Politiets rolle ved tvangsindlæggelse

Da vi har erfaret, at der kan opstå tvivlsspørgsmål om procedurerne ved tvangsanvendelse, finder vi det yderst relevant, at Ugeskrift for Læger tog emnet op i serien Kliniske procedurer [1]. Specielt har vi erfaret, at der er usikkerhed om politiets rolle i det tilfælde, hvor en patient er indlagt på en somatisk afdeling, opfylder kriterierne for frihedsberøvelse og modsætter sig behandling af en legemlig lidelse (en såkaldt § 13-situation).

Vi henvendte os til Embedslægeinstitutionen i 2004 med netop dette specifikke spørgsmål og fik det klare svar, at politiet også i denne situation skal kontrasignere tvangsindlæggelsen. Bekendtgørelsen om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser foreskriver, at politidirektøren eller den, som politidirektøren bemyndiger hertil, træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse. Foranlediget af procedurebeskrivelsen i Ugeskrift for Læger [1] har vi foretaget en lille telefonisk, uvidenskabelig rundspørge til både psykiatere og embedslæger og derved fået bekræftet, at der stadig hersker udbredt tvivl om dette spørgsmål. Baun & Fink Jensen [1] anfører i procedurebeskrivelsen, at politiet i denne situation »ikke skal godkende eller yde bistand«. Dette er helt i overensstemmelse med en klarificerende korrespondance fra Sundhedsministeriet 2007.

Baun & Fink Jensen [1] opremser desuden en række eksempler på tilstande, der ganske kan ligestilles med psykose. Her nævnes bl.a. alkoholpåvirkning. Det er formentlig også er et område, hvor der ofte opstår tvivl, bl.a. i relation til detentionsanbringelser. Men hvad vigtigere er, mener vi, at forfatterne her glemmer at nævne: anorexia nervosa.