Sundhedsminister:Vi er opmærksomme på de medicinske afdelinger

Ulrik Bak Dragsted, formand for Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM), udtrykker her i ugeskriftet tilfredshed med, at der de senere år er blevet større politisk bevågenhed om de medicinske patienter, og at regeringen og satspuljepartierne har afsat 200 mio. kr. til en national handlingsplan for den ældre medicinske patient. Samtidig ærgrer han sig over, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse ikke i højere grad har inddraget selskabet i den analyse, som Deloitte har udarbejdet for ministeriet som del af handlingsplanen.

Analysen, der kortlægger kapaciteten på de medicinske afdelinger, konkluderer bl.a., at de medicinske sengepladser kan bruges bedre, og at op mod hver femte patient kunne have været i et andet behandlingsforløb, eksempelvis et plejehjem, en kommunal aflastningsplads, et patienthotel eller egen bolig. Dragsted mener imidlertid, at Deloittes undersøgelsesmetode er mangelfuld, og han sår på den baggrund tvivl om rapportens konklusioner.

Jeg er ikke den rette til at udtale mig om, hvorvidt Deloitte kunne have benyttet en bedre opgørelsesmetode end den anvendte. Den vurdering vil jeg overlade til kyndige fagfolk. Mit ærinde med dette indlæg er altså ikke at kloge mig på undersøgelsesmetoder, men derimod at forholde mig til Dragsteds udmelding om, at de medicinske sengepladser og sundhedspersonalet på de medicinske afdelinger er under et stadig stigende pres som følge af, at der er nedlagt medicinske sengepladser i en periode, hvor antallet af indlæggelser har været stigende.

National handlingsplan

Jeg vil gerne understrege, at jeg er meget opmærksom på, at de medicinske afdelinger især i vinterperioder med influenzaepidemier o.l. kan være pressede. Sidste vinter var visse sygehuse desværre nødt til at tage gangene i brug for at have plads nok til patienterne, og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt for både patienter og personale. Derfor arbejder regeringen også på, at forbedre forholdene på de medicinske afdelinger. Vi har taget flere initiativer, der skal forebygge indlæggelser og gøre det muligt at give den rette indsats til de rette patienter uden for sygehusenes matrikler.

Som nævnt har vi afsat 200 mio. kr. til en national handlingsplan, der bl.a. skal sikre bedre sammenhæng i regionernes, kommunernes og de praktiserende lægers indsats over for ældre medicinske patienter. Derudover har vi eksempelvis som led i økonomiaftalen med kommunerne for 2013 afsat 300 mio. kr. årligt, så kommunerne kan styrke deres indsats på sundhedsområdet, herunder forebygge behov for indlæggelser og bidrage til gode udskrivninger. Og vi har styrket den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i kommunerne med økonomiaftalen for 2014, hvor vi har afsat yderligere 300 mio. kr., ligesom vi har aftalt med regionerne, at de skal bruge 250 mio. kr. til at fremme sammenhængende patientforløb.

Flere ældre vil blive plejet og behandlet uden for sygehusene

I regeringen er vi altså bevidste om, at det er nødvendigt at sikre, at der er de fornødne tilbud til de ældre medicinske patienter, der er en sårbar patientgruppe, som er blevet overset i alt for mange år. Det er ikke ensbetydende med, at vi skal stoppe den igangværende udvikling, og at flere ældre skal ligge i en seng på sygehusene. Den udvikling, vi har oplevet i sundhedsvæsnet de senere år, vil fortsætte. Flere patienter vil blive plejet og behandlet uden for sygehusene, og regionerne vil i årene fremover tilpasse kapaciteten på sygehusafdelingerne derefter. Og det mener jeg, vi skal glæde os over, for udviklingen vil være til gavn for patienterne.

Jeg tror, de fleste vil foretrække at blive behandlet i eget hjem eller ambulant og undgå en sygehusindlæggelse. Og hvis en indlæggelse er nødvendig, vil mange nok sætte pris på, at den bliver kortvarig, og at man kommer hjem eller i hvert fald tæt på sine vante omgivelser og pårørende.

Men det er klart, at det er en forudsætning, at der er de nødvendige pleje- og behandlingstilbud til borgerne uden for sygehusene, og derfor opruster kommunerne også på sundhedsområdet i disse år. Der bliver eksempelvis ansat flere sygeplejersker og oprettet flere kommunale akut- og aflastningspladser, hvor de ældre, der ikke længere har brug for sygehussengens specialister, men kan have gavn af at være tæt på sygeplejersker og andre fagfolk i kommunen, kan opholde sig i en kort periode efter deres udskrivelse. En undersøgelse fra KL viser således, at 57 procent af landets 98 kommuner har indført såkaldte akutpladser, og at yderligere 30 procent har konkrete planer om at gøre det.

Vi er altså i gang med en udvikling i sundhedsvæsnet, hvor en større del af behandling, pleje og rehabilitering vil foregå uden for sygehusene. Det betyder, at patientforløbet i højere grad bliver en fælles opgave for sygehuset, de praktiserende læger og kommunerne, og det stiller store krav til koordinationen og samarbejdet.

Bedre overgange

Det er eksempelvis helt afgørende, at der skabes bedre overgange i forbindelse med indlæggelse og udskrivning og bedre forløb, efter patienten er kommet hjem fra sygehuset. Det kan bl.a. ske gennem udskrivnings- eller forløbskoordinatorer, som sikrer, at der er tæt dialog mellem sygehusene og kommunerne om færdigbehandlede patienter, der venter på at komme hjem. Koordinatorerne kan være med at nedbringe antallet af sengedage per indlæggelse og dermed mindske presset på de medicinske afdelinger, fordi patienterne ikke behøver at vente på, at kommunerne er klar til at tage over efter udskrivning. Og det kan også ske ved, at kommunale hjemmesygeplejersker i samarbejde med de praktiserende læger tilbyder opfølgende hjemmebesøg, der kan bidrage til at reducere risikoen for genindlæggelser og nye indlæggelser for skrøbelige ældre medicinske borgere.

Hvis vi skal løse de medicinske afdelingers udfordringer, er det altså helt centralt, at der er et godt samarbejde og en god koordination mellem de involverede aktører i sundhedsvæsnet. For medicinske patienter har behov for ydelser på tværs af sektor- og specialegrænser. Og for at sikre, at der er den fornødne koordination og forpligtelse til at samarbejde mellem regioner, kommuner og almen praksis, har jeg for nylig fremsat et lovforslag, der skal videreudvikle sundhedsaftalerne. Lovforslaget betyder bl.a., at vi fremover vil have fem sundhedsaftaler – en for hver region – og ikke som i dag 98. Med færre aftaler bliver der bedre mulighed for at ensarte og sikre sammenhæng i patientforløbene på tværs af landet.

Vi har altså taget mange initiativer, der dels skal mindske presset på de medicinske afdelinger til gavn for både patienter og sundhedspersonale, dels skal sikre, at de medicinske patienter får den behandling, de har krav på.

Læs Ulrik Bak Dragsteds kronik her