftplanerne ikke ført til andet end en optimering af hospitalsbehandlingen og diagnostik til et niveau, vi for længst burde have været på, og vel at mærke kun for de onkologiske specialer, hvor der er udarbejdet retningslinjer. Og om det kun er ren teori, skal måles på effekten. De højt berømmede »pakkeforløb« vedrører ikke den tidsperiode, vi vurderer [1]. Der har ikke været iværksat nogen nye tiltag, der vil ændre på borgernes tilgang til systemet - det vil som altid være baseret på symptomer. Length og lead time-bias er af mindre betydning for de kræftformer, vi trækker frem, og vi nævner specifikt, hvorfor bryst- og prostatakræft ikke fremhæves, indrømmet, uden at bruge spalteplads på lærebogscitater.

PG anfører dødelighed som et væsentligt effektmål men glemmer, at det er lige så vigtigt samtidig at vurdere udviklingen i forekomst. Udviklingen i dødelighed og kræftforekomst [2] indgår rutinemæssigt i vores vurdering af overlevelse og har ført til publikation af reservationer ved en ukritisk brug af diagnostiske metoder [3]. Den relative overlevelse, som kan være svær at forstå, er et mål for patientoverlevelse korrigeret for effekten af andre dødsårsager, svarende til årsagsspecifik overlevelse [4]. I et land, hvor vi har fuldt styr på befolkningens liv og død men mangler opdaterede og validerede centrale registre som Dødsårsagsregisteret, er overlevelsen også en mulighed, vi har for at få viden om, hvilken vej udviklingen går. PG overser, at vi gør opmærksom på, at det danske deficit i overlevelse i forhold til i andre lande findes i ekstra dødsfald blandt kræftsyge inden for det første halve år efter diagnosen [5], hvorfor vi bør se en tidlig effekt på overlevelsen. PG trækker vores egen reservation om værdien af overlevelsesanalysen noget skarpt op - tallene taler for sig selv, og hvordan det kan være misinformation, at trenden i overlevelse er positiv for flere kræftformer, men ikke for alle, er uforståeligt. Siden har vi fået et opdateret dødsårsagsregister. Vi venter nu på PG's analyse af det danske fald i brystcancerdød fra 29,5 pr. 100.000 kvinder (aldersstandardiseret) i 1995 til 21,5 pr. 100.000 kvinder i 2005, hvor svenske kvinder gik fra 17,2 til 15,3 [2].

PG's udfald mod kræftforskere og os som repræsentanter for Kræftens Bekæmpelse viser blot, at der bag et køligt ydre og videnskabskritiske palisader gemmer sig andre følelser, som åbenlyst driver PG's engagement.