Rigtige læger græder ikke?

Nå, så kom den igen: Diskussionen om »problemet med de kvindelige læger«.

Dette har været rejst siden Nielsine Nielsen blev færdig, og temaerne varierer: UG-studerende er ikke de bedste til at omgås patienterne, de er ikke repræsentative for befolkningen osv. Denne gang hævdes det, at der er problemer med at overgå til klinikken, det ligger tungt for med beslutninger, de ikke tåler kritik (de ses af og til grædende efter morgenkonferencen, mændene derimod, har overlægen ikke set græde, så måske græder de derhjemme, eller overhovedet ikke, hvem ved?) og at visse specialer måske får problemer, fordi kvinderne vælger dem fra, med udgangspunkt i ovenstående.

Det starter på forsiden: 1950’er-stereotypier, og ordet »piger« anvendes om voksne kvinder. Det kan vel ikke med rette bruges om voksne kvinder med en lang akademisk uddannelse over 18 år. Mærk lige ordet lægedrenge, det ligger lidt underligt i munden. Dernæst: så vidt vides, er der endnu ikke rekrutteringsproblemer i kirurgien. Visse højprestigespecialer som pædiatri og gynækologi har talrige ansøgere af begge køn, så alarmeringen er måske ikke så akut?

Hurtig litteraturgennemgang vil vise, at der er lavet talrige internationale studier af både chikane mod kvindelige læger, specialevalg og work-life balance: samlet set konkluderer de, at kvinder i højere grad udsættes for seksuel og faglig chikane fra patienter, personale og overordnede (det mener mændene også). Fortsatte traditionelle kønsrammer medfører større arbejdspres i hjemmet (måske er det derfor de græder), og at de gerne vil det samme som mændene, men i højere grad skifter mening fra studietid til specialevalg, influeret af ovenstående.

Og hvordan kan vi konkludere, at mennesker, der i et spørgeskema svarer, at de føler sig usikre, er dårligere beslutningstagere? Hvorfor skulle de være det? Er alle læger MK ikke bange i starten? Det at indrømme sin usikkerhed er jo ikke det samme, som at man er uegnet til sit arbejde, nogle ville mene det modsatte.

Måske tages beslutninger på en anden facon, og hvorvidt kvinder i nogle tilfælde tager kritik tungt og personligt, men mænd ikke gør (eller måske i mindre grad), er dette et absolut subjektivt udsagn, som vi oplever som nedladende og generaliserende, for begge køn. Og det står uimodsagt.

Selvfølgelig tager nye mandlige læger deres arbejde så alvorligt, at de ville blive kede af kritik, og dét, at man bliver ked af kritik, er ikke det samme, som at man ikke bruger det konstruktivt og udvikler sig af det.

Hvorfor bliver man ved med at bringe et negativt synspunkt vedrørende kvindelige læger til torvs? Og kritikken har været forskellig over årene (fra fysikken »kvinderne er ikke stærke nok til at operere i ortopædkirurgien« og intelligensen »kvinder er ulogiske væsener, de er ikke intelligente som mænd, irrationelle«, til nu emotionaliteten »kvinderne er vant til ros, fordi de er dygtige og bliver så kede af det, når de bliver skældt ud«), men det ligger altid der: bliver det nu et problem, at 60% er kvinder? Og hvorfor skulle det blive det? Der er muligvis forskelle, men hvorfor er det negativt? Hvorfor ikke lave en artikel på kønsforskelle, der er dokumenterede?

Som publiceret for en del år siden, får kvindelige læger mindre »service« fra plejepersonale. Det hævdes, at de medicinstuderende kvinder er elitestuderende, men det er mændene også, og det har ikke tidligere været et problem. Medicinstuderende kan næppe kaldes repræsentative for befolkningen, og har aldrig været det M/K. De bedst kvalificerede bliver forhåbentlig valgt uanset køn. Dette er primært for at ventilere frustration over stadig at være i gruppen »kvindelige læger«, snarere end i gruppen »læger«. Der er ikke grund til at være flov over at være kvinde, men der er grund til at være vred over at blive kategoriseret, hvis det er irrelevant.

Ordet har magt, og vedbliver vi med at problematisere forekomst og kvalitet af kvindelige læger virker det undergravende. Hvis vi derimod belyser et reelt problem: Vi mangler nu 100 kirurger, fordi kvinderne ikke søger, det skal naturligvis frem. Det er bare ikke sagen aktuelt. Og der er vel masser af specialer, der har rekrutteringsproblemer, måske fordi mænd ikke søger dem? Vi er sikre på, at de danske læger er dygtige, forskellige og engagerede. Vi vil så gerne være fri for hele tiden at skulle møde kønsstereotyper – og modbevise dem – som kvinder!

Se referencer på Ugeskriftet.dk