Ord som styrer

Formanden for den danske diabetesforening, Allan Flyvbjerg, var glad, da det kom frem, at forskere har fundet gener for udviklingen af diabetes: »Man siger tit, at det er folks egen skyld, at de får diabetes type 2 - fordi det jo er en sygdom, der kan hænge meget sammen med en usund livsstil ...« Men den diskussion får et andet aspekt, når vi ved, at der er en klar og sikker arvelig faktor. Selv om jeg må understrege, at dette ikke bare handler om arvelighed [1]. Eftersom ikke alle fede, inaktive og rygende mennesker får diabetes, siger det sig selv, at det ikke alene kan være folks livsstil eller adfærd, der forklarer denne sygdoms forekomst, men begrebet livsstilssygdomme er tydeligvis så stærkt, at det er med til at dække over denne åbenbare kendsgerning. Der skal »gener på bordet« for at rokke ved forestillingerne om livsstilen som eneårsag. De samme forestillinger findes om sygdomme som KOL (som endda kaldes rygerlunger) og lungekræft. Næsten alle, som får lungekræft eller KOL, er rygere, men mange rygere får hverken lungekræft eller KOL. Rygning er en næsten nødvendig men lang fra tilstrækkelig årsag.

For lungekræft, KOL og diabetes gælder, som for stort set alle sygdomme, at de ikke har en, men flere årsager. Når man kalder dem livsstilssygdomme, fjerner man opmærksomheden fra årsager, som har med arbejdsvilkår, boligforhold og sociale relationer at gøre. Begreberne genetiske eller arvelige sygdomme er ligeledes uheldige, i hvert fald når de bruges om sygdomme, hvor de medvirkende gener ikke har 100 procent penetrans. Andre årsagsfaktorer bliver usynlige og dermed begrænses forebyggelsens fokus.

Det er bemærkelsesværdigt, at der i dag stort set kun bruges tre betegnelser: livstils-, infektions- og genetisk betingede sygdomme. En gang diskuterede man arv og miljø, og da var miljøet ikke kun folks adfærd men også de ydre påvirkninger, netop i form af arbejds- og boligforhold ol. Når det drejer sig om sygdomme med en klar social gradient som hjerte-kar-sygdomme, ville det måske være mere på sin plads at tale om levekårssygdomme, siden gradienten kan tyde på, at det er forhold, mennesker fra lavere sociale lag har til fælles, som gør, at de får sygdommene. Det samme gør sig gældende, når gradienten vender den anden vej som ved brystkræft.

WHO opdeler sygdomme op i smitsomme og ikkesmit-somme (communicable and non-communicable). Betegnelsen ikkesmitsomme sygdomme er mindre skyldbelæggende end begrebet livsstilssygdomme, men det siger jo kun noget om en ting, som de ikke er forårsaget af: smitte. Vores adfærd bidrager til forekomsten af de såkaldt ikkesmitsomme sygdomme, og selv om den ikke smitter på samme måde som virus og bakterier, er den ofte et resultat af påvirkning fra andre mennesker og dermed formidlet, så selv den betegnelse kan siges at være misvisende. Når det drejer sig om de smitsomme sygdomme, kan de have flere årsager end smitte, fx svækket modstandskraft, og smitte kan spredes i kraft af vores adfærd eller netop livsstil, og den befordres ofte af levekår i form af maddistribution, boligforhold mv. Også disse ord gør, at vi danner os billeder, som kun giver en del af årsagsmønsteret, og som peger på nogle handlemuligheder, mens andre gøres mindre synlige.

Begrebsbrug kommer naturligvis ikke af ingenting, og det forhold, at begrebet livsstilssygdomme er så hyppigt brugt i Danmark [2], hænger antageligvis sammen med den stærke fokusering på adfærd eller livsstil i forebyggelsespolitikken. Det er således tale om en dialektisk proces, hvor begrebsbrug og politik forstærker hinanden.

Desværre har jeg ikke fundet columbusægget: nogle mundrette, præcise og dækkende betegnelser. Men jeg håber, at jeg har været med til at øge opmærksomheden på, hvilke konsekvenser vore ordvalg har.