Jeg, Daniel Blake

Daniel Blake (Dave Johns) er en midaldrende tømrer og enkemand, der er sygemeldt efter en massiv blodprop i hjertet. Jobcenteret mener imidlertid, at Daniel stik imod lægernes udtalelser er fuldt arbejdsduelig og dermed ikke berettiget til sygedagpenge.

Arbejdsdueligheden har de vurderet ud fra et telefoninterview, hvor man på intet tidspunkt berører hans egentlige problem – men i stedet fokuserer på arme, ben og tarmfunktion. Som han selv siger, fungerer røven fint – men det er hjertet, den er gal med. Og det er lige hvad det er! Systemets hjerte er koldt og hårdt, derimod fejler Daniels »hjerte« trods hans hjertesygdom ikke noget – han har et usædvanligt stort og godt et af slagsen.

Da han i afmagt puster ud på en stol efter et møde med sagsbehandleren, møder han Katie (Hayley Squires), en enlig mor med to børn, der ligesom Daniel løber hovedet mod understøttelsesreglernes betonmure. Daniels vrede over den ydmygende rundtur i systemet vokser dog stadig, og som en sand arbejderklassehelt leverer han slagkraftigt sin protest. Men både Daniel og Katie er fanget i det bureaukratiske kviksand og trods modstanden må Daniel indse, at netop systemet, der jo skulle hjælpe, driver både ham og Katie mod bunden med knusende kraft. Ken Loach har leveret mangen et samfundskritisk værk, og dette er ikke en undtagelse. Filmen er en tragikomisk revsning af systemet og absolut partisk. Systemet skildres som blottet for menneskelighed, og den smule, der måtte være tilbage i form af en velmenende medarbejder på jobcentret, bliver prompte irettesat ved mindste tegn på empati. Lokalsamfundet er i skærende kontrast fuldt af velmenende og solidariske medborgere, som i fuld forståelse for hovedpersonernes situation gerne hjælper, hvor de kan. Man kan få fornemmelsen af, at kritikken er noget ensidig, men det er svært ikke at blive harmdirrende forarget over de åbentlyse uretfærdigheder og ydmygelser, hovedpersonerne må gennemgå, og samtidig leveres skuespillet så subtilt og alligevel overbevisende, at man rammes lige i hjertekulen.

Gråt, råt og brutalt er det, men både tårekanaler og smilebånd motioneres, når Daniels skarpslebne humor spidder absurditeterne, og filmen bærer sig således frem mod slutningens patos uden at fortabes i tungsind. Filmen indbragte Ken Loach Guldpalmen ved årets Cannes-festival – og det er efter min mening fuldt fortjent. »Jeg, Daniel Blake« er endnu en god grund til at lade sig synke ned i biografens veloursæde – god tur!