> Svar:

Tak til Kirsten Leth for indlægget, som omhandler et vigtigt og vanskeligt problem. Fra mine mange samtaler med arbejdstagere, der er »gået ned med stress«, ved jeg, at de bliver behandlet meget forskelligt af deres praktiserende læger. De møder alt lige fra afvisning og mistænkeliggørelse til god og konstruktiv støtte i en vanskelig situation.

Sygdomsbegrebet er som bekendt en vanskelig størrelse. I vores lærebog Medicinsk sociologi [1] lægger vi vægt på tre ligeværdige dimensioner, når man skal forstå en persons helbred: Biomedicinsk sygdom, selvvurderet helbred (herunder symptomer) og funktionsevne. Hos mange patienter med alvorlig og langvarig stress er det naturligvis svært at stille en medicinsk diagnose. Ikke desto mindre føler de sig syge, og de kan ikke arbejde. At sende dem tilbage i arbejde, fordi de ikke har en »rigtig« diagnose, gør kun ondt værre.

Det er korrekt, at mange af de stressede har en depression, og i den situation skal depressionen selvfølgelig diagnosticeres og behandles efter gældende kliniske principper. Det er hos alle patienterne med medicinsk udefinerede symptombilleder, at problemerne opstår.

Ifølge Kirsten Leth skulle jeg i min leder anbefale henvisning af mange (måske alle) stressramte til de arbejdsmedicinske klinikker. Det er en misforståelse. Jeg skriver, at klinikkerne kan komme til at indtage en nøgleposition, hvis tre betingelser opfyldes: 1. At man kan dokumentere en effekt af indsatsen. 2. At man undgår at sygeliggøre de henviste personer, hvilket ofte sker, når man anmelder en lidelse som arbejdsskade. 3. At man samarbejder med arbejdspladsen med henblik på arbejdsfastholdelse. Der er langt igen, før disse tre betingelser er opfyldt.

Jeg afslutter lederen med at anbefale et tæt samarbejde med de praktiserende læger, kommunerne og arbejdspladserne. Jeg håber, at Kirsten Leth er enig heri.