Hjerteforeningen har i løbet af 2006 valgt at fokusere på kvinder og hjerte-kar-sygdom. Hjerteforeningen har både ønsket at udbrede kendskabet til forekomsten af hjerte-kar-sygdom hos netop kvinder samt fremme forskningen inden for dette felt. Baggrunden er, at fordomme stadig eksisterer omkring byrden af hjerte-kar-sygdomme hos kvinderne. Årsagerne hertil er mange, og det kommer for vidt at berøre dem alle, men vi tillader os at henvise til den mere detaljerede bog, der er udgivet i anledning af kampagnen [1].
Fakta er, at flere kvinder end mænd hvert år dør af hjerte-kar-sygdomme i Danmark. Hvert år dør der flere kvinder af apoplexia cerebri end f.eks. af brystcancer. Fakta er dog, at kvinder, når det gælder hjerte-kar-sygdomme, præsenterer en række symptomer enten som primære eller som sekundære ledsagesymptomer, der ikke opfattes som relaterede til en mulig hjerte-kar-sygdom. Resultatet er beviseligt, at kvinder ofte henvender sig (for) sent, hvilket har uheldige konsekvenser for behandlingsresultaterne og dermed prognosen.
Vi håber, at Hjerteforeningens kampagne vil hjælpe til, at kvinder i lige så høj grad som mænd tilbydes hurtig og rigtig medicinsk og invasiv behandling for deres hjerte-kar-sygdomme. Alle læger bør således være opmærksomme på helheden og ikke slå »vage« symptomer hen, men sætte dem i kontekst af andre tilstedeværende risikofaktorer med henblik på at opdage kvinders hjerte-kar-sygdom i tide. Vi stoler på, at landets læger og kvinder ser vores opråb i rette perspektiv, og mener ikke, at hverken praksis eller skadestuer vil blive oversvømmet at bekymrede kvinder. Skulle der komme lidt flere kvindelige besøg i lægepraksis, så er det vel også en investering værd.
<ol class="Litt-list">
<li>Kvinders hjerte. København: Hjerteforeningen, 2007.</li>
</ol>