Formanden for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, Charlotte Fischer (CF), mener i sit svar til psykiater Karin Garde i Ugeskrift for Læger 21/2016 [1, 2] at have adresseret hovedspørgsmålet: Vil regionerne prioritere behandlingen af de mest syge, svært psykotiske patienter?
> SVAR: Sengepladser
Formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg Charlotte Fischer
E-mail: chafis@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen
Speciallæge Hans Henrik Ockelmann (HHO) gentager budskabet om flere sengepladser. Jeg vil gerne benytte anledningen til – igen – at slå fast: Der skal selvfølgelig være det antal psykiatriske sengepladser, der er behov for, så vi kan tage os forsvarligt af borgere med ondt i sindet. Og da især de allerhårdest ramte borgere med en svær og langvarig psykiatrisk lidelse.
Jeg kan derfor heller ikke genkende HHO’s ræsonnement om, at regionerne hellere vil hjælpe 100 angst-, ADHD- eller depressionspatienter frem for ti svært sindssyge. Som tidligere skrevet i disse spalter er det regionernes pligt og opgave at forvalte de samlede sundhedskroner bedst muligt, men det sker jo ikke efter et blindt ”jo flere, jo bedre”-rationale. Vi forsøger at udrede, behandle og pleje så mange som muligt, men vores opgave er også at prioritere de patienter, der har størst behov for hjælp.
HHO nævner behovet for døgnbehandlingspladser. Jeg er helt enig i, at en gruppe meget syge patienter har behov for pleje og behandling døgnet rundt i nogle perioder. Vi overvejer nonstop i regionerne antallet af disse pladser. Det er jo trods alt ikke eksakt videnskab, hvilket antal der er det rigtige.
Jeg er blot ikke enig i, at flere sengepladser er svaret på alt. Når patienterne har afsluttet behandling på en psykiatrisk afdeling og af en læge er vurderet parate til at udskrives, er det allervigtigste jo så vidt muligt at hjælpe dem tilbage mod et mere selvstændigt liv. For en gruppe patienter kan overgangen være ekstra svær. Det er blandt andre dem, vi har tanke på med de nye 150 specialiserede pladser, som Folketinget netop har vedtaget. Her bliver der mulighed for en mere intensiv og koordineret recovery-orienteret indsats omkring psykiatrisk behandling, misbrug og social rehabilitering.
Og nej, jeg vil ikke begive mig ud i gætværk af den fremtidige økonomiske fordeling i somatik og psykiatri, som HHO efterlyser. Regionerne forhandler hvert år med den siddende regering om midlerne til det samlede sundhedsvæsen. Det foregår gennem økonomiforhandlinger og finanslovsforhandlinger, og jeg kan love, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre så mange midler som overhovedet muligt – og ikke mindst til psykiatrien, som vi mener har et efterslæb, der skal indhentes. Her kan jeg kun se, at vi har fælles sag.
> SVAR: Sengepladser
Formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg Charlotte Fischer
E-mail: chafis@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen
Speciallæge Hans Henrik Ockelmann (HHO) gentager budskabet om flere sengepladser. Jeg vil gerne benytte anledningen til – igen – at slå fast: Der skal selvfølgelig være det antal psykiatriske sengepladser, der er behov for, så vi kan tage os forsvarligt af borgere med ondt i sindet. Og da især de allerhårdest ramte borgere med en svær og langvarig psykiatrisk lidelse.
Jeg kan derfor heller ikke genkende HHO’s ræsonnement om, at regionerne hellere vil hjælpe 100 angst-, ADHD- eller depressionspatienter frem for ti svært sindssyge. Som tidligere skrevet i disse spalter er det regionernes pligt og opgave at forvalte de samlede sundhedskroner bedst muligt, men det sker jo ikke efter et blindt ”jo flere, jo bedre”-rationale. Vi forsøger at udrede, behandle og pleje så mange som muligt, men vores opgave er også at prioritere de patienter, der har størst behov for hjælp.
HHO nævner behovet for døgnbehandlingspladser. Jeg er helt enig i, at en gruppe meget syge patienter har behov for pleje og behandling døgnet rundt i nogle perioder. Vi overvejer nonstop i regionerne antallet af disse pladser. Det er jo trods alt ikke eksakt videnskab, hvilket antal der er det rigtige.
Jeg er blot ikke enig i, at flere sengepladser er svaret på alt. Når patienterne har afsluttet behandling på en psykiatrisk afdeling og af en læge er vurderet parate til at udskrives, er det allervigtigste jo så vidt muligt at hjælpe dem tilbage mod et mere selvstændigt liv. For en gruppe patienter kan overgangen være ekstra svær. Det er blandt andre dem, vi har tanke på med de nye 150 specialiserede pladser, som Folketinget netop har vedtaget. Her bliver der mulighed for en mere intensiv og koordineret recovery-orienteret indsats omkring psykiatrisk behandling, misbrug og social rehabilitering.
Og nej, jeg vil ikke begive mig ud i gætværk af den fremtidige økonomiske fordeling i somatik og psykiatri, som HHO efterlyser. Regionerne forhandler hvert år med den siddende regering om midlerne til det samlede sundhedsvæsen. Det foregår gennem økonomiforhandlinger og finanslovsforhandlinger, og jeg kan love, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre så mange midler som overhovedet muligt – og ikke mindst til psykiatrien, som vi mener har et efterslæb, der skal indhentes. Her kan jeg kun se, at vi har fælles sag.
Hvis man analyserer CF’s svar, falder det i to dele: 1) Ligestilling mellem psykisk og somatisk sygdom kommer til at tage lang tid. 2) Der skal være plads til de indlæggelsestrængende, men vi må også kigge på, hvad det koster at behandle en patient.
Jeg finder det nødvendigt at knytte følgende kommentarer til de to punkter (hvor Karin Garde egentlig kun spurgte til det sidste).
1) CF anfører, at psykiatrien gennem mange år er kommet stadig længere bagud i forhold til finansieringen af somatisk sygdom. Men der mangler en uddybning af sætningen: “... Dette efterslæb kommer det til at tage lang tid at indhente ...”. Kan vi få CF’s gæt på, hvornår psykiatrien opnår økonomisk ligestilling med somatikken? Indtil da, er det jo naturligt, at vi ikke kan levere en optimal behandling til alle patientgrupper.
2) Det er tydeligt, at ordet “sengepladser” nærmest synes at give CF kvalme. Måske skulle vi bruge misbrugssystemets betegnelse døgnbehandlingspladser i stedet. Dette for at understrege, at for en betydelig del af de dårlige – oftest skizofrene – patienter er døgndækkende pleje og behandling i længere perioder helt afgørende for, at de kan komme til at fungere optimalt. At vi ikke længere reelt har dette tilbud, viser den eksplosive vækst i antallet af retspsykiatriske patienter og regeringens nyeste aftale om at spærre denne patientgruppe inde i den nyopfundne kimære “specialiserede socialpsykiatriske afdelinger”.
Jeg forstår godt den politiske virkelighed. CF anfører selv: “... Vi har antennerne ude, vi politikere ...”. Men hvilke antenner? Hvis valget står mellem at finansiere behandlingen af ti patienter med svær og vedvarende invaliderende sindssygdom under indlæggelse og 100 patienter med angst, ADHD, depression, spiseforstyrrelser eller andre ikkepsykotiske lidelser, så vinder de 100 til enhver tid på de tis bekostning. Desuden har de hundrede engagerede pårørende, der kan blive vrede, skrive til politikerne eller gå i pressen – noget de ti næsten aldrig har.
Og i modsætning til de svært sindssyge, som ikke engang er taknemmelige over deres behandling, er der mulighed for at vinde hjerterne hos de 100. Og det kan så indkasseres på valgdagen.
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d">
<li><p> Garde K. Replik til formanden for Danske Regioners psykiatri. Ugeskr Læger 2016;178:2038.</p></li>
<li><p> Fischer C. Efterslæb i psykiatrien tager tid at indhente. Ugeskr Læger 2016;178:2038.</p></li>
</ol>
<p>Hvad er Danske Regioners holdning til antallet af senge i psykiatrien, spørger debattør. Læs også svar fra udvalgsformand.</p>