Jannik Falhof giver i Ugeskrift for Læger 2021;183(4):368-9 en fin beskrivelse af vores sundhedsvæsens manglende samordning, når det gælder den udsatte og marginaliserede patient. Jeg kan efter mange år i praksis i Horsens inkl. fængselsvæsenet helt tilslutte mig Janniks beskrivelse, men jeg synes, han overser et væsentligt element: indgangen til sundhedsvæsenet. Hvis man slet ikke kommer i nærheden af væsenet, er det omsonst med alle de fine intentioner. Hvis den udsatte borger endelig kommer indenfor og præsenterer et problem, bliver problemet for det meste opfattet som vedkommendes eget problem, og løsningen bliver derefter løsrevet fra de sociale omstændigheder, der råder. Vi har i 20 år bakset med KRAM-faktorerne, den løftede pegefingers løsningsmodel. Det duer ikke, når man hverken har ressourcer til at indgå i krammeriet eller møder anerkendelse for det, man gør for sit helbred.
Vi må høre, hvad Morten Sodemann siger, for problemet med indvandrerne er sammenligneligt med de hvide og marginaliserede borgere. Vi må høre, hvad WHO siger om sundhedsfremmende strategier i arbejdet med sundhedsproblemer i de fattige lande, for det er de samme problemer, vi har i Danmark med social ulighed i sundhed. Der er ikke noget smart fix, der løser problemet, og fundamentalt set er problemets kerne nok fattigdom – åndelig og pekuniær. Arbejdet skal ud af almen praksis og ud af de kommunale hjemmesygeplejerskeklinikker; det skal forankres ude i boligområderne i regi af boligforeningerne med deltagelse af diverse ressourcepersoner. Det har vi erfaring med her i Horsens.
Hvis man ikke kommer i nærheden af sundhedsvæsenet, er de fine intentioner omsonste.