I Ugeskrift for Læger (2008;170:3031) er der en leder »Ondt i ryggen: Behov for et nyt forskningsparadigme« af Claus Manniche. Der efterlyses en ny forskning om de patienter, der ikke reagerer på nogen form for fysiurgisk terapi eller har nogen gavn af forebyggende midler.
Den slags patienter er almindelige. De kan ikke sove om natten. Må op at gå på gulvet. Kan ikke sidde stille ret længe. Kan ikke køre langt i bil. Kan kun gå korte strækninger. Er mere eller mindre uarbejdsdygtige. Klager kun over rygsmerter. Aldrig over smerter i hofterne.
Almindelig rygundersøgelse viser intet abnormt. Hofterne er meget mobile, men sædvanligvis uden ømhed ved palpation. Derimod er der betydelig ømhed på midten af medialsiden af det ene eller begge femora. Det kan være så slemt, at seksuelt samliv er umuligt for kvinder. En sådan ømhed viser med sikkerhed, at der er noget i vejen med de tilhørende hofter. Ved røntgenundersøgelse beskrives disse hofter som normale, hvilket er forkert. De er dysplastiske. Acetabulum er lidt fladt. Caput er helt rundt, men også lidt fladt. Belastnings-arealet mellem caput og acetabulum er lille, hvorfor belastningen af det pågældende bruskområde bliver ufysiologisk. Ved operation med fjernelse af en kile intertrokantært på 17 grader med basis medialt/ventralt og spidsen lateralt/dorsalt vippes caput ind i ledskålen, og osteotomien fikseres med et children's nail og en skinne. Belastningsarealet mellem acetabulum og caput er nu større. Rygsmerterne svinder, og patienten er arbejdsdygtig.
I perioden 1962-1982 er der opereret 96 hofter hos 75 patienter. Min kontakt med materialet er nu ringe, men vor VVS-smed har været recidivfri for smerter i 30 år, en sygeplejerske i 36 år.
Al fremtidig forskning i rygsmerter skal også inddrage hofterne. Hvorfor en dysplasi i hofterne giver rygsmerter, er en gåde. Måske kan den løses?