Der har altid eksisteret et skisma mellem tro og erhvervsudøvelse. Det er ikke specielt for lægegerningen, og det er ikke specielt for muslimer. Vi støtter i Lægeforeningen ikke de holdninger omkring kvindesyn, afstraffelse og synet på anderledes tænkende, der findes i sharialovene, ligesom vi ikke sympatiserer med fundamentalistiske kristne holdninger om f.eks. dødsstraf og abort.
Men vi forsvarer troende menneskers muligheder og ret til at være udøvende læger, hvis de har gennemført en lægeuddannelse, som vi anerkender, og har aflagt et lægeløfte, som vi godkender.
Som det er tilfældet med debatten om læger med tørklæder eller andre religiøse symboler, skal lægen vurderes på sine faglige kvalifikationer, eller, som vi har udtrykt det, på det, som er inde i hovedet, og ikke på det, som er udenpå, og heller ikke på navn køn eller hudfarve. Derfor kan læger, der i deres tro bekender sig til sharia, godt være »hele« læger og udøve gerningen helt efter de standarder og den etik, som vi har i de vestlige lande.
Hvorvidt mennesker, der har fundamentalistiske holdninger, kan blive læger, er en anden problematik. Hvis det er sådan, at mennesker på grund af deres tro ønsker at fravælge dele af lægeuddannelsen eller tager afstand fra etikken i bestemte behandlinger, kan de naturligvis ikke blive medicinske kandidater. Vi kender ikke til tilfælde af denne art i Danmark, men det har været en problematik i England, hvor muslimske studerende ønskede at fravælge dele af studiet på grund af deres tro. De kan naturligvis ikke blive »hele« læger eller læger i det hele taget.