Mats Lindberg: Debatten om underleverandørstyret efteruddannelse

Debatten om sygehuslægers industribetalte kongresrejser har taget ny fart. Fra mit ståsted i Læger uden Sponsor kan jeg ikke lade være med at undres over de argumenter, der fremføres af dem, der gerne vil bevare status quo.

I Ugeskriftets artikel ”Man bliver ikke klogere af at få tilbudt mindre viden” siger f.eks. overlæge og funktionsleder for Kardiologisk Laboratorium i Odense Anders Junker: ”Når vi vælger produkter, skal vi se på både effekt og pris og sikre, at vi vælger det bedste til patienten. Og for at presse priserne er vi nødt til at have et detailkendskab til produkterne. Jeg er ud af en købmandsslægt og synes, at man er nødt til at finde ud af, hvad man gerne vil købe, inden man køber. Hvordan finder man nu ud af det” (... uden industribetalt efteruddannelse).

What?? Mener købmandssønnen virkelig, at han vil gøre bedre indkøb, hvis han er afhængig af leverandører for sin efteruddannelse? Er der mon ikke en risiko for, at den leverandør, der sikrer efteruddannelsen, får ordren, i stedet for den leverandør, der har det bedste produkt?

I samme artikel siger ledende overlæge Ejler Ejlersen, Medicinsk Afdeling i Vejle, at han gerne vil sende sine læger afsted til et KOL-kursus i London, hvis et lægemiddelfirma betaler, men ikke hvis afdelingen selv skal betale. ”Pengene kan jo kun bruges en gang”, siger han. Jo, det er jo rigtigt. Men ved at lade firmaerne betale skubber Ejlersen udgiften over på sygesikringen/regionen og i sidste ende på patienterne og Danmarks skatteydere. Det er jo dem, der betaler for KOL-medicinen.

I næste artikel retter Ugeskriftet fokus mod Sverige, hvor industriens mulighed for at finansiere lægers kongresrejser blev fjernet 1. januar 2015. ”Mindre uddannelse af svenske læger efter stop for industrifinansiering”, skriver Ugeskriftet i rubrikken og tilføjer, at der skulle være sket en reduktion på 30%. Det er nok en lige lovligt kreativ udlægning af sagen. Det ser ud til, at antallet årlige efteruddannelsesdage i året efter forbuddet mod industrifinansiering faldt fra 6,37 til 6. Det svarer til 5,7% eller knap 3 timer pr. år.

I Dagens Medicin erklærer regionsformand Sophie Hæstorp at Region Hovedstaden bør tage imod industriens bidrag til lægers efteruddannelse med åbne arme. Hun fantaserer om, at lægemiddelfirmaer skal give pengene til en pulje i regionen, hvorfra klinkerne kan søge om midler til forskning og uddannelse. Det samme gør tilsyneladende også Anders Kühnau, den nye regionsformand i Region Midtjylland. Men den slags forslag har Lægemiddelindustriforeningen allerede afvist flere gange. Industrien er ikke interesseret i, at Danmarks læger er godt efteruddannede, men de vil selvfølgelig gerne danne relationer til de læger, der kan ordinere deres medicin.

Måske tænker Junker, Ejlersen og Hæstorp og Kühnau, at industriens finansiering af lægers efteruddannelse er udtryk for filantropi. Det er desværre en naiv vrangforestilling. Der er ofte fantastisk god forrentning på de penge, industrien bruger på os læger. Et foredragshonorar på 10.000 kr. kan i USA resultere i, at den læge, der holdt foredraget, ordinerer firmaets præparater for 1.000.000 kr. Hver krone i foredragshonorar resulterede altså i 100 kroner øget salg! Forhåbentlig er der lidt mindre ”return on investment” for danske lægers industribetalte kongresrejser.

At pengene kun kan bruges en gang, gælder også for konkurrenceudsatte private virksomheder. Lægemiddelfirmaerne vil gerne invitere os på kongresrejser, fordi de tjener penge på det. Hvem tror du i sidste ende har betalt for dine kongresrejser i de sidste 10 år?