Solidaritet i logen?

I 2014 indledte den islandske lægeforening (IMA) en strejke. Baggrunden var ti års tiltagende elendige arbejdsvilkår med reallønsnedgang, speciallægeflugt og øget arbejdsmængde, især for praktiserende og yngre læger. Befolkningen forstod alvoren, men politikerne ignorerede den og imødekom ikke lægernes ønsker. IMA planlagde en strejke, der blev både effektiv og acceptabel. Modellen var i store træk, at 25% af alle læger strejkede på hverdage, udbredte punktstrejker, løbende optrapning og specifikke undtagelser, der minimerede truslen mod patientsikkerheden.

Strejken blev vundet i januar 2015 med en 25-30% lønstigning, bedre arbejdsvilkår og bremset lægeflugt. Det var udslagsgivende, at lægerne stod solidarisk sammen!

Da jeg hørte den islandske historie, undrede det mig, at konflikten ikke var mere eksponeret i Danmark. Det er jo en opbyggelig historie, der kan inspirere os.

Aktuelt kæmper engelske yngre læger mod forringede løn- og arbejdsforhold.

Og i Danmark forringes arbejdsbetingelserne for både privatpraktiserende og offentligt ansatte læger.

Fra mine unge kolleger hører jeg om dårlige uddannelsevilkår, travlhed og manglende arbejdsglæde. Mine ældre venner, der er overlæger, klager over ingen indflydelse, tidspres og tiltagende »skærmtid« på bekostning af tid med patienter. Mine privatpraktiserende speciallægekollegaer drukner i fortænkte dokumentationskrav osv.

Vi praktiserende læger mødes med krav om »produktivitetsgevinster«, et initiativkvælende økonomiloft og en dalende realindkomst. I hovedstaden er vi smidt ud af lægevagten og erstattet med 1813 (bemærk: ordningen ønskes udrullet i hele landet!). På højtspecialiserede hospitalsafdelinger bruger man ressourcer uden for deres faglige kerneområder; det øvrige land drænes for speciallæger, fordi de f.eks. ansættes for at tilse forkølede børn på de storkøbenhavnske sygehuse. Det er ikke i nogen lægers objektive interesse at lade Region Hovedstaden fortsætter serviceforringelserne på tredje år.

Lægeforeningen består af Foreningen af Speciallæger (FAS), Yngre Læger (YL) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) – tre delorganisationer samlet under en fælles paraply. Hvis det skal give mening, må vi lytte til og hjælpe hinanden! Vi bør arbejde for ordentlige arbejds- og lønvilkår – for os alle. Det nytter ikke, at vi modarbejder hinandens interesser med kortsigtede gevinster for egne medlemmer, for sæt nu vi ender i samme situation som vore islandske og engelske kolleger. Hvis vi ikke står sammen, vil forhandlerne i stat og regioner »vinde« og alle andre tabe – ikke mindst patienterne.