Nye cancermidler er ikke bedre end gamle

I et tillæg til Ugeskrift for Læger nr. 33 siger Marie Dam i et interview, at hun har strenge pålæg om ikke at oversælge forsøgsmedicinen, når hun beder patienterne om at deltage i forsøg ved kræft. Hun siger imidlertid også: »Jeg siger, at vi ikke ved, hvilken medicin der er den bedste, men at vi har en begrundet forhåbning om, at den nye er bedre«.

Marie Dam skal have stor ros for at have fortalt os om dette, fordi det utvivlsomt er måden, det gøres på, mange andre steder end på Aarhus Universitetshospitals onkologiske afdeling. Det er bekvemt for lægen at sige, at man har begrundet forhåbning om, at det nye er bedre, for så er det lettere at få patienten med i forsøget. Der er imidlertid flere grunde til, at denne fremgangsmåde ikke er i orden.

For det første er det faktuelt misvisende at foregøgle patienterne, at man har en grund til at mene, at det nye giver bedre overlevelse. Det er påvist i flere opgørelser, at nye kræftbehandlinger i gennemsnit ikke er bedre end gamle. Baseret på offentliggjorte data har jeg beregnet en relativ risiko på 0,99 for 33 års randomiserede forsøg sponsoreret af det britiske medicinske forskningsråd (32 forsøg, 6.500 dødsfald) [1]. I en anden opgørelse var den relative risiko 1,01 for 57 forsøg med strålebehandling [2], og odds ratio var 0,96 for 126 forsøg ved kræft hos børn [3]. Statistikeren Marc Buyse har påvist det samme for forsøg gennemført af European Organisation for Research and Treatment of Cancer (EORTC), men har ikke publiceret sine resultater. Intet fremskridt mod kræft i gennemsnit betyder, at det er meget vanskeligt at finde nye behandlinger, der er bedre end dem, vi allerede har. Dette gælder ikke kun for kræft, men for alle terapeutiske områder.

For det andet må man i etisk forstand ikke lave forsøg med overlevelse som effektmål, hvis der ikke er ligevægt (equipoise), dvs. hvis man ikke mener, at der er lige så stor udsigt til, at den gamle behandling kan være bedst, som der er til, at den nye behandling kan være det.

For det tredje kan man skabe problemer for sig selv. Patienten kunne jo bede om at få den nye behandling uden for protokol, når nu lægen mener, at den nok er den bedste.

Jeg vil derfor opfordre mine kolleger ikke kun på kræftafdelingerne, men på alle afdelinger til at være i bedre overensstemmelse med evidensen, når de informerer patienterne med henblik på deltagelse i kliniske forsøg, f.eks. ved at sige, at vi ikke ved, hvad der er bedst. Det er vigtigt, at vi laver forsøg hele tiden, men det er lige så vigtigt, at vi gør det på den rigtige måde.