Kære Torben Schroeder [1] og ligesindede.
Jeg har med interesse fulgt debatten, startet i dagspressen om recertificering af speciallæger. Det er vist ikke første gang den er fremme, jeg mindes den forrige og gangen før.
Det spørgsmål, der presser sig på for mig, er: Hvem skal recertificere mig?
Svar: Vi skal stille konkrete krav
Professor Torben V. Schroeder
Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES)
E-mail: torben.schroeder@me.com
Interessekonflikter: ingen
Tak for lejligheden til at uddybe mine synspunkter vedrørende (re)certificering af speciallæger.
Jeg forventer ikke, at der indføres eksamen for speciallæger hvert 3.-5. år – selv om jeg tror, det kunne højne kvaliteten og øge patientsikkerheden. Det, jeg prøver at sige i interviewet, er, at vi i en tid med et massivt behov for at øge patientsikkerhed [1] skal blive mere konkrete i de krav, der stilles til kommende og nuværende speciallæger.
Region Hovedstaden besluttede sidste år at indføre obligatorisk simulationsbaseret træning af teknisk avancerede procedurer, inklusive certificering af læger i speciallægeuddannelsen, inden for relevante specialer [2]. Tilsvarende kvalitets- og certificeringskrav blev indført for nyansatte færdiguddannede speciallæger, som i deres nye stilling skal udføre teknisk avancerede operative indgreb, og som ikke har gennemgået denne træning og certificering i Region Hovedstaden.
Dette princip med certificering, der bygger på en summativ bedømmelse af den enkelte procedure, som en forudsætning for at måtte udføre den pågældende procedure på patienter, bryder med den traditionelle speciallægecertificering, der i alt væsentligt bygger på en formativ bedømmelse af en række elementer.
Det er den tænkning, at vi som læger skal øve os, før vi udfører procedurer på patienter, som jeg er varm fortaler for. Og her tænker jeg primært på læger, der er på vej til at blive speciallæger, men princippet kan uden vanskellighed foldes ud over speciallæger, der skal til at udføre en procedure, som hun eller han aldrig tidligere har udført.
Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES), der er Region Hovedstadens simulationscenter, er i samarbejde med de øvrige regioner ved systematisk at kortlægge behovet at kunne tilbyde simulationsbaseret træning af tekniske procedurer. Dette arbejde forventes afsluttet om 2-3 år og følges sideløbende med udvikling og tilbud om træning af de udvalgte procedurer.
Flertallet af procedurer trænes i fire trin efter den såkaldte kørekortmodel: 1) Kursisten sætter sig ind i baggrund og teori. 2) Kursisten introduceres til proceduren ved en speciallæge. 3) Kursisten træner proceduren så mange gange, det er nødvendigt for opnå de beskrevne kompetencer. 4) Kursisten »går op til køreprøven«, hvor speciallægen vurderer, om de fastlagte kompetencer er opnået [3].
Jeg er helt enig i, at vi skal undgå ligegyldige skrivebordsøvelser, men vi må arbejde målrettet på at gøre kontakt til sundhedsvæsnet lige så sikkert som at flyve [1].
LITTERATUR
-
Makary MA, Daniel M. Medical error – the third leading cause of death in the US. BMJ 2016;353:i2139.
-
www.regionh.dk/politik/nye-moeder/Sider/moede-i-forretningsudvalget-den… (side 95).
-
Konge L, Ringsted C, Bjerrum F et al. The Simulation Centre at Rigshospitalet, Copenhagen, Denmark. J Surg Educ 2015;72:362-5.
Svar: Vi skal stille konkrete krav
Professor Torben V. Schroeder
Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES)
E-mail: torben.schroeder@me.com
Interessekonflikter: ingen
Tak for lejligheden til at uddybe mine synspunkter vedrørende (re)certificering af speciallæger.
Jeg forventer ikke, at der indføres eksamen for speciallæger hvert 3.-5. år – selv om jeg tror, det kunne højne kvaliteten og øge patientsikkerheden. Det, jeg prøver at sige i interviewet, er, at vi i en tid med et massivt behov for at øge patientsikkerhed [1] skal blive mere konkrete i de krav, der stilles til kommende og nuværende speciallæger.
Region Hovedstaden besluttede sidste år at indføre obligatorisk simulationsbaseret træning af teknisk avancerede procedurer, inklusive certificering af læger i speciallægeuddannelsen, inden for relevante specialer [2]. Tilsvarende kvalitets- og certificeringskrav blev indført for nyansatte færdiguddannede speciallæger, som i deres nye stilling skal udføre teknisk avancerede operative indgreb, og som ikke har gennemgået denne træning og certificering i Region Hovedstaden.
Dette princip med certificering, der bygger på en summativ bedømmelse af den enkelte procedure, som en forudsætning for at måtte udføre den pågældende procedure på patienter, bryder med den traditionelle speciallægecertificering, der i alt væsentligt bygger på en formativ bedømmelse af en række elementer.
Det er den tænkning, at vi som læger skal øve os, før vi udfører procedurer på patienter, som jeg er varm fortaler for. Og her tænker jeg primært på læger, der er på vej til at blive speciallæger, men princippet kan uden vanskellighed foldes ud over speciallæger, der skal til at udføre en procedure, som hun eller han aldrig tidligere har udført.
Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES), der er Region Hovedstadens simulationscenter, er i samarbejde med de øvrige regioner ved systematisk at kortlægge behovet at kunne tilbyde simulationsbaseret træning af tekniske procedurer. Dette arbejde forventes afsluttet om 2-3 år og følges sideløbende med udvikling og tilbud om træning af de udvalgte procedurer.
Flertallet af procedurer trænes i fire trin efter den såkaldte kørekortmodel: 1) Kursisten sætter sig ind i baggrund og teori. 2) Kursisten introduceres til proceduren ved en speciallæge. 3) Kursisten træner proceduren så mange gange, det er nødvendigt for opnå de beskrevne kompetencer. 4) Kursisten »går op til køreprøven«, hvor speciallægen vurderer, om de fastlagte kompetencer er opnået [3].
Jeg er helt enig i, at vi skal undgå ligegyldige skrivebordsøvelser, men vi må arbejde målrettet på at gøre kontakt til sundhedsvæsnet lige så sikkert som at flyve [1].
LITTERATUR
-
Makary MA, Daniel M. Medical error – the third leading cause of death in the US. BMJ 2016;353:i2139.
-
www.regionh.dk/politik/nye-moeder/Sider/moede-i-forretningsudvalget-den… (side 95).
-
Konge L, Ringsted C, Bjerrum F et al. The Simulation Centre at Rigshospitalet, Copenhagen, Denmark. J Surg Educ 2015;72:362-5.
Først lidt om mig, så du får baggrund for at besvare. Jeg er 58 og speciallæge i anæstesiologi siden 1996, jeg er overlæge på Aarhus Universitetshospital og har været det siden 2002. Lige siden min speciallægeanerkendelse har jeg beskæftiget mig med neuroanæstesi. Vi er vel rundt regnet 30 speciallæger i Danmark, der har dette som hovedbeskæftigelse. Så nu kommer mit spørgsmål igen: Hvem skal recertificere mig? Skal det være en, der kender mine daglige udfordringer i tilstrækkelig grad til at det giver mening, snævrer det feltet betydeligt ind. Og skal jeg så ud ugen efter for at recertificere dem? Eller, er der en, der surveyer, der skal gå rundt med mig en dag for at observere, om mine almene kompetencer er på plads?
Spørgsmålet kan i mindst lige så høj grad være gældende for kollegaer, der indenfor andre felter og specialer er lige så højt specialiserede. Hvis vi skal eksaminere hinanden, vil det i den grad give (berettiget?) grobund for mistænksomhed fra omverdenen (det hvide broderskab). Eller skal der indkaldes eksperter fra udlandet til det? Alternativet er en proces, hvor der alene fokuseres på almene kompetencer eller en form for eksamen, hvor ikkeeksperter nemt kan se, om der er svaret rigtigt eller forkert på et multiple choice-spørgsmål. Det giver vist heller ikke så meget mening.
Jeg er til gengæld ikke umiddelbart uenig med dig i, at bundniveauet kan være lavt, men det vil en recertificeringsordning ikke ændre på. Der skal andre tiltag til, blandt andet, som du selv skriver, et opgør med berøringsangsten overfor kollegaer og systemer der ikke lever op til kravene. De årlige samtaler, speciallæger skal have med deres nærmeste leder, skal prioriteres, så både ledere og medarbejdere kan se mål og mening med dem.
Og så er der lige det med pengene. Hvor synes du, de skal komme fra? I forvejen er der ganske små midler på afdelingerne til at sørge for kontinuerlig efteruddannelse. Jeg kender ingen afdelinger, der har budget til at håndtere ordentlig efteruddannelse for alle speciallæger. I disse tider, hvor der i stigende grad ses skævt til medicinalsponsoreret aktivitet, er det næppe en farbar vej. Eller forestiller du dig, at vi selv skal betale større dele af vores efteruddannelse? I forvejen er der nok speciallæger, der betaler for kurser og kongresser af egen lomme.
Det er et ædelt, og måske påkrævet, ønske at højne uddannelses- og performanceniveauet blandt speciallægerne, men det bør ikke baseres på meningsløse skrivebordsøvelser.
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d"><li><p>Spanggaard CL. Recertificering: Bundniveauet er for lavt. Ugeskr Læger 2016;178:2066-7. </p></li></ol>
<p>Er det en surveyer, eller en af de andre 30 speciallæger, der har det samme speciale som mig?</p>
<p></p>
<p></p>
<p></p>