Hvordan sikrer vi, at der er hænder nok? At finde svar på det er helt essentielt for, at vi i fremtiden kan få sundhedsvæsenet til at hænge sammen, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at det optager mange politikere, herunder regeringen.
I det udkast til en sundhedsreform, som den tidligere regering præsenterede, var der lagt op til, at sygeplejersker skulle have eget virksomhedsområde. Jeg er ikke overbevist om, at flere forbeholdte virksomhedsområder kommer til at løse sammenhængs- eller rekrutteringsudfordringer. Når den nuværende regering fremlægger sin plan, håber jeg, at den bliver fuld af muligheder for fleksible løsninger.
Mit håb er, at de – og vi, der arbejder i sundhedsvæsenet – finder løsninger, som er baseret på fleksibilitet og respekt for den enkeltes konkrete kompetencer. Det kræver ikke ny lovgivning og stive regler, men først og fremmest, at vi generelt i sundhedsvæsenet bruger de muligheder, som allerede findes, og breder de gode erfaringer ud. Det er vigtigt at finde løsninger, der giver et stort ledelsesrum og mulighed for medarbejderne til at bruge deres kompetencer.
Jeg arbejder i en konsultation med to andre læger, tre sygeplejersker, to lægesekretærer, en sekretær og for tiden to uddannelseslæger, og vi har intet mindre end et fantastisk samarbejde. Sammen finder vi de løsninger, der giver mest mening for os og for patienterne. Det betyder, at sygeplejerskerne f.eks. screener patienter og afslutter dem, der ikke er så syge. De tager sig også af mange kontroller af patienter med kronisk sygdom og udfører sårpleje på patienter med skinnebenssår eller infektioner i operationssår. Sygeplejerskerne er også opdateret på vaccinationer af både børn og udenlandsrejsende.
Plads til lokale løsninger
Vores sekretærer varetager ud over den primære visitation det meste af dagen undersøgelse af urinprøver inklusive mikroskopi, som de for nylig er blevet uddannet i. Det gør, at vi nemmere får overblik over patienter med symptomer på urinvejsinfektion og hurtigt kan vurdere, om vi skal ordinere antibiotika eller se tiden an.
Det tætte samarbejde på tværs betyder, at vi læger kan tage os af de mere syge patienter. På den måde har vi en klar arbejdsfordeling samtidig med, at vi udnytter alles kompetencer. Når man kender sine medarbejderes konkrete, faglige kompetencer, er der mulighed for at uddelegere flere opgaver. Det giver større arbejdsglæde og er med til at sikre, at vi bruger ressourcerne bedst muligt.
Et godt samarbejde mellem læge, sygeplejerske, lægesekretær og nogle steder også andre sundhedsprofessionelle er helt afgørende for, at hverdagen fungerer i almen praksis, men hvordan det organiseres, er meget forskelligt fra praksis til praksis. Og det skal der være plads til. Behovene kan være meget forskellige alt efter, hvordan både praksis og patientgruppe er sammensat, og derfor er det vigtigt, at der er plads til at finde de optimale løsninger.
I nogle lægepraksisser er det sygeplejerskerne, der udfører kronikerundersøgelser af diabetikere og patienter med KOL, fordi lægen har skønnet, at patienten er egnet og sygeplejersken fuldt kvalificeret. Andre steder har man valgt en anden arbejdsfordeling. Mulighederne er der, hvis både praksispersonale og læger ønsker det.
Det er vigtigt, at der bevares en smidighed i det samarbejde. Det kommer både læger, personale og patienter til gode, når man finder de bedst mulige individuelle løsninger. Uddannelse, instruktion og supervision er nødvendigt for, at det kan fungere, og det gode samarbejde er centralt.
Vær varsom med nye regler
Flere og flere opgaver skal varetages i det nære sundhedsvæsen i de kommende år. Det stiller krav til den måde, vi organiserer os på i hele sundhedsvæsenet. Derfor er der brug for at finde de bedste, mest effektive løsninger, og det kræver fleksibilitet. Det kan lade sig gøre, når mange faggrupper samarbejder og finder løsninger inden for den fleksible lovgivning. Det viser eksemplerne fra min praksis.
Vi skal være varsomme med nye regler og love, der skaber uhensigtsmæssige barrierer og faggrænser. Arbejdsopgaver skal løses af dem med de bedste kompetencer og på den måde, der giver mest mening for både personale og patienter. Det kan vi allerede gøre med rammedelegationer, fordi vi kender hinanden godt ude i praksis.
Hverdagens løsninger skaber jeg og mine kollegaer sammen hver dag, og heldigvis for det. Det er ikke kun godt for os, men også for vores patienter.
En moderne tilgang er ikke at putte medarbejdere i professionskasser, som definerer, hvad de skal have lov til at gøre. Tværtimod skal alle hver især kunne bidrage med det, som de er rigtig gode til, og her er der inspiration at hente i almen praksis.