Formanden går i lederen i Ugeskrift for Læger i brechen for nationale kliniske retningslinjer [1]. Udsagn af en sådan karakter kan ikke forstås som personlige meninger, men derimod som doktrin for den lægelige virksomhed. Men teksten er problematisk og mangler logik. Overordnet set fordi den gør sig til fortaler for en behandlingsmodel, som skærer alle over en kam, hvilket bryder med den klassiske patient-læge-relation, hvor grundlaget er, at
>SVAR: Ikke modsætninger
Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing
Tak til Jens Tingleff og Jacob Hansen-Schwartz for kommentarer til min leder i Ugeskrift for Læger om nationale retningslinjer. Jeg vil gerne fastslå, at jeg naturligvis mener, at man i sin behandling altid skal tage udgangspunkt i den enkelte patient. Det er afgørende at have øje for hele patienten og inddrage ham eller hende i de beslutninger, der skal tages.
At have dette udgangspunkt står ikke i modsætning til nationale kliniske retningslinjer. Tværtimod. Som læge er det afgørende at have adgang til retningslinjer, som er baseret på den bedst tilgængelige viden, der, som I ved, hele tiden udvikler sig. Nationale kliniske retningslinjer er ikke en facitliste, som kan favne hele den kompleksitet og variation, man møder i klinikken, men de er et vigtigt redskab, hvis man gerne vil sikre, at patienter i hele landet har mulighed for at få den bedst mulige behandling – og undgå forældede eller dårlige behandlingsmetoder.
Jeg er glad for, at I henviser til specialeselskabernes kompetencer og ansvar i denne forbindelse. For det er naturligvis den viden, der ligger i de videnskabelige selskaber, der er grundstammen i de nationale kliniske retningslinje. Helt konkret består den faglige arbejdsgruppe, der er nesat i forbindelse med udarbejdelse af en national klinisk retningslinje, netop af medlemmer, der er udpeget af de relevante videnskabelige selskaber. Dertil kommer – som jeg også nævner i min leder – at der er behov for at styrke mulighederne for, at videnskabelige selskaber kan opgradere eksisterende kliniske retningslinjer og få dem godkendt i Sundhedsstyrelsen som nationale kliniske retningslinjer. Det er en fælles dagsorden med Lægevidenskabelige Selskaber, som vi gennem årene har haft et godt og tæt samarbejde med om at styrke arbejdet med nationale kliniske retningslinjer.
>SVAR: Ikke modsætninger
Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing
Tak til Jens Tingleff og Jacob Hansen-Schwartz for kommentarer til min leder i Ugeskrift for Læger om nationale retningslinjer. Jeg vil gerne fastslå, at jeg naturligvis mener, at man i sin behandling altid skal tage udgangspunkt i den enkelte patient. Det er afgørende at have øje for hele patienten og inddrage ham eller hende i de beslutninger, der skal tages.
At have dette udgangspunkt står ikke i modsætning til nationale kliniske retningslinjer. Tværtimod. Som læge er det afgørende at have adgang til retningslinjer, som er baseret på den bedst tilgængelige viden, der, som I ved, hele tiden udvikler sig. Nationale kliniske retningslinjer er ikke en facitliste, som kan favne hele den kompleksitet og variation, man møder i klinikken, men de er et vigtigt redskab, hvis man gerne vil sikre, at patienter i hele landet har mulighed for at få den bedst mulige behandling – og undgå forældede eller dårlige behandlingsmetoder.
Jeg er glad for, at I henviser til specialeselskabernes kompetencer og ansvar i denne forbindelse. For det er naturligvis den viden, der ligger i de videnskabelige selskaber, der er grundstammen i de nationale kliniske retningslinje. Helt konkret består den faglige arbejdsgruppe, der er nesat i forbindelse med udarbejdelse af en national klinisk retningslinje, netop af medlemmer, der er udpeget af de relevante videnskabelige selskaber. Dertil kommer – som jeg også nævner i min leder – at der er behov for at styrke mulighederne for, at videnskabelige selskaber kan opgradere eksisterende kliniske retningslinjer og få dem godkendt i Sundhedsstyrelsen som nationale kliniske retningslinjer. Det er en fælles dagsorden med Lægevidenskabelige Selskaber, som vi gennem årene har haft et godt og tæt samarbejde med om at styrke arbejdet med nationale kliniske retningslinjer.
lægen skal kende patienten indgående, før diagnose og behandling udføres. At vi har brug for den klassiske patient-læge-tilgang i vores behandling illustreres senere i samme nummer. Kræftlægerne synes at have genopfundet den klassiske lægekunst, som de kalder »targeteret« kræftbehandling [2]. Det er en neologisme lånt fra det engelske sprog – mere mundret bliver ordet til »målrettet«. Men så ryger nyhedens interesse, for læger har vel altid skulle behandle deres patienter målrettet! I artiklerne gør man sig til fortaler for målrettet (eller targeteret) behandling – derved stiger effekten af behandlingen. Nuvel, den targeterede kræftbehandling tager så udgangspunkt i en række genetiske forhold, hvilket for lægen giver bedre objektiv reference. Men den grundlæggende sandhed er jo, at behandling altid skal være målrettet patienten, herunder patientens virkelighed. Og når der ikke er objektive referencer til stede som skanninger og biokemisk analyse, ja så må skønnet træde til. Og her begynder retningslinjebegrebet for alvor at komme til kort. For er patienters virkelighed ens? Næppe. Nej, mere end næppe. Patienter er ikke ens! Tilgangen med retningslinjer kan kun være med til at skabe merforbrug, og måske værre, behandling, som ikke retter sig mod patienten, men mod et princip.
Ønsketænkning
Det kan være, at formanden måske alligevel er i tvivl om sit eget budskab? Hvad ellers skal der forstås ved udsagnet: »Mon ikke det ligefrem redder liv?«. Altså ikke noget, der egentlig er viden om. Skal det opfattes som ønsketænkning? Ønsketænkning er godt, og ønsker og drømme driver os videre, men de er uegnede i doktrinær sammenhæng.
Er behandlingsprincipper så ikke noget, vi skal have? Jo, Medicinsk Kompendium træder i forgrunden som den systematiske tekst, inden for hvis rammer lægen udøver sin gerning. Seneste udgave er fra 2013, og der kan sagtens have været en udvikling. Her må specialeselskaberne være ypperste reference. Hvad skal da forstås ved en styrkelse fra Sundhedsstyrelsen? Besidder styrelsen større specialistviden end et specialselskab?
Forskellig tilrettelæggelse
Og så til sidst virkeligheden. I lederen står der, at det er vigtigt, at man i retningslinjerne tager højde for, hvordan arbejdet tilrettelægges i den virkelige verden. Her er forståelig tale, men også et sammenbrud i lederens interne logik. Der indledes med et felttog mod forskelligheder i Thisted og Næstved. Men er det virkeligt at gøre sig til fortaler for, at der ikke er forskel på arbejdets tilrettelæggelse de steder? Nu er der så nævnt to centralsygehuse. Men det kan vel udvides med andre sygehuse og områder. Er virkeligheden ikke, at arbejdet nødvendigvis må være tilrettelagt forskelligt de forskellige steder? Så hvilken virkelighed skal vi så tage?
Som vi indledte med, skal lægeforeningens formand tale på lægers vegne til læger og om læger. Men måske er formandens leder netop et personligt indlæg, der ikke siger lægerne ret meget. Man kan få det indtryk, når der indledes med: »Nationale kliniske retningslinjer er ikke et begreb, som umiddelbart skaber interessante og medrivende billeder på nethinden hos ret mange«. Med andre ord, der tales lidt til døve ører. Formanden reflekterer i lederen ikke nærmere over, hvorfor læger udviser denne adfærd over for nationale kliniske retningslinjer.
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d">
<li><p> Rudkjøbing A. Retningslinjer, som gør en forskel for patienterne. Ugeskr Læger 2016;178:1559.</p></li>
<li><p> Larsen K. Kræft – er koden knækket? Ugeskr Læger 2016;178:1566-69.</p></li>
</ol>
<p>Retningslinjebegrebet kommer til kort, når der ikke er objektive referencer til stede. </p>