Kære Peter Gøtzsche, tak for svar på min replik [1] vedr. din mangelfulde videnskabelige dokumentation for, at antidepressiva indeholder et stof, der kan påvirke hjernen på en helt særegen akut måde, som du personligt mener findes, og som udløser selvmordsadfærd [2].
Svar: Dokumentationen for, at antidepressiva forårsager selvmord
Professor Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet
E-mail: pcg@cochrane.dk
Interessekonflikter: ingen
Jeg henviser til mit tidligere indlæg og gentager, at det er foruroligende, at mange psykiatere – tilsyneladende også Marianne Breds Geoffroy – fortsat benægter, at antidepressiva kan drive børn og unge til selvmord [1], til trods for at myndighederne advarer om denne risiko i hele verden. I sin fornægtelse beklager Geoffroy sig over mine referencer, men Ugeskriftet tillader jo kun fem referencer. Hvis Geoffroy læser min kommende bog [2], vil hun kunne konstatere, at jeg har dokumentationen i orden. Der er flere hundrede referencer til videnskabelige arbejder i bogen. Geoffroy har ikke har set bogen endnu, men det afholder hende ikke fra at kalde det »en bog af journalistisk karakter« og at spørge om, hvornår Cochrane-centret er begyndt at anvende »ikke publiceret populærvidenskab som udgangspunkt for at udtale sig fagligt?« eller om jeg udtaler mig som privatperson. Hvordan i alverden kan Geoffrey have en mening om en bog, hun aldrig har set?
En bog er naturligvis forfatterens egen, og mine svar på Geoffroys læserbreve er mine egne. Men min bog er evidensbaseret og dokumenterer, at psykoterapi er bedre end psykofarmaka på langt sigt, med referencer til originallitteraturen.
Geoffroy mener, at jeg har misforstået, hvad der sker inden i mennesker, der har det skidt, og tilføjer, at jeg jo ikke er læge i den forstand, at jeg har set eller behandlet patienter. Dette stråmandsargument har jeg i en anden bog kaldt »you are not one of us« argumentet [3]. Det er absurd, fordi det f.eks. betyder, at man ikke har lov til at kritisere dårligt udført arbejde på ens bil, medmindre man selv er mekaniker, eller en fejlslagen operation medmindre man selv er kirurg. Jeg har i øvrigt behandlet mange patienter, også sådanne med psykiske lidelser. Og jeg har lært at læse. Man behøver ikke behandle patienter for at læse og tolke videnskabelig litteratur om psykofarmaka, som desuden ofte er skrevet af netop de psykiatere, der behandler patienter, så hvad skulle der egentlig være galt ved det?
Vedrørende Geoffroys øvrige indvendinger henviser jeg til min bog, hvor dokumentationen findes. Geoffroy mener, at jeg kan komme til at gøre stor skade ved at dæmonisere en behandling, som mange har gavn af. Dette argument har specialister benyttet sig af til alle tider, når nogen kritiserede deres behandlinger. Da den måde, læger bruger psykofarmaka på, gør langt større skade end gavn [1], er det primært psykiaterne og de praktiserende læger, der gør skade. Jeg håber derfor, for patienternes skyld, at Geoffroy og hendes kolleger vil komme til vort internationale møde i København den 16. september, der netop har titlen »Psychiatric drugs do more harm than good« (se www.deadlymedicines.dk). Jeg forklarede kort hvorfor i en artikel i BMJ i maj måned [4].
LITTERATUR
-
Gøtzsche PC. Selvmord forårsaget af antidepressiva. Ugeskr Læger 2015;10. juli.
-
Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: People’s Press, 2015 (i trykken).
-
Gøtzsche PC. Mammography screening: truth, lies and controversy. London: Radcliffe Publishing, 2012.
-
Gøtzsche PC. Does long term use of psychiatric drugs cause more harm than good? BMJ 2015;349:h2435.
Svar: Dokumentationen for, at antidepressiva forårsager selvmord
Professor Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet
E-mail: pcg@cochrane.dk
Interessekonflikter: ingen
Jeg henviser til mit tidligere indlæg og gentager, at det er foruroligende, at mange psykiatere – tilsyneladende også Marianne Breds Geoffroy – fortsat benægter, at antidepressiva kan drive børn og unge til selvmord [1], til trods for at myndighederne advarer om denne risiko i hele verden. I sin fornægtelse beklager Geoffroy sig over mine referencer, men Ugeskriftet tillader jo kun fem referencer. Hvis Geoffroy læser min kommende bog [2], vil hun kunne konstatere, at jeg har dokumentationen i orden. Der er flere hundrede referencer til videnskabelige arbejder i bogen. Geoffroy har ikke har set bogen endnu, men det afholder hende ikke fra at kalde det »en bog af journalistisk karakter« og at spørge om, hvornår Cochrane-centret er begyndt at anvende »ikke publiceret populærvidenskab som udgangspunkt for at udtale sig fagligt?« eller om jeg udtaler mig som privatperson. Hvordan i alverden kan Geoffrey have en mening om en bog, hun aldrig har set?
En bog er naturligvis forfatterens egen, og mine svar på Geoffroys læserbreve er mine egne. Men min bog er evidensbaseret og dokumenterer, at psykoterapi er bedre end psykofarmaka på langt sigt, med referencer til originallitteraturen.
Geoffroy mener, at jeg har misforstået, hvad der sker inden i mennesker, der har det skidt, og tilføjer, at jeg jo ikke er læge i den forstand, at jeg har set eller behandlet patienter. Dette stråmandsargument har jeg i en anden bog kaldt »you are not one of us« argumentet [3]. Det er absurd, fordi det f.eks. betyder, at man ikke har lov til at kritisere dårligt udført arbejde på ens bil, medmindre man selv er mekaniker, eller en fejlslagen operation medmindre man selv er kirurg. Jeg har i øvrigt behandlet mange patienter, også sådanne med psykiske lidelser. Og jeg har lært at læse. Man behøver ikke behandle patienter for at læse og tolke videnskabelig litteratur om psykofarmaka, som desuden ofte er skrevet af netop de psykiatere, der behandler patienter, så hvad skulle der egentlig være galt ved det?
Vedrørende Geoffroys øvrige indvendinger henviser jeg til min bog, hvor dokumentationen findes. Geoffroy mener, at jeg kan komme til at gøre stor skade ved at dæmonisere en behandling, som mange har gavn af. Dette argument har specialister benyttet sig af til alle tider, når nogen kritiserede deres behandlinger. Da den måde, læger bruger psykofarmaka på, gør langt større skade end gavn [1], er det primært psykiaterne og de praktiserende læger, der gør skade. Jeg håber derfor, for patienternes skyld, at Geoffroy og hendes kolleger vil komme til vort internationale møde i København den 16. september, der netop har titlen »Psychiatric drugs do more harm than good« (se www.deadlymedicines.dk). Jeg forklarede kort hvorfor i en artikel i BMJ i maj måned [4].
LITTERATUR
-
Gøtzsche PC. Selvmord forårsaget af antidepressiva. Ugeskr Læger 2015;10. juli.
-
Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: People’s Press, 2015 (i trykken).
-
Gøtzsche PC. Mammography screening: truth, lies and controversy. London: Radcliffe Publishing, 2012.
-
Gøtzsche PC. Does long term use of psychiatric drugs cause more harm than good? BMJ 2015;349:h2435.
Du har stadig intet dokumenteret. De tre referencer, du har angivet, er ikke gode set med videnskabelige øjne. Den første reference er til dig selv, en bog af journalistisk karakter du selv er på vej til at udgive! Siden hvornår er Cochrane-instituttet begyndt at anvende ikke-publiceret populærvidenskab som udgangspunkt for at udtale sig fagligt? Eller udtaler du dig som privatperson? De to øvrige referencer er dels en 11 år gammel Cochrane-artikel, hvoraf det ikke fremgår, at antidepressiva slår nogen ihjel på randomiseret vis, dels en reference til endnu en journalistisk populærvidenskabelig bog, skrevet for en menneskealder siden af én af dine medkombatanter: J. Glenmullen. Denne mand har intet publiceret på et videnskabeligt niveau om antidepressiva og selvmord – i hvert fald ikke noget, der er accepteret af PubMed. Jeg vil meget gerne tilegne mig ny viden og stadigt blive en bedre psykiater og vil for alt i verden ikke skade mine patienter med dårlig medicin – det kender jeg ingen læger, der vil. Men jeg er også trænet i ikke at hoppe på hvad som helst, jeg skal se en ordentlig dokumentation inden jeg ændrer ordinationspraksis. Det er du vel enig i – ikke?
Teori
Jeg forstår godt, at du kan misforstå, hvad der sker inden i mennesker, der har det skidt – men du er jo ikke læge i den forstand, at du har set eller behandlet patienter. Du er teoretisk professor, og dit fag er at vurdere kvaliteten af de studier, andre har udført og publiceret. De regler, du anvender i din vurdering af andres arbejde, skal du også anvende, når du selv »publicerer« og »dokumenterer«. Det er væsentligt for dine udtalelser her i Ugeskrift for Læger, at du angiver, at du udtaler dig som privatperson, og at læseren ikke skal vurdere dig ud fra videnskabelige principper. Ellers må du anføre valide referencer, før du kan skrive, som du gør, f.eks: »at ingen bør behandles med medicin for angst og depression«. Jeg har behandlet mange, mange mennesker med disse præparater, og mange har udtalt, at de kan mærke, det har hjulpet dem rigtig godt, og har fortsat behandlingen efter deres eget ønske. Det er så ikke publiceret af mig og er derfor en påstand – men det er jo sådan, du argumenterer lige nu, ud fra påstande. Der er en langt nyere undersøgelse om effekten af antidepressiva fra dit Institut [3] – hvorfor refererer du i stedet til den gamle undersøgelse fra år 2004? Du skriver, at der er dokumentation for, at terapi virker bedre end medicin, vil du venligst anføre dokumentation? Der foreligger en ny Cohrane-undersøgelse, som viser, at der er meget begrænset dokumentation for dette, desværre [4].
Ingen erfaring
Til sidst: Det »lyn fra en klar himmel« som du nu bruger til at forklare den kemiske effekt af antidepressiv medicin og selvmord: Er det patienterne, der har oplevet disse »lyn«? Eller er det mon således de efterladte oplever det – når ulykken slår ned? Familier til unge introverte, som intet viser, intet fortæller, unge med højt fungerende autisme f.eks.? Ja: Det er familien, der siger, at »det kom som lyn fra en klar himmel«.
Jeg aldrig hørt en patient sige, at selvmordstanker kom helt ud af det blå, når jeg spørger nærmere ind (og det er jo sådan noget, en psykiater skal være god til). Dernæst: Man kan jo ikke spørge de unge, som er gået bort, om de tog deres liv »ud af det blå«! Så – forklar venligst, hvem det er, der udtaler sig om unges selvmord: familien eller den unge, der er gået bort? Dét at du er i gang med at udgive en bog, du kalder »Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse« og ikke kan angive gode referencer her, det peger på, at dit ærinde er at få store overskrifter. Du har ingen erfaring som psykiater eller læge, der taler med angste og depressive mennesker og deres pårørende. Jeg mener, at du kan komme til at gøre stor skade ved at dæmonisere en behandling, som mange har gavn af.
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d">
<li><p>Geoffroy, MB. Unges selvmord kan skyldes flere ting. Ugeskr. Læger 2015;177:1469. </p></li>
<li><p>Gøtsche, PC. Selvmord forårsaget af antidepressiva. Ugeskr. Læger 2015;177:1470.</p></li>
<li><p>Hetrick SE, McKenzie JE, Cox GR et al. Newer generation antidepressants for depressive disorders in children and adolescents. Cochrane Database Syst Rev 2012;11:CD004851.</p></li>
<li><p>Cox GR, Callahan P, Churchill R et al. Psychological therapies versus antidepressant medication, alone and in combination for depression in children and adolescents. Cochrane Database Syst Rev 2014;11:CD008324.</p></li>
</ol>
<p>Jeg skal se ordentlig dokumentation for påstanden om, at antidepressiva fører til selvmord, inden jeg ændrer ordinationspraksis, skriver psykiater Marianne Breds Geoffroy. Læs også Peter Gøtzsches svar. </p>