I den senere tid har der været stor bevågenhed om flere tragiske meningitisdødsfald. Patienterstatningen har ved direktør, cand.jur. Karen-Inger Bast til pressen udtalt: Hvis drengene havde fået antibiotika langt tidligere, vurderer vi, at de var i live i dag. Efterfølgende har Styrelsen for Patientsikkerhed politianmeldt to læger.
SVAR: SUNDHEDSMYNDIGHEDERNE HOLDER ØJE MED UDVIKLINGEN
Henrik Stig Jørgensen,
Enhedschef i Sundhedsstyrelsen
Overlæge Stig Jørgensen rejser i debatindlægget »læger under forøget tilsyn – hvem tilser sundhedsmyndighederne« spørgsmålet om dels, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har nedsat et udvalg, der løbende vurderer, hvad der fører til klagesager med fatale forløb, og dels om ikke Sundhedsstyrelsen burde have iværksat et landsdækkende setup, som skulle sikre hurtig transport og diagnostik af patienter, hvor man har mistanke om meningitis.
Ingen skal være i tvivl om, at vi deler Stig Jørgensens bekymring over de tragiske meningitisdødsfald. Men de tiltag, han efterlyser, findes faktisk allerede.
Sundhedsstyrelsen har igennem mange år haft et team, der løbende overvåger området med alvorlige smitsomme sygdomme, herunder meningitis og med jævne mellemrum udgiver opdaterede vejledninger, når der er ændringer i forekomsten eller ny viden på området.
De seneste vejledninger er »Information om meningokoksygdom« fra maj 2017, »Vejledning om forebyggelse af meningokoksygdom« fra maj 2017 og »Vejledning om praktiserende læger og vagtlægers behandling af meningokoksygdom« fra 2012. I sidstnævnte vejledning er det nævnt at: »… skal lægen tilkalde lægebemandet ambulance eller helikopter. Hvis patienten ikke transporteres til sygehuset i lægebemandet ambulance eller helikopter, skal lægen vurdere, om der er behov for selv at ledsage patienten for at sikre frie luftveje og behandle eventuelle kramper. Transport til sygehus kan undtagelsesvis foretages i andet køretøj end ambulance, eksempelvis i pårørendes bil. Lægen skal i disse tilfælde altid ledsage patienten til sygehuset ...«.
Det fremgår således meget tydeligt, at hvis lægen har mistanke om meningitis, skal patienten meget hurtigt til sygehus uden tidsforsinkelse (kørsel 1).
Der burde med andre ord ikke herske tvivl om behandlingen, hvis de rette kompetencer er til stede i det akutte beredskab.
I modsætning til de anførte andre alvorlige akutte sygdomme, f.eks. akut koronart syndrom og apopleksi, som hver har cirka 14.000 tilfælde årligt, er meningitis en meget sjælden sygdom med 35 anmeldte tilfælde i 2016. Sundhedsstyrelsen vurderer løbende behovet for udarbejdelsen af vejledninger og Nationale Kliniske Retningslinjer på væsentlige sygdomsområder. Vi mener, at området om meningokoksygdom er godt dækket af dels de ovennævnte vejledninger, og dels de regionale vejledninger, som f.eks. Region Hovedstadens vejledning om »Meningitis, purulent meningitis hos børn og unge«.
Det tidligere Patientombuddet nu Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS, udgav i 2011 rapporten »Meningitis. Overvågning, diagnose og behandling«. Denne rapport var netop en lærende, tematiseret opfølgning på indberetninger om alvorlige utilsigtede hændelser ved meningitis. Hospitalernes og de regionale risikomanagere udarbejder aggregerede analyser, kerneårsagsanalyser og fejlkildeanalyser til opfølgning på alvorlige eller systematiske fejl og bidrager således til at lære af fejl og utilsigtede hændelser og til at implementere handleplaner lokalt i regionerne.
Sundhedsstyrelsen har vedvarende opmærksomhed på at bidrage til, at læger uddannes med de rette kompetencer, at rådgive og vejlede om sygdomme, og at strukturen i sygehusvæsenet underbygger de opgaver, lægerne står over for.
SVAR: SUNDHEDSMYNDIGHEDERNE HOLDER ØJE MED UDVIKLINGEN
Henrik Stig Jørgensen,
Enhedschef i Sundhedsstyrelsen
Overlæge Stig Jørgensen rejser i debatindlægget »læger under forøget tilsyn – hvem tilser sundhedsmyndighederne« spørgsmålet om dels, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke har nedsat et udvalg, der løbende vurderer, hvad der fører til klagesager med fatale forløb, og dels om ikke Sundhedsstyrelsen burde have iværksat et landsdækkende setup, som skulle sikre hurtig transport og diagnostik af patienter, hvor man har mistanke om meningitis.
Ingen skal være i tvivl om, at vi deler Stig Jørgensens bekymring over de tragiske meningitisdødsfald. Men de tiltag, han efterlyser, findes faktisk allerede.
Sundhedsstyrelsen har igennem mange år haft et team, der løbende overvåger området med alvorlige smitsomme sygdomme, herunder meningitis og med jævne mellemrum udgiver opdaterede vejledninger, når der er ændringer i forekomsten eller ny viden på området.
De seneste vejledninger er »Information om meningokoksygdom« fra maj 2017, »Vejledning om forebyggelse af meningokoksygdom« fra maj 2017 og »Vejledning om praktiserende læger og vagtlægers behandling af meningokoksygdom« fra 2012. I sidstnævnte vejledning er det nævnt at: »… skal lægen tilkalde lægebemandet ambulance eller helikopter. Hvis patienten ikke transporteres til sygehuset i lægebemandet ambulance eller helikopter, skal lægen vurdere, om der er behov for selv at ledsage patienten for at sikre frie luftveje og behandle eventuelle kramper. Transport til sygehus kan undtagelsesvis foretages i andet køretøj end ambulance, eksempelvis i pårørendes bil. Lægen skal i disse tilfælde altid ledsage patienten til sygehuset ...«.
Det fremgår således meget tydeligt, at hvis lægen har mistanke om meningitis, skal patienten meget hurtigt til sygehus uden tidsforsinkelse (kørsel 1).
Der burde med andre ord ikke herske tvivl om behandlingen, hvis de rette kompetencer er til stede i det akutte beredskab.
I modsætning til de anførte andre alvorlige akutte sygdomme, f.eks. akut koronart syndrom og apopleksi, som hver har cirka 14.000 tilfælde årligt, er meningitis en meget sjælden sygdom med 35 anmeldte tilfælde i 2016. Sundhedsstyrelsen vurderer løbende behovet for udarbejdelsen af vejledninger og Nationale Kliniske Retningslinjer på væsentlige sygdomsområder. Vi mener, at området om meningokoksygdom er godt dækket af dels de ovennævnte vejledninger, og dels de regionale vejledninger, som f.eks. Region Hovedstadens vejledning om »Meningitis, purulent meningitis hos børn og unge«.
Det tidligere Patientombuddet nu Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS, udgav i 2011 rapporten »Meningitis. Overvågning, diagnose og behandling«. Denne rapport var netop en lærende, tematiseret opfølgning på indberetninger om alvorlige utilsigtede hændelser ved meningitis. Hospitalernes og de regionale risikomanagere udarbejder aggregerede analyser, kerneårsagsanalyser og fejlkildeanalyser til opfølgning på alvorlige eller systematiske fejl og bidrager således til at lære af fejl og utilsigtede hændelser og til at implementere handleplaner lokalt i regionerne.
Sundhedsstyrelsen har vedvarende opmærksomhed på at bidrage til, at læger uddannes med de rette kompetencer, at rådgive og vejlede om sygdomme, og at strukturen i sygehusvæsenet underbygger de opgaver, lægerne står over for.
Fører denne nye handlekraft og en prognostisk ret skråsikker udtalelse så til bedre behandling for patienterne? Næppe, men det medfører måske en falsk forventning eller bekræftelse over for befolkningen og pressen om, at meningitisdødsfald kan undgås, og at de, hvis de sker, skyldes lægefejl.
Det resulterer formentlig heller ikke i bedre læger, men avler i stedet frygt, hvilket sjældent er befordrende for udvikling.
Bakteriel meningitis vil stadig være en vanskelig diagnose med høj risiko for et fatalt forløb. Samtidig er antallet af tilfælde faldende, hvilket medfører, at de færreste læger får nogen erfaring hermed. Antallet er så beskedent, at man fra centralt hold har vurderet, at omkostningerne ved vaccination (som kunne have reddet drengene) ikke holder til en cost-benefit-analyse.
Man kan undres over, at Sundhedsstyrelsen ikke har nedsat et udvalg, der løbende vurderer, hvad der fører til klagesager med fatale forløb, og samtidig kommer med nationale handlingsplaner og et setup, som kan minimere disse forløb.
På landsplan foreligger der velfungerende setupper, når det drejer sig om akut koronarsyndrom, apopleksi, torsio testis samt traumer, hvilket har begrænset de fatale forløb, klagesager og presseomtale.
Men når det kommer til meningitis, er alt, som det plejer, hvilket sikkert er årsagen til, at sygehusene ikke mener, at der er sket fejl, da normal praksis er fulgt.
Burde man ikke have udvist rettidig omhu og iværksat et landsdækkende setup, som sikrede, at alle patienter med feber, svær hovedpine og almen utilpashed umiddelbart af visiterende læger kunne sendes med kørsel 1 direkte til en enhed, som uden tidsforsinkelse kunne udføre lumbalpunktur af en certificeret erfaren person, hvorefter behandling kunne iværksættes? Samtidig ville et sådant setup medvirke til at påvise en del encefalitter, som formentlig er underdiagnosticeret.
Som det er i dag, vil jeg vove det postulat, at langtfra alle danske sygehuse ved nattetid er i stand at levere en sufficient indsats. Patienter med feber og hovedpine bliver set af uerfarne KBU-læger, som – hvis de finder tegn til meningitis – først skal konferere og derefter søge at fremskaffe en kollega, som har et minimum af erfaring, til lumbalpunktur.
»Time to needle and treatment« er simpelthen for varierende og personafhængig, hvilket kan være fatalt for patienterne. Er det en systemfejl eller lægefejl?
Sundhedsmyndighederne har talt. Måske skulle de også under tilsyn, så skønnede fejl udmøntes til fordel for patienterne i stedet for status quo.
<p>Læger ser sjældent meningitis – og diagnosen er ikke nem at stille. Burde Sundhedsstyrelsen ikke iværksætte et landsdækkende setup, som kan mindske risikoen for fremtidige tragiske forløb?, spørger overlæge. Det gør vi skam også, svarer Sundhedsstyrelsen.</p>