Jubilæum – Bispebjerg hospital 19. september 1913-2013

Baggrunden for opførelsen af et nyt stort sygehus i København i begyndelsen af 1900-tallet var det stigende indbyggerantal og den stadig større kommune med indlemmelsen af flere større områder omkring København. Da den forudseende borgmester Ludvig Borup (1836-1903) havde opkøbt gårde på Bispebjerg i 1894, udpegede hospitalsudvalget pladsen på den sydøstlige side af Bispebjerg Bakke ned mod Lersøen til hospitalet [1, 2]. Den første socialdemokratiske borgmester Jens Jensen fik fuldmagt til at lade udarbejde planer for et hospital med 600 senge, der kunne udvides til 1.000. Magistraten overdrog professor Martin Nyrop (1849-1921) at udarbejde planerne, de tekniske installationer skulle forestås af stadsingeniør A.C. Karsten (1857-1931) fra kommunens tekniske afdeling, og landskabsgartner Edvard Glæsel (1858-1915) skulle udføre haveplanerne. De havde arbejdet tæt sammen om opførelsen af Københavns Rådhus. Planerne om opførelsen forelå den 6. juni 1906 [3]. Man fandt, at et pavillonhospital var det mest formålstjenlige på grund af »vort solfattige klima, så der til sygestuerne skaffes den bedste adgang for luft og lys« [3].

Nyrop havde rejst en del og var stærkt national i sin behandling af de stilretninger, han frit brugte, idet han ofte benyttede forskellige stiltræk i samme bygningskompleks. Badebygningen er påvirket af romersk arkitektur og kapellet af den italienske middelalderlige bygningskultur. Nyrop henviser også til dansk byggetradition, bl.a. ved brug af bindingsværk i højtliggende dele af bygningerne som maskinhuset. Forslaget omfattede seks sygepavilloner med i alt 528 senge. Under den videre behandling af forslaget viste det sig, at de projekterede 12 sengestuer var tilstrækkelig store til at rumme 16 senge hver, og ved åbningen havde man i pavillon 6 indrettet et afsnit for børn, således at sygehuset havde 700 sengepladser [1, 2]. Området øst for pavillonbygningerne blev udlagt til gartneri med frugttræer og grønsager, så hospitalet var delvis selvforsynende [4].

Tidligere havde sygeplejerskerne boet på selve afdelingen eller i tagetagen på de enkelte sygebygninger. Ved indretningen af Bispebjerg Hospital fandt man det mest hensigtsmæssigt at indrette boliger for sygeplejerskerne i en særlig sygeplejerbolig [1]. Sygeplejerboligen kunne rumme hele sygeplejepersonalet i en smuk trefløjet bygning med madsal og egen afsondret have. Som den første sygeplejeforstanderinde i landet og for alle Københavns Kommunes hospitaler blev Charlotte Munck (1876-1932) udnævnt med sæde på Bispebjerg Hospital, og hun fik reformeret sygeplejerskernes uddannelse såvel praktisk som administrativt, blandt andet med indførelsen af de blå- og hvidstribede uniformer. En anden nyskabelse var, at forstanderinden, inspektøren og overkirurgen var på lige niveau vedrørende administrative beslutninger. I øvrigt deltog mange sygeplejersker under 2. verdenskrig i at »huse« ca. 2.000 jøder enten i deres egne boliger eller på afdelingerne og i kældre, indtil de kunne komme videre til bl.a. Sverige.

HOSPITALETS UDVIKLING

Allerede kort tid efter åbningen af Bispebjerg Hospital var der en betydelig overbelægning, hvorfor man inddrog glasverandaerne til sygestuer, hvor der kunne ligge op til otte patienter. Alle sygestuer har store vinduer mod sydøst, hvilket giver et udmærket dagslys, og dobbeltglas så det ikke trækker. Som en forbedring i forhold til tidligere hospitalsbyggerier blev der i hver pavillon indrettet eget laboratorium og et undersøgelsesrum, så man kunne undersøge en patient mere grundigt i enrum, så »andre Patienter undgaar unødvendige psykiske Chok«.

Der var igennem 1920’erne og 1930’erne et stigende behov for psykiatriske og kirurgiske sengepladser i Københavns Kommune, og i 1938 åbnede den psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital med 151 senge. Snart efter påbegyndtes opførelsen af den nye kirurgiske afdeling (bygning 7) med 156 senge, og ingen stuer med mere end seks senge. Begge bygninger blev projekteret af arkitekt Gunnar Laage (1876-1948) og opført efter korridorsystemet [1]. Allerede i 1942 bevilgede Borgerrepræsentationen midler til opførelse af et nyt tuberkulosehospital i tilknytning til Bispebjerg Hospital, men byggeriet af Lersøparkhospitalet med tilhørende behandlingsbygninger påbegyndtes først i 1956, og i 1960 kunne de medicinske sengepladser anvendes [1]. Ved indflytningen af Øresundshospitalet til Bispebjerg Hospital i 1963 fik tuberkuloseafdelingen kun 100 sengepladser, da man nu med god effekt kunne behandle tuberkulose medicinsk. Det nye var, at man kun indrettede små »sygestuer«, hvor de største rummede fire senge, de øvrige to eller en seng. Bygningen blev indviet den 19. september 1963, på 50-årsdagen for oprettelsen af Bispebjerg Hospital [1].

Først med hospitalsblodbank

Enkelte læger er blevet kendt i eftertiden, hvis deres navn indgår i et syndrom, Her kan nævnes morbus Baastrup eller osteoarthrosis processus spinosi, også kaldt kissing spine, opkaldt efter Christian Ingerslev Baastrup (1885-1950), der var ansat på røntgenafdelingen fra 1914 til sin død.

Den medicinske overlæge og professor Jens Einar Meulengracht (1887-1976) beskrev ikterus juvenilis intermittens, der også benævnes Gilbert-Meulengrachts sygdom. Hans navn findes også i Holst-Meulengrachts syndrom (polymyalgia rheumatica). Meulengracht vakte international opmærksomhed, da han i 1931 revolutionerede den medicinske behandling af blødende mavesår ved at ændre patienternes kostplan, så de fik rigeligere og mere varieret kost, spiste flere gange om dagen og ikke blev holdt i sengen i ugevis. Han påviste, at jo sværere blødningen var, jo vigtigere var det at indtage væske og føde. Endvidere tilrådede han tilbageholdenhed med tobak.

1932 oprettede landsretssagfører Tage Carstensen i samarbejde med direktør Thorvald Madsen fra Statens Serum Institut og den senere overkirurg på Bispebjerg Hospital, Jens Foged (1897-1956), det første bloddonorkorps i Danmark. Man mente at 200 donorer ville dække behovet, men der gik ikke lang tid, før behovet var mange gange større, og der blev oprettet bloddonorkorps rundt om i landet [5]. Kirurgen Karl Henrik Køster (1909-1970) havde deltaget i krigshandlingerne på engelsk side under 2. verdenskrig og havde set den store betydning, som blodtransfusion havde for at redde livet hos svært blødende patienter. Køster gjorde efter krigen en stor indsats for at få oprettet hospitalsblodbanker i Danmark. I 1951 lykkedes det som det første sted på Bispebjerg Hospital [5]. Køster var også med til at udvikle det første danskfremstillede engangstransfusionssæt af nylon. Den første pacemaker blev indopereret i 1962 af thoraxkirurg Thomas Castberg (f. 1917).

Forskningsprofessor og overlæge ved Klinisk-fysiologisk Afdeling Niels A. Lassen (1926-1997) udførte banebrydende forskning inden for bestemmelsen af kroppens blodgennemstrømning og hjernestofskifte og lagde grunden til kortlægning af hjernens funktioner. Hvert år uddeles Niels A. Lassen-prisen på Bispebjerg Hospital til en forsker, der har gjort et betydeligt videnskabeligt arbejde inden for neurofysiologien.

DET FREMTIDIGE BISPEBJERG HOSPITAL

Det oprindelige Bispebjerg Hospital er nu blevet fredet, og det engelske arkitektfirma BDF har vundet konkurrencen om en helhedsplan for det nye hospital, der fint svarer til de gamle bygninger. De nye bygninger bliver kun i få etagers højde, og ankomstpladsen og indgangen bliver sydvendt midt på området, så man udnytter dagslyset mest muligt året rundt. Det første spadestik forventes taget i 2014, og det nye Bispebjerg Hospital forventes at stå færdigbygget i 2025.

Gennem de 100 år er der sket en vældig udvikling inden for helsevæsenet. Bispebjerg Hospital har i alle de tre grundelementer: pleje af den syge, uddannelse af fagets lærlinge samt teoretisk og klinisk forskning været aktiv i at udvikle og integrere de tre elementer. Grænserne mellem de gamle personaleroller/specialer er blevet udviskede, og til gengæld er samarbejdet mellem de enkelte grupper og subspecialer blevet mere intenst. En udvikling til gavn for patienten.