I Ugeskrift for Læger kunne man forleden læse, at Dansk Selskab for Almen Medicin og Foreningen for Yngre Almen Medicinere havde holdt årsmøder uden sponsorater fra medicinalindustrien [1].
SVAR: Sig nej til ensidighed
Formand for Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab Bjørn Skjoldbye
E-mail: bos@dadlnet.dk
Interssekonflikter: ingen
Andreas Lundh (AL) tillægger mig to holdninger, som jeg hverken har eller har udtrykt i mit tidligere indlæg ”FYAM's formand får både selvros og kaffen galt i halsen” [1].
Det er forkert, at jeg ”ikke modtager særligt vel”, at DSAM og FYAM holder årsmøder uden sponsorater, og det er ligeledes forkert, at jeg bagatelliserer.
Det korrekte er, at jeg modtager ikke særligt vel, at FYAM's formand her i Ugeskrift for Læger [2] stiller lægestanden et ultimatum: ”Enten er I til salg, eller også gør I som mig". Og, så bagatelliserer jeg ikke noget som helst, der vedrører, hvordan vi interagerer med industrien. Vi står åbent ved det, vi gør.
Uafhængighed og åbenhed er det, som vi selv indbyrdes og vores patienter kan forvente af os. Under det ansvar er det enkelte videnskabelige selskab bedst til at vurdere, om – og i hvilken grad – vores årsmøder, kongresser og kurser er tjent med tilstedeværelsen af industrien. Man kunne også spørge medlemmerne. Det gjorde de britiske pædiatere for nylig, efter at en fraktion havde stillet forslag om, at selskabet skulle afvise støtte fra industrien. Medlemmerne vedtog ikke at afvise en fortsat støtte [3].
Jeg er enig i, at vi skal passe på vores uafhængighed, og at vi må sørge for den nødvendige åbenhed og omstillingsparathed, hvor det er påkrævet.
Uafhængighed kan ikke gradbøjes, som AL prøver på med sit eksempel om gratisarbejde for Sundhedsstyrelsen mv. AL får jo løn fra et hospital samtidigt, får muligvis indflydelse på forbrug af offentlige sundhedskroner og deltager i skatteyderbetalte frokoster med kaffe ad libitum, hvis vi skal være lige så nøje regnende som LA og FYAM's formand.
Lad os tage debatten uden den opdeling af lægestanden i ”rigtige” og ”dårlige” læger, som tilsyneladende tager udspring i jeres 12 år gamle yndlingsreference [4]. Der er jo skrevet andet i mellemtiden. Læs f.eks. ”In defense of the industry-physician relationships” [5].
Håber på en mere imødekommende debat om et så vigtigt emne for hele lægestanden.
LITTERATUR
-
Therkelsen L. Årsmøde uden sponsor. Ugeskr Læger 2016;178:1950.
-
Skjoldbye B. FYAM´s formand får både selvros og kaffen galt i halsen. Ugeskr Læger 2016;178:2038-9.
-
Thornton J. Paediatricians vote for college to continue accepting funds from infant formula companies. BMJ 2016;355:i5827.
-
Godlee F. Say no to the free lunch. BMJ 2005;330:0-g.
-
Nakayama DK. In defense of industry-physician relationships. Am Surg 2010;70:987-94.
SVAR: Sig nej til ensidighed
Formand for Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab Bjørn Skjoldbye
E-mail: bos@dadlnet.dk
Interssekonflikter: ingen
Andreas Lundh (AL) tillægger mig to holdninger, som jeg hverken har eller har udtrykt i mit tidligere indlæg ”FYAM's formand får både selvros og kaffen galt i halsen” [1].
Det er forkert, at jeg ”ikke modtager særligt vel”, at DSAM og FYAM holder årsmøder uden sponsorater, og det er ligeledes forkert, at jeg bagatelliserer.
Det korrekte er, at jeg modtager ikke særligt vel, at FYAM's formand her i Ugeskrift for Læger [2] stiller lægestanden et ultimatum: ”Enten er I til salg, eller også gør I som mig". Og, så bagatelliserer jeg ikke noget som helst, der vedrører, hvordan vi interagerer med industrien. Vi står åbent ved det, vi gør.
Uafhængighed og åbenhed er det, som vi selv indbyrdes og vores patienter kan forvente af os. Under det ansvar er det enkelte videnskabelige selskab bedst til at vurdere, om – og i hvilken grad – vores årsmøder, kongresser og kurser er tjent med tilstedeværelsen af industrien. Man kunne også spørge medlemmerne. Det gjorde de britiske pædiatere for nylig, efter at en fraktion havde stillet forslag om, at selskabet skulle afvise støtte fra industrien. Medlemmerne vedtog ikke at afvise en fortsat støtte [3].
Jeg er enig i, at vi skal passe på vores uafhængighed, og at vi må sørge for den nødvendige åbenhed og omstillingsparathed, hvor det er påkrævet.
Uafhængighed kan ikke gradbøjes, som AL prøver på med sit eksempel om gratisarbejde for Sundhedsstyrelsen mv. AL får jo løn fra et hospital samtidigt, får muligvis indflydelse på forbrug af offentlige sundhedskroner og deltager i skatteyderbetalte frokoster med kaffe ad libitum, hvis vi skal være lige så nøje regnende som LA og FYAM's formand.
Lad os tage debatten uden den opdeling af lægestanden i ”rigtige” og ”dårlige” læger, som tilsyneladende tager udspring i jeres 12 år gamle yndlingsreference [4]. Der er jo skrevet andet i mellemtiden. Læs f.eks. ”In defense of the industry-physician relationships” [5].
Håber på en mere imødekommende debat om et så vigtigt emne for hele lægestanden.
LITTERATUR
-
Therkelsen L. Årsmøde uden sponsor. Ugeskr Læger 2016;178:1950.
-
Skjoldbye B. FYAM´s formand får både selvros og kaffen galt i halsen. Ugeskr Læger 2016;178:2038-9.
-
Thornton J. Paediatricians vote for college to continue accepting funds from infant formula companies. BMJ 2016;355:i5827.
-
Godlee F. Say no to the free lunch. BMJ 2005;330:0-g.
-
Nakayama DK. In defense of industry-physician relationships. Am Surg 2010;70:987-94.
Umiddelbart et glædeligt budskab, men det blev i hvert fald ikke modtaget særligt vel af Bjørn Skjoldbye, der er formand for Dansk Ultralyddiagnostisk Selskab [2]. Bjørn Skjoldbye argumenterer for, at et samarbejde med industrien er nødvendigt, eksempelvis når læger skal undervises i brug af ultralydudstyr og få overblik over den nyeste udvikling. Dette er for så vidt et uproblematisk udsagn. Kæden hopper dog af, når Bjørn Skjoldbye efterfølgende argumenterer for, at industrien samtidig skal betale for udstillingspladser til årsmøder. Det har altid undret mig, at vi som læger gerne tropper gratis op til møder i Sundhedsstyrelsen, bestyrelsesmøder i videnskabelige selskaber og arbejdsgrupper for udvikling af kliniske retningslinjer, men så snart det handler om, at industrien skal have adgang til en plads i vores pressede kalender, skal der betales ved kasse 1. Hvis vi virkelig samarbejder med industrien for patienternes skyld, skulle de vel have lov til at udstille uden betaling. Det ville jo også sikre en mere fair repræsentation af firmaer, så det ikke kun er dem, der betaler, der samarbejdes med.
Bjørn Skjoldbye forsøger i sit indlæg at bagatellisere det problematiske i at lade industrien betale gildet. Men industrien sponsorerer kun årsmøder og betaler klækkelige honorarer, fordi det i sidste ende kan betale sig for dem. Læger er ligesom alle andre påvirkelige, og det er veldokumenteret, at når læger modtager gaver og honorarer, påvirker det deres holdninger og ordinationsmønster [3]. BMJ’s chefredaktør har sagt det meget tydeligt: just say no [4].
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d">
<li><p> Therkelsen L. Årsmøde uden sponsor. Ugeskr Læger 2016;178:1950.</p></li>
<li><p> Skjoldbye B. FYAM's formand får både selvros og kaffen galt i halsen. Ugeskr Læger 2016;178:2038-9.</p></li>
<li><p> Wazana A. Physicians and the pharmaceutical industry. Is a gift ever just a gift? JAMA 2000;283:373-80.</p></li>
<li><p> Godlee F. Say no to the free lunch. BMJ 2005;330:0-g </p></li>
</ol>
<p>Sig nej til at lade industrien betale gildet - de gør det kun fordi det kan betale sig for dem.</p>