»Jeg ser granvoksne speciallæger, der bryder grædende sammen. Arbejdsglæden er væk, folk fiser rundt som hovedløse høns, og tingene gøres ikke ordentligt«. Sådan fortæller en overlæge om hverdagene på hospitalet i en undersøgelse, som Overlægeforeningen gennemførte i foråret.
Jeg tog mig til hovedet, da jeg læste det. Hvordan kan vi være nået så langt ud? Noget er helt galt i sundhedsvæsenet, når seks ud af ti overlæger har kliniske symptomer på stress. Og når stadig flere overlæger arbejder under et konstant tidspres, ofte på afdelinger med mange ubesatte stillinger.
Men en ting er, at vi som læger er pressede. Værre er det, at mange patienter ikke får en behandling af tilstrækkelig høj kvalitet. Vores undersøgelse viser, at overlæger jævnligt er nødt til at omgå kliniske retningslinjer og basale kvalitetskrav for at få enderne til at mødes, at planlagte operationer aflyses, at overbelægning er udbredt, og at patienter udskrives, før de er klar.
Jeg ønsker ikke at tegne et unødigt dystert billede. Vi præsterer hver dag også fremragende behandling, og vi ser store fremskridt i behandlingen på mange områder. Men vi er nået til et punkt, hvor medarbejderne presses helt til kanten for at nå de mål, samfundet stiller os.
Problemet er, at der ikke er balance mellem samfundets krav til sundhedsvæsenet og de midler, som regeringen og Folketinget stiller til rådighed. Ti år med lav økonomisk vækst på sygehusene og stigende mangel på speciallæger har sat sine spor. Nu ser vi konsekvenserne.
Overlægeforeningen har sammen med de andre sundhedsorganisationer advaret politikerne, og der er blevet lyttet – til dels. Aftalen om regionernes økonomi i 2020 giver sundhedsvæsenet det største løft i ti år. Men ikke nok til at dække væksten i opgaver. Vi vil også næste år være tvunget til at løbe hurtigere.
Flere penge kan løse en del af problemerne, men ikke dem alle. Vi har ganske enkelt ikke speciallæger nok, uanset hvor skarpe vi bliver til at prioritere behandling og dele opgaverne på hospitalerne mere rationelt. De fleste steder i landet kæmper afdelinger med stor mangel på specialister inden for mange vidt forskellige områder, både lungemedicinere, neurologer, geriatere, psykiatere og radiologer m.fl.
Det er afgørende, at regeringen prioriterer uddannelse af speciallæger bredt og ikke udelukkende i almenmedicin. Det er vigtigt, hvis vi fortsat skal løfte behandlingen af kræft- og hjertesygdomme. Og det er især vigtigt, hvis vi skal tilbyde en ordentlig behandling til de mest udsatte mennesker, uanset om de kæmper med psykisk sygdom, stof- og alkoholmisbrug, overvægt, KOL eller andre sygdomme, som har en tendens til at falde uden for beslutningstagernes synsfelt.
Som overlæger står vi med patienternes liv i hænderne. Det er os, der har den viden, der skal udvikle og drive sundhedsvæsenet videre. Men det kræver, at der er tid til, at vi kan bruge vores faglighed. Derfor lægger jeg også vægt på, at mulighederne for at holde os i faglig topform gennem efteruddannelse forbedres. Og derfor vil vi i Overlægeforeningen altid arbejde for, at vores perspektiv bliver hørt, hvad enten det er på direktionsgangene eller på Christiansborg. For i sidste ende er det patienternes velfærd, der er på spil.