Lægernes Pensionskasse har - siden sin start i 1946 - fastholdt et koncept, hvor formueforvaltningen i høj grad varetages af eksterne porteføljeforvaltere. Vi køber »forvaltningsprodukter«, som findes på markedet, og som har vist deres styrke. Ulempen ved dette koncept er, at vore muligheder for at stille krav er begrænsede. Vi køber en standardvare. Og i mange tilfælde er der ikke relevante alternativer til de valg, som vi træffer.
Som hovedregel investerer Pensionskassen i investeringsforeninger, hvor der investeres sammen med andre pen-sionskasser og private investorer. Pensionskassen ejer derfor ikke aktier - vi ejer andele i investeringsforeninger. Det giver stordriftsfordele for alle, der deltager, herunder os selv. Til gengæld skal retningslinjerne for sådanne porteføljer være spiselige for alle deltagende parter. Derfor må retningslinjer - også omkring etik - udvikle sig på baggrund af grundige overvejelser.
Grundlaget for Pensionskassens investeringspolitik er beskrevet i »Socialt ansvarlige investeringer«, som kan læses på Pensionskassens hjemmeside, www.lpk.dk. Det er Pensionskassens bestyrelse, der udvikler grundlaget. Det sker under hensyntagen til lovgivningens krav om, at Pensionskassen skal arbejde for at opnå det størst mulige formueafkast. Bestyrelsen fremlægger grundlaget for investeringspolitikken hvert år på Pensionskassens generalforsamling. Det er Pensionskassens bestyrelse og direktion, der har ansvaret for Pensionskassens formueforvaltning.
Retningslinjerne i »Socialt ansvarlige investeringer« præciserer, at de porteføljeforvaltere, som Pensionskassen har kontrakt med, og som på Pensionskassens vegne investerer formuen, kun må investere i selskaber, der løbende bestræber sig på at overholde grundlæggende menneskerettigheder, herunder ILO's konventioner om ikke at udnytte børnearbejde, ikke at anvende tvangsarbejde, ikke at diskriminere mellem kønnene på arbejdspladsen og at respektere foreningsfrihed.
Det er i praksis uhyre vanskeligt at implementere og administrere forbud mod investeringer i specifikke industrisektorer og brancher. Tag eksempelvis klyngebomber. Skal et eventuelt forbud alene omfatte producenter eller også distributører, underleverandører, dem der transporterer produkterne - eller dem alle sammen? Klyngebomber er ofte blot et produkt ud af virksomhedens samlede produktsortiment, og det rejser spørgsmålet om, hvor meget eksempelvis et enkelt produkt skal udgøre af en virksomheds samlede forretningsomfang for at udelukke investeringen.
Virksomheder køber og sælger løbende forretningsområder. Det betyder, at selv om vi sikrede os, at ingen af de flere tusind virksomheder, som Pensionskassen har investeret i, producerer klyngebomber i dag, kan vi ikke være sikre på, at det også er tilfældet i morgen.
Hvis Pensionskassen introducerer et forbud mod investering i bestemte brancher, risikerer vi at udelukke investeringer i et betydeligt antal virksomheder og mindsker dermed muligheden for det højst mulige formueafkast. Dertil kommer, at Pensionskassen ikke effektivt kan håndhæve forbuddet. Og det vil udelukke Pensionskassen fra at investere i en række af de i indledningen nævnte »forvaltningsprodukter«, ligesom det vil begrænse vores muligheder for at investere sammen med andre.