Den af regeringen nedsatte Ledelseskommission har i sommerens løb udsendt en rapport om ledelse i det offentlige. Det har ikke ført til nogen større debat i medier eller i offentligheden i øvrigt. Mindst en region har dog afholdt et møde, hvor medarbejdere har kunnet informeres om rapporten. Kommissionen består af nuværende og tidligere ledere, nogle med firmaer, der tilbyder undervisning i ledelse mv. Rapporten kommer med 28 anbefalinger.
Med 28 anbefalinger er det svært at undgå, at en stor del af dem er fornuftige. Imidlertid må man se på rapporten i en samlet kontekst.
Rapportens titel er »Sæt borgerne først«. Det er et bærende princip i offentlig forvaltning, at man som offentligt ansat skal »tjene folket«, »servicere borgerne«, »virke for samfundet«, eller hvordan man nu alt efter livsindstilling og temperament vil udtrykke det. Det er så implicit (selvom den, der indkaldes til torskegilde eller skal betale en trafikbøde, nok ikke altid føler det som en service), at det kun behøver at blive nævnt en eller to gange. Alligevel bliver forfatterne ved med at fremføre dette åbenbare princip, så man som læser spekulerer over, om det er for at fremme en anden dagsorden. Samtidig er rapporten fyldt med fotos uden sammenhæng med teksten. Det er næppe kommissionen, der har valgt disse illustrationer, men de distraherer og gør det sværere at fange rapportens indhold.
Faglig viden
Det fremføres i rapporten, at faglig viden om det felt, man er sat til at lede, ikke er nogen forudsætning for at lede. Det virker nærmest som om, kommissionen opfatter viden om arbejdsområdet som en hæmsko for ledelse. Det rummer derfor sin egen ironi, at forfatterne også ønsker at: »Politikerne respekterer, at administrationen besidder en faglighed i forhold til, hvordan mål og ambitioner kan opnås, hvad der er evidens for ...«. Det er her også tankevækkende, at en ikkeparlamentarisk kommission giver sig til at definere rammerne for politikeres ageren og adfærd.
Fagforeninger skal skabe værdi for borgerne
Kommissionen definerer også fagforeningers arbejde. De skal »bidrage til, at aftaler og dialog i samarbejdssystemet primært handler om at skabe værdi for borgerne«. Selvfølgelig skal man ikke modarbejde værdiskabelse for borgerne. Men en fagforenings primære mål er at sikre, at dens medlemmer bliver ordentligt behandlet. Medarbejdere, der trives, yder sandsynligvis også mere og på en bedre måde. Hvem vil f.eks. indlægges på en hjerteafdeling, hvor alle ansatte kun tænker på at komme væk? Tanken i rapporten synes at være, at fagforeningerne erstattes med et lavsvæsen i en kooperativ samfundsmodel. Forfatterne ønsker endvidere, at de faglige organisationer »undlader at kortslutte samarbejdsprocessen gennem inddragelse af den politiske ledelse«. Naturligvis skal kontakt til politikere gerne være konstruktiv. Men politikere kan nok gennemgående gennemskue spillet og ikke lade sig spænde for en vogn, medmindre der er et interessesammenfald. Man bør vel have en vis tiltro til det demokratiske system. De fleste fagforeningsmedlemmer er også borgere (vælgere), der vel ikke skal fraskrive sig retten til at kontakte deres valgte repræsentanter. Det er også tankevækkende for medarbejderne i det offentlige, at kommissionen i omtalen af, at ansættelsesudvalg kan være for store, lader til at mene, at medarbejderrepræsentanterne i udvalgene er de oplagte at fravælge.
Lederen skal sætte sit hold
Kommissionen anfører endvidere: »Det må som udgangspunkt altid være lederen, der sætter sit eget hold af ledere på næste niveau«. Vil det sige, at hvis en hospitalsdirektør bliver gået/opsiger sin stilling, skal samtlige afdelingsledelser på det pågældende hospital stille deres job til disposition? Skulle alle afsnitsledelser i en afdeling gøre det samme? Det åbner for nogle interessante muligheder for fornyelse, men kan også ses som en trussel mod kontinuiteten.
Som en kuriositet for læger kan nævnes, at kommissionen skriver: »... den uddannelsesgruppe, som har den markant laveste lederidentitet, er ledere med lang sundhedsfaglig uddannelse, som oftest med en titel af ledende overlæge«.
Som fanden læser bibelen
Forfatterne til rapporten synes ikke altid at have den store indføling med det offentlige. Det nævnes således nogle gange, at offentlige funktioner i modsætning til private virksomheder ikke kan gå fallit. Man overser, at offentlige institutioner kan nedlægges eller nedskæres kraftigt ved besparelser. Udviklingen kan også overflødiggøre funktioner; der er f.eks. ikke så mange tuberkulosesanatorier tilbage i Danmark.
Måske har jeg læst rapporten, som fanden læser biblen. Men man efterlades med indtrykket af, at kommissionens grundholdning er, at offentlige ledere skal udgøre en udvalgt kaste med særregler, frigjort fra viden om det, de er sat til at forvalte. Hvis dette føres ud i livet, vil ydelsesniveauet i det offentlige falde, og demokratiet vil i den form, vi kender det, være under begyndende afvikling til fordel for en elitær styreform, hvor muligheden for, at folk uden for lederkasten kan gøre sig gældende, forringes.
Vil det være godt for samfundet?
SVAR
Allan Søgaard Larsen, tidl. formand for Ledelseskommissionen
Tak for dit engagement i Ledelseskommissionens arbejde. Vi var ti medlemmer af regeringens Ledelseskommission, som efter godt et års arbejde udkom med 28 anbefalinger, som blev afleveret til innovationsminister Sophie Løhde i juni 2018. Jeg er glad for, at du synes, at nogle af de 28 anbefalinger var fornuftige.
Jeg bliver meget overrasket og ikke mindst bekymret over dine afsluttende ord om kommissionens grundholdning. Din forståelse af vores grundholdning og vores anbefalinger er ganske enkelt eklatant forkert – nærmest diametral modsat det, som rapporten formidler.
Jeg ved heldigvis, at andre læser vores anbefalinger og konklusioner anderledes. Men for en god ordens skyld, vil jeg gerne slå tre ting fast:
1) Medlemmerne af Ledelseskommissionen har tilsammen mange års ledelseserfaring, som omfatter både offentlig og privat driftsledelse, offentlig og privat topledelse, rekrutteringsvirksomhed, ledelsesrådgivning og forskning i offentlig ledelse. Vi har lavet den vist nok største spørgeskemaundersøgelse om offentlig ledelse i Danmark med svar fra over 2.000 offentlige ledere. Vi har derudover modtaget bidrag fra cirka 20 forskere, portrætteret 12 offentlige ledere og beskrevet hverdagens ledelsespraksis gennem 12 udvalgte cases. Vi har deltaget i debatter på konferencer og et stort antal møder med offentlige ledere på alle niveauer, chefforeninger, faglige organisationer, politikere, forskningsinstitutioner mv. Så vi har ikke siddet i vores egen lukkede verden og gisnet om de offentlige lederes vilkår og muligheder. Vi har ikke siddet i et tårn og tænkt, at nu skulle de offentlige ledere være frigjort fra viden om deres gerning – vi har tværtimod været i indgreb og dialog med mange tusinde offentlige ledere i Danmark.
2) Kommissionens grundlæggende definition af ledelse er, at ledelse handler om at sætte retning og skabe resultater via og sammen med andre. Vi ser ikke ledere som »en udvalgt kaste med særregler, frigjort fra viden om det, de leder«. Tværtimod siger vi, at man ikke kan lede noget, som man ikke er i kontakt med. Ledere skal kende til og forstå det faglige felt, som de er sat til at lede. Gør de ikke det qua deres egen uddannelse og professionelle baggrund, må de sikre, at der er en god og kontinuerlig dialog med de fagprofessionelle ledere og medarbejdere. Vi plæderer intet sted i rapporten for »en elitær styreform, hvor muligheden for, at folk uden for lederkasten kan gøre sig gældende, forringes«. Tværtimod understreger vi mere end nogen i nyere tid, at borgeren skal i centrum, og at driftsledelse også består i at drive og udvikle fagligheden.
3) At sætte borgerne først kan lyde banalt. Vi var derfor også ved udgivelsen forberedte på, at vi kunne blive mødt med, at det da vist er gammel vin på gamle flasker. Vi er udmærket klar over, at det ikke er nyt, men vi finder det så vigtigt, at vi siger det ikke bare en eller to gange. Sagen er, at offentlig ledelse som metier ellers kan have en tendens til at blive et spørgsmål om alt muligt andet end at skabe værdi for borgerne. Og det helt centrale for offentlige ledelse er at skabe værdi for borgerne – det kommer før alt andet.
Lad mig slutte af med et eksempel fra sygehusområdet. Her har vi i mange år styret efter produktivitet. Det betyder f.eks., at en kirurgisk afdeling belønnes for antal operationer – også genoperationer tæller som et plus i produktiviteten. Spørger man derimod patienten, vil dennes forventninger til behandling og efterbehandling nok variere alt efter, om vi taler om en 25-årig badmintonspiller eller en 75-årig pensionist. Men er vi gode nok til at lytte til patienterne og tilrettelægge indsatsen herefter? Eller er det som et medlem af kommissionen udtrykte det: »Vi har godt nok tilgængelige data om patienttilfredshed, men de kommer aldrig øverst på agendaen i hverken hospitalsledelsen eller regionsledelsen. Og skal man finde resultatet af nationale patienttilfredshedsundersøgelser, så skal man lede længe på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Det burde da være det første, vi taler om«.
SVAR
Allan Søgaard Larsen, tidl. formand for Ledelseskommissionen
Tak for dit engagement i Ledelseskommissionens arbejde. Vi var ti medlemmer af regeringens Ledelseskommission, som efter godt et års arbejde udkom med 28 anbefalinger, som blev afleveret til innovationsminister Sophie Løhde i juni 2018. Jeg er glad for, at du synes, at nogle af de 28 anbefalinger var fornuftige.
Jeg bliver meget overrasket og ikke mindst bekymret over dine afsluttende ord om kommissionens grundholdning. Din forståelse af vores grundholdning og vores anbefalinger er ganske enkelt eklatant forkert – nærmest diametral modsat det, som rapporten formidler.
Jeg ved heldigvis, at andre læser vores anbefalinger og konklusioner anderledes. Men for en god ordens skyld, vil jeg gerne slå tre ting fast:
1) Medlemmerne af Ledelseskommissionen har tilsammen mange års ledelseserfaring, som omfatter både offentlig og privat driftsledelse, offentlig og privat topledelse, rekrutteringsvirksomhed, ledelsesrådgivning og forskning i offentlig ledelse. Vi har lavet den vist nok største spørgeskemaundersøgelse om offentlig ledelse i Danmark med svar fra over 2.000 offentlige ledere. Vi har derudover modtaget bidrag fra cirka 20 forskere, portrætteret 12 offentlige ledere og beskrevet hverdagens ledelsespraksis gennem 12 udvalgte cases. Vi har deltaget i debatter på konferencer og et stort antal møder med offentlige ledere på alle niveauer, chefforeninger, faglige organisationer, politikere, forskningsinstitutioner mv. Så vi har ikke siddet i vores egen lukkede verden og gisnet om de offentlige lederes vilkår og muligheder. Vi har ikke siddet i et tårn og tænkt, at nu skulle de offentlige ledere være frigjort fra viden om deres gerning – vi har tværtimod været i indgreb og dialog med mange tusinde offentlige ledere i Danmark.
2) Kommissionens grundlæggende definition af ledelse er, at ledelse handler om at sætte retning og skabe resultater via og sammen med andre. Vi ser ikke ledere som »en udvalgt kaste med særregler, frigjort fra viden om det, de leder«. Tværtimod siger vi, at man ikke kan lede noget, som man ikke er i kontakt med. Ledere skal kende til og forstå det faglige felt, som de er sat til at lede. Gør de ikke det qua deres egen uddannelse og professionelle baggrund, må de sikre, at der er en god og kontinuerlig dialog med de fagprofessionelle ledere og medarbejdere. Vi plæderer intet sted i rapporten for »en elitær styreform, hvor muligheden for, at folk uden for lederkasten kan gøre sig gældende, forringes«. Tværtimod understreger vi mere end nogen i nyere tid, at borgeren skal i centrum, og at driftsledelse også består i at drive og udvikle fagligheden.
3) At sætte borgerne først kan lyde banalt. Vi var derfor også ved udgivelsen forberedte på, at vi kunne blive mødt med, at det da vist er gammel vin på gamle flasker. Vi er udmærket klar over, at det ikke er nyt, men vi finder det så vigtigt, at vi siger det ikke bare en eller to gange. Sagen er, at offentlig ledelse som metier ellers kan have en tendens til at blive et spørgsmål om alt muligt andet end at skabe værdi for borgerne. Og det helt centrale for offentlige ledelse er at skabe værdi for borgerne – det kommer før alt andet.
Lad mig slutte af med et eksempel fra sygehusområdet. Her har vi i mange år styret efter produktivitet. Det betyder f.eks., at en kirurgisk afdeling belønnes for antal operationer – også genoperationer tæller som et plus i produktiviteten. Spørger man derimod patienten, vil dennes forventninger til behandling og efterbehandling nok variere alt efter, om vi taler om en 25-årig badmintonspiller eller en 75-årig pensionist. Men er vi gode nok til at lytte til patienterne og tilrettelægge indsatsen herefter? Eller er det som et medlem af kommissionen udtrykte det: »Vi har godt nok tilgængelige data om patienttilfredshed, men de kommer aldrig øverst på agendaen i hverken hospitalsledelsen eller regionsledelsen. Og skal man finde resultatet af nationale patienttilfredshedsundersøgelser, så skal man lede længe på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Det burde da være det første, vi taler om«.
Ledelseskommissionens rapport giver indtryk af at offentlige ledere er en særlig udvalgt kaste, skriver læserbrevsskribent. "Intet kunne være mere forkert", svarer kommissionens formand.