Lægers fortrolighed med evidensbaseret medicin

Evidensbaseret medicin kan defineres på flere måder. I Oliveri et al's artikel [1] defineres begrebet som: »EBM er en tilgang til lægevidenskaben, som ved hjælp af systematisk identifikation af egnede forskningsresultater søger at besvare relevante problemstillinger under hensyntagen til den enkelte patients ønsker og behov«. I en meget anvendt håndbog definers EBM »Integration of best research evidence with clinical expertise and patient values« [2]. Ordet evidensbaseret er efterhånden kommet noget i miskredit, bl.a. fordi mange mener, at det udtrykker manglende holisme, hvor man ikke tager hele patientens situation i betragtning, men ene og alene lader sig lede af forskningsresultater. »Videnbaseret medicin« er måske et bedre dansk udtryk, når det udtrykker en kombination af teoretisk viden, klinisk erfaring og gyldige forskningsresultater med patientens situation, ønsker og forhåbninger [3].

Oliveri et al's arbejde er et eklatant eksempel på en ikkeevidensbaseret undersøgelse. De læger, der besvarede spørgeskemaet, skulle selv vurdere deres viden om forskellige grundlæggende forskningsmetodologiske begreber. Det må næsten være sværere, end det notorisk er for mange at udfylde selvangivelsen eller for patienter at opgive nøjagtigt alkohol- og tobaksforbrug.

Undersøgelsen viste, at de 60% (n=225) af de læger på H:S Bispebjerg Hospital, som havde besvaret skemaet, mente ti læger at kunne definere og forklare 12 forskningsmetodologiske begreber, og mellem 43 og 125 havde en idé om et eller flere af begreberne. Over halvdelen af deltagerne mente, at de enten havde hørt om eller kunne definere og forklare et ikkeeksisterende begreb (dummy-begreb) »relativ odds ratioreduktion«. Man kan befrygte, at mange af de andre spørgsmål er blevet besvaret med en lige så stor grad af falsk sikkerhed.

Summa summarum, hvis ens data ikke er egnede eller har iboende fejlkilder, kan selv rundhåndet anvendelse af forskellige statistiske test ikke rette op på ugyldigheden af ens data.