I artiklen [1] fremgår det i faktaboksen med hovedbudskaber »Senegraft er den foretrukne teknik til de initialt ikkekirurgisk behandlede patienter, hvor resultatet er uacceptabelt«. Umiddelbart tror jeg, at budskabet er overraskende for mange håndkirurger. I selve teksten uddybes budskabet med »Senegraft er den foretrukne teknik til de initialt ikkekirurgisk behandlede patienter, hvor immobiliseringen har slået fejl eller ved et uacceptabelt kirurgisk resultat« og her refereres til et systematisk review fra 2013 [2]. Læser man dette review, omtaler det lidt overraskende kun en sammenligning mellem ligamentsutur og rekonstruktion med senegraft. Stivgøring indgår slet ikke i reviewet, selv om det for mange håndkirurger er den foretrukne behandling, da det sikrer en varig stabilitet af leddet og derved håndkraft plus kraft i pincetgreb, i modsætning til senerekonstruktion, hvor der er risiko for senere instabilitet.
Evidensen på området er relativ sparsom, men i en af de nyere referencer [3] (der ikke er inkluderet i denne artikel), finder man på baggrund af sammenligning mellem ligamentsutur, senerekonstruktion og stivgøring, at ved senegraft udvikledes kronisk instabilitet hos 6/10 patienter, samt at stivgøring gav bedre kraft.
Konklusionen i denne artikel om, at senegraft er den foretrukne teknik, bør revurderes. Man burde rettelig have konkluderet, at kronisk instabilitet efter ikkekirurgisk behandling eller uacceptabelt kirurgisk resultat kan behandles med flere metoder, og at evidensen for valget af én metode frem for en anden er sparsom. Behandling med senegraft bevarer bevægelighed, men med stor risiko for udvikling af senere instabilitet medens stivgøring sikrer en varig stabilitet af leddet og derved håndkraft plus kraft i pincetgreb.
Svar
Læge Tobias Prein, Center for Evidensbaseret Ortopædkirurgi, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge, E-mail: tokp@regionsjaelland.dk, læge Elisabeth Brogren, Håndkirurgisk Afsnit, Handkirurgiska kliniken, Skånes Universitetssjukhus, Malmø, professor Stig Brorson, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge, professor Lars B. Dahlin, Håndkirurgisk Afsnit, Handkirurgiska kliniken, Skånes Universitetssjukhus, Malmø, læge Niels Henrik Søe, Håndkirurgisk Afsnit, Ortopædkirurgisk Afdeling, Københavns Universitetshospital – Herlev og Gentofte Hospital.
Interessekonflikter: ingen
Tak for Torben Bæk Hansens indsigtsfulde kommentar om behandling af kronisk UCL-instabilitet. I kommentaren til vores statusartikel [1] anføres det, at den foretrukne behandling hos mange håndkirurger er stivgøring fremfor senegraft. Stivgøring, forklarer Torben Bæk Hansen, sikrer en varig stabilitet af leddet og kraft ved i pincetgreb.
I statusartiklen [1] beskriver vi, at senegraft er den foretrukne kirurgiske teknik ved kroniske UCL-skader, og samtidig anfører vi, at ved kroniske UCL-skader, hvor degenerative forandringer er opstået, er stivgøring en mulighed i stedet for forsøg på rekonstruktion.
Torben Bæk Hansen henviser til det retrospektive studie af Agout et al [2], som rapporterer bedre smertescore og styrke hos patienter behandlet med stivgøring frem for ligamentsutur og senegraft. Artiklen inddeler patienter med kronisk UCL-instabilitet i tre behandlingsgrupper: ligamentsutur, senegraft og stivgøring. Grupperne er svære at sammenligne, fordi de adskiller sig på flere områder b.la. ved alder, varighed af instabiliteten, beskæftigelse og røntgenologiske forandringer i metakarpofalangealleddet i gruppen behandlet med stivgøring. Tillige er det beskrevet af Agout et al, at stivgøring er udført konsekvent hos patienter med slidgigt samt oftere blandt patienter med subluksation. Grundlaget for at sammenligne resultaterne for smertescore og styrke på tværs af de tre behandlingsregimer er derfor ikke til stede.
Torben Bæk Hansen gør korrekt opmærksom på, at konklusionen må være, at kronisk UCL-instabilitet kan håndteres på flere måder, og i praksis beror på en individuel vurdering. Evidensgrundlaget er relativt sparsomt og valget af én metode frem for en anden er mangelfuldt belyst. Behandlingen kan med fordel undersøges nærmere i et studie med et stærkere design.
Referencer
Prein T, Brogren E, Dahlin LB et al. Ulnarkollateral ligamentskade på tommelfingeren. Ugeskr Læger 2021;183:V01210085.
Agout C, Bacle G, Brunet J, Marteau E, Charruau B, Laulan J. Chronic instability of the thumb metacarpo-phalangeal joint: Seven-year outcomes of three surgical techniques. Orthop Traumatol Surg Res 2017;103:923-6.
Svar
Læge Tobias Prein, Center for Evidensbaseret Ortopædkirurgi, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge, E-mail: tokp@regionsjaelland.dk, læge Elisabeth Brogren, Håndkirurgisk Afsnit, Handkirurgiska kliniken, Skånes Universitetssjukhus, Malmø, professor Stig Brorson, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge, professor Lars B. Dahlin, Håndkirurgisk Afsnit, Handkirurgiska kliniken, Skånes Universitetssjukhus, Malmø, læge Niels Henrik Søe, Håndkirurgisk Afsnit, Ortopædkirurgisk Afdeling, Københavns Universitetshospital – Herlev og Gentofte Hospital.
Interessekonflikter: ingen
Tak for Torben Bæk Hansens indsigtsfulde kommentar om behandling af kronisk UCL-instabilitet. I kommentaren til vores statusartikel [1] anføres det, at den foretrukne behandling hos mange håndkirurger er stivgøring fremfor senegraft. Stivgøring, forklarer Torben Bæk Hansen, sikrer en varig stabilitet af leddet og kraft ved i pincetgreb.
I statusartiklen [1] beskriver vi, at senegraft er den foretrukne kirurgiske teknik ved kroniske UCL-skader, og samtidig anfører vi, at ved kroniske UCL-skader, hvor degenerative forandringer er opstået, er stivgøring en mulighed i stedet for forsøg på rekonstruktion.
Torben Bæk Hansen henviser til det retrospektive studie af Agout et al [2], som rapporterer bedre smertescore og styrke hos patienter behandlet med stivgøring frem for ligamentsutur og senegraft. Artiklen inddeler patienter med kronisk UCL-instabilitet i tre behandlingsgrupper: ligamentsutur, senegraft og stivgøring. Grupperne er svære at sammenligne, fordi de adskiller sig på flere områder b.la. ved alder, varighed af instabiliteten, beskæftigelse og røntgenologiske forandringer i metakarpofalangealleddet i gruppen behandlet med stivgøring. Tillige er det beskrevet af Agout et al, at stivgøring er udført konsekvent hos patienter med slidgigt samt oftere blandt patienter med subluksation. Grundlaget for at sammenligne resultaterne for smertescore og styrke på tværs af de tre behandlingsregimer er derfor ikke til stede.
Torben Bæk Hansen gør korrekt opmærksom på, at konklusionen må være, at kronisk UCL-instabilitet kan håndteres på flere måder, og i praksis beror på en individuel vurdering. Evidensgrundlaget er relativt sparsomt og valget af én metode frem for en anden er mangelfuldt belyst. Behandlingen kan med fordel undersøges nærmere i et studie med et stærkere design.
Referencer
Prein T, Brogren E, Dahlin LB et al. Ulnarkollateral ligamentskade på tommelfingeren. Ugeskr Læger 2021;183:V01210085.
Agout C, Bacle G, Brunet J, Marteau E, Charruau B, Laulan J. Chronic instability of the thumb metacarpo-phalangeal joint: Seven-year outcomes of three surgical techniques. Orthop Traumatol Surg Res 2017;103:923-6.
Referencer
-
Prein TK, Brogren E, Dahlin LB et al. Ulnarkollateral ligamentskade på tommelfingeren. Ugeskr Læger 2021;183:V01210085.
-
Samora J, Balch MDP, Harris J et al. Outcomes after injury to the thumb ulnar collateral ligament – a systematic review. Clin J Sport Med 2013;23:247-54.
-
Agout C, Bacle G, Brunet J et al, Orthopedics and Traumatology Society of Western France (SOO). Chronic instability of the thumb metacarpo-phalangeal joint: Seven-year outcomes of three surgical techniques. Orthop Traumatol Surg Res 2017;103:923-926.