Om lægers menneskesyn

Svar på sognepræst Gustav Bonnevies kronik »Hvor bliver det enkelte menneske af?« i Ugeskr Læger 2008;170:664-5.

Tidligere tiders paternalistiske menneskesyn hersker ikke længere i det danske sundhedsvæsen, og læger fungerer nu primært som rådgivere for patienten. Vi har vores mening om bedste behandling, men intet foretages uden patientens samtykke fraset helt specifikke situationer (eksempelvis inden for psykiatrien og pædiatrien).

I international forskning bruges begrebet patient participation (patientens involvering i beslutningsprocessen). Begrebet blev introduceret som søgeord i 1978, og der foreligger aktuelt 11.983 artikler i PubMed, som specifikt omhandler dette begreb. Det er derfor heldigvis ikke et uudforsket forskningsområde, og ansøgninger om emnet vil derfor med god grund have tilbøjelighed til at blive afvist.

Angående biologiske forskelle mellem mennesker: Vi er opmærksomme på diversiteten, men det ændrer dog ikke på, at visse behandlingsformer statistisk set er bedre end andre, hvilket vi tager hensyn til på lige linje med bl.a. økonomi, sociale forhold, konkurrerende sygdomme og religion, når det er muligt.

I et nedslidt og underprioriteret sundhedsvæsen kan det være svært at finde overskud til at fokusere på andet end behandlingen af den umiddelbare sygdom. Men Bonnevies forestilling om, at alternativ behandling på nogen måde kan afhjælpe dette, er uovervejet. Det er nemlig ikke udtryk for ægte holisme, når homøopaten »behandler« sygdomme med vand, ligesom det er udtryk for en snævertsynet forestilling at tro, at der er helende kræfter i krystaller eller håndspålæggelser.

Derimod vil lægevidenskaben gerne inddrage nye behandlingsformer, når effekten kan dokumenteres. Eksempelvis er akupunktur blevet et accepteret element i smertebehandlingen [1].

Helt i tråd hermed forkaster vi uden nogen form for nostalgi tidligere behandlingsformer og paradigmer. Faktisk betragter vi det at fravige tidligere teorier som følge af ny evidens som en styrke. I virkelighedens verden sker dette måske ikke altid, men vi bekender os alle til idealet. Her står vi i modsætning til religiøse docenter og alternative behandlere, hvor fasthed i troen beundres og idealiseres, ligesom nye opdagelser indpasses i det eksisterende paradigme eller ignoreres.

Bonnevie noterer sig, at det er sjældent, at teologer blander sig i debatten om sundhedsvæsenet. Det er med god grund og vidner om en besindig og fornuftig dansk præstestand. Religion og udokumenterede alternative behandlingsformer bør i videst mulig omfang holdes adskilt fra lægevidenskaben. Hvad folk bruger egen tid og penge på, er op til dem selv, men det offentlige sundhedsvæsen må og skal stå som garant for en evidensbaseret behandling.

Læs vores svar i fuld længde på: www.tybjerg-pedersen.dk