Jeg har med interesse læst Marianne Rosendals (MR) leder om sundhedsvæsenets stigmatisering [1].
SVAR
Marianne Rosendal
Korrespondance: Marianne Rosendal, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet. E-mail: mrosendal@health.sdu.dk
Interessekonflikter: ingen
Tak til overlæge Per Vendsborg for et yderst relevant debatindlæg. Lad mig sige med det samme, at jeg er enig i, at lederen med andre briller kan læses som stigmatiserende over for mennesker med psykiske lidelser. Det var naturligvis ikke intentionen, og det beklager jeg. Mit fokus var at stille skarpt på de mange patienter, der har invaliderende kropslige symptomer, men ikke føler sig særlig godt hjulpet i vores sundhedsvæsen.
Mit budskab er på ingen måde, at psykisk sygdom ikke er ligeværdig med fysisk sygdom. Tværtimod kunne vi formentlig forebygge stigmatisering, hvis vi havde en større åbenhed over for, at mange sygdomme skyldes et "både-og" mere end et "enten-eller". Problematikken omkring stigmatisering og manglende tilbud til visse patientgrupper opstår netop, fordi vi arbejder ud fra en dualistisk tankegang, dvs. at vi opdeler mennesker, sygdomme og specialer i krop og psyke. Hvis vi i højere grad formåede at tænke i hele mennesker og i, hvordan krop og psyke spiller sammen ved persisterende symptomer, kunne vi undgå, at f.eks. patienter med funktionelle lidelser blev kastebold mellem somatiske specialer og psykiatrien.
Min leder handler således ikke om, hvorvidt det er respektabelt eller ikke at være psykisk syg, men vi har et reelt problem i sundhedsvæsenet, når patienter, der udelukkende oplever fysiske symptomer, får at vide, at det kun handler om noget psykisk. Det er hverken diskriminerende eller problematisk at sige, at der er en psykisk komponent, når man samtidig har øje for den somatiske. Budskabet er, at sygdommen foregår både i kroppen og i hovedet/hjernen. Det er derfor kun velkomment, at Per Vendsborg og andre blander sig i debatten og kan være med til at skabe en mere helhedsorienteret forståelse.
I psykiatrien og almen praksis arbejder nogle med begrebet præsenterende somatisering i betydningen, at patienter med f.eks. angst og depression henvender sig med fysiske symptomer i form af hjertebanken, træthed, vægttab osv., men at disse symptomer skyldes den underliggende psykiske sygdom. Her er det naturligvis vigtigt at stille den psykiatriske diagnose. Det er ikke denne gruppe af patienter, der omtales i lederen. Patienter med funktionelle lidelser opfylder ikke de diagnostiske kriterier for psykisk lidelse (ud over somatoform tilstand).
Vi ved i dag, at der er god effekt på fysiske symptomer ved funktionelle lidelser af psykologiske behandlingsformer (i kombination med f.eks. fysisk genoptræning). Den psykologiske indfaldsvinkel er således helt relevant at have med – den kan bare ikke stå alene. Det er nødvendigt, at vores faglige tilbud og organisering af disse fremover tilpasses patienternes behov og en nutidig forståelse af persisterende symptomer – også selv om det kan synes besværligt.
Til sidst blot en opklarende bemærkning: Ordet "skraldespandsdiagnoser" henviser ikke til psykiatrisk diagnostik, men blev brugt om de diagnostiske kategorier, der inden for hvert somatisk speciale rummer de patienter, hvor de øvrige diagnoser er udelukket (som f.eks. nonulcusdyspepsi).
SVAR
Marianne Rosendal
Korrespondance: Marianne Rosendal, Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet. E-mail: mrosendal@health.sdu.dk
Interessekonflikter: ingen
Tak til overlæge Per Vendsborg for et yderst relevant debatindlæg. Lad mig sige med det samme, at jeg er enig i, at lederen med andre briller kan læses som stigmatiserende over for mennesker med psykiske lidelser. Det var naturligvis ikke intentionen, og det beklager jeg. Mit fokus var at stille skarpt på de mange patienter, der har invaliderende kropslige symptomer, men ikke føler sig særlig godt hjulpet i vores sundhedsvæsen.
Mit budskab er på ingen måde, at psykisk sygdom ikke er ligeværdig med fysisk sygdom. Tværtimod kunne vi formentlig forebygge stigmatisering, hvis vi havde en større åbenhed over for, at mange sygdomme skyldes et "både-og" mere end et "enten-eller". Problematikken omkring stigmatisering og manglende tilbud til visse patientgrupper opstår netop, fordi vi arbejder ud fra en dualistisk tankegang, dvs. at vi opdeler mennesker, sygdomme og specialer i krop og psyke. Hvis vi i højere grad formåede at tænke i hele mennesker og i, hvordan krop og psyke spiller sammen ved persisterende symptomer, kunne vi undgå, at f.eks. patienter med funktionelle lidelser blev kastebold mellem somatiske specialer og psykiatrien.
Min leder handler således ikke om, hvorvidt det er respektabelt eller ikke at være psykisk syg, men vi har et reelt problem i sundhedsvæsenet, når patienter, der udelukkende oplever fysiske symptomer, får at vide, at det kun handler om noget psykisk. Det er hverken diskriminerende eller problematisk at sige, at der er en psykisk komponent, når man samtidig har øje for den somatiske. Budskabet er, at sygdommen foregår både i kroppen og i hovedet/hjernen. Det er derfor kun velkomment, at Per Vendsborg og andre blander sig i debatten og kan være med til at skabe en mere helhedsorienteret forståelse.
I psykiatrien og almen praksis arbejder nogle med begrebet præsenterende somatisering i betydningen, at patienter med f.eks. angst og depression henvender sig med fysiske symptomer i form af hjertebanken, træthed, vægttab osv., men at disse symptomer skyldes den underliggende psykiske sygdom. Her er det naturligvis vigtigt at stille den psykiatriske diagnose. Det er ikke denne gruppe af patienter, der omtales i lederen. Patienter med funktionelle lidelser opfylder ikke de diagnostiske kriterier for psykisk lidelse (ud over somatoform tilstand).
Vi ved i dag, at der er god effekt på fysiske symptomer ved funktionelle lidelser af psykologiske behandlingsformer (i kombination med f.eks. fysisk genoptræning). Den psykologiske indfaldsvinkel er således helt relevant at have med – den kan bare ikke stå alene. Det er nødvendigt, at vores faglige tilbud og organisering af disse fremover tilpasses patienternes behov og en nutidig forståelse af persisterende symptomer – også selv om det kan synes besværligt.
Til sidst blot en opklarende bemærkning: Ordet "skraldespandsdiagnoser" henviser ikke til psykiatrisk diagnostik, men blev brugt om de diagnostiske kategorier, der inden for hvert somatisk speciale rummer de patienter, hvor de øvrige diagnoser er udelukket (som f.eks. nonulcusdyspepsi).
Det skyldes, at jeg til daglig arbejder med stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom. Evt. bivirkninger ved HPV-vaccination skal jeg ikke forholde mig til. Læst med mine øjne forekommer MR's indlæg – jeg er sikker på utilsigtet – at være stigmatiserende over for mennesker, som er psykisk syge.
Lederen kan læses, som om MR finder, at det i sig selv er diskriminerende at nævne over for patienter, at deres fysiske symptomer helt eller delvis kan være psykisk betingede. At det er respektløst at nævne, at de kan have en psykisk og ikke en somatisk sygdom.
Det er selvfølgelig respektløst at udtrykke sig, så patienterne hører: ”at det bare er noget, som foregår i deres hoved”, men det skulle nødig være respektløst at sige lige ud, at det er noget, som foregår i deres hoved. Det skulle gerne være lige så respektabelt at være psykisk som fysisk syg.
At det kan opleves som respektløst, skyldes den udbredte fordom, at psykisk sygdom ”ikke er rigtig sygdom”. Den fordom er udbredt i befolkningen og også hos medarbejdere i sundhedsvæsenet (inklusive læger). Det ved patienterne (de har måske fordommen selv), og derfor kan de opleve det som respektløst, når der nævnes en mulig psykisk årsag til deres symptomer. Da det er en fordom, bør den erkendes og bekæmpes af læger og andre, som professionelt beskæftiger sig med sygdom.
Det er ikke nogen løsning at påstå, at fysiske symptomer med hel eller delvis psykisk genese ”er en forældet opfattelse fra Freuds tid”, og decideret respektløst over for de patienter, som har en psykisk sygdom, at sige, at de får ”skraldespandsdiagnoser”. Læger og andre sundhedspersoner må gå forrest og arbejde for respekt for mennesker, som har psykiske sygdomme, også de som helt eller delvis viser sig som kropslige symptomer. Sygdommen er lige smertefuld, reel og værdig, uanset om genesen er psykisk, fysisk eller begge dele, og kræver samme respekt.
MR skriver ganske korrekt, at patienterne skal have et tilbud, der ”samler psyke og soma”, men det forekommer i sammenhængen lidt ulogisk og kan besværliggøres, hvis det samtidig er diskriminerende at nævne, at symptomerne helt eller delvis er psykisk betingede.
Jeg er, som nævnt, sikker på, at MR ikke har haft til hensigt at stigmatisere psykisk syge patienter, som har somatiske symptomer med psykisk genese. Alligevel kan lederen for en som mig – der fokuserer på stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom – se ud til at gøre det.
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d"><li><p> Rosendal M. Det stigmatiserende sundhedsvæsen. Ugeskr Læger 2017;179:V68864.</p></li></ol>
<p>Kommentar til leder: Den kom - sikkert utilsigtet - til at være stigmatiserende over for psykisk syge mennesker.</p>