Vor formand, Andreas Rudkjøbing, har i Ugeskriftet den 31. august 2015 givet et aktuelt og sammenfattende syn på regionernes kommende muligheder i lederen »Flere penge, men langtfra nok« [1].
Svar
Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing
Interessekonflikter: ingen
Kære Bent Sørensen
Tak for dit indlæg om et spændende og meget relevant emne. Jeg er dog nødt at gøre opmærksom på, at du tillægger mig en holdning, som jeg ikke har og heller ikke har givet udtryk for. Tværtimod mener jeg bestemt, at lægers faglige viden er uundværlig for de politiske beslutninger om, hvordan midlerne i sundhedsvæsenet anvendes til gavn for patienterne. Det er også klart, at valget af behandling for den enkelte patient skal ske i dialog mellem læge og patient.
Hvis du læser sidste afsnit af lederen i sin helhed, vil du også se, at vendingen »Midlerne skal øremærkes« ikke – som du giver udtryk for – handler om vælge mellem behandlinger. Afsnittet handler om det paradigmeskifte, der er ved at ved ske i måden vi tilgår kvalitetssikring og -udvikling i sundhedsvæsenet.
Jeg kan godt se, det er lidt indforstået. Realiteten er, at vi forlader det akkrediteringssystem, som IKAS har stået for, og som har kostet mange resurser i sundhedsvæsenet. Disse resurser skal nu øremærkes, til at vi kan arbejde med kvalitet på en helt anden og mere klinisk relevant måde. Med de snævre rammer, der er overordnet nu er for økonomien, er det en risiko, at de frigjorte midler, som er skønnet til ca. 100 mio. kr., ikke anvendes til kvalitetsudvikling, men til at udfylde de større sparekrav. Det er min pointe.
Lad mig i øvrigt udtrykke min begejstring for, at Bibliotek for Læger har taget lægeløftet op som emne her i jubilæumsåret.
Svar
Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing
Interessekonflikter: ingen
Kære Bent Sørensen
Tak for dit indlæg om et spændende og meget relevant emne. Jeg er dog nødt at gøre opmærksom på, at du tillægger mig en holdning, som jeg ikke har og heller ikke har givet udtryk for. Tværtimod mener jeg bestemt, at lægers faglige viden er uundværlig for de politiske beslutninger om, hvordan midlerne i sundhedsvæsenet anvendes til gavn for patienterne. Det er også klart, at valget af behandling for den enkelte patient skal ske i dialog mellem læge og patient.
Hvis du læser sidste afsnit af lederen i sin helhed, vil du også se, at vendingen »Midlerne skal øremærkes« ikke – som du giver udtryk for – handler om vælge mellem behandlinger. Afsnittet handler om det paradigmeskifte, der er ved at ved ske i måden vi tilgår kvalitetssikring og -udvikling i sundhedsvæsenet.
Jeg kan godt se, det er lidt indforstået. Realiteten er, at vi forlader det akkrediteringssystem, som IKAS har stået for, og som har kostet mange resurser i sundhedsvæsenet. Disse resurser skal nu øremærkes, til at vi kan arbejde med kvalitet på en helt anden og mere klinisk relevant måde. Med de snævre rammer, der er overordnet nu er for økonomien, er det en risiko, at de frigjorte midler, som er skønnet til ca. 100 mio. kr., ikke anvendes til kvalitetsudvikling, men til at udfylde de større sparekrav. Det er min pointe.
Lad mig i øvrigt udtrykke min begejstring for, at Bibliotek for Læger har taget lægeløftet op som emne her i jubilæumsåret.
Lederens sidste afsnit giver mig imidlertid anledning til en uddybende kommentar.
Andreas Rudkøbing mener, at »midlerne skal øremærkes«, og med den følgende sætning ser det ud til, at Andreas Rudkøbing – og Lægeforeningen – mener, at lægerne skal udføre sådanne prioriteringer i praksis, men ikke deltage i den overordnede prioritering. Med lægeløftet – som med fem artikler i øvrigt er temaet for det netop udkomne septembernummer af Bibliotek for Læger [2] – i baghovedet er jeg ikke enig heri.
To dage før lederen i Ugeskriftet havde jeg den 28. august i Kristeligt Dagblad et læserbrev, der lød som følger:
»Alle danske læger har aflagt løftet – ellers er de ikke læger. Løftet består af 5 delløfter, alle vigtige og sammenhængende. Det første, der efter min mening er højaktuelt, lyder:
“... at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal være mig magtpåliggende, efter bedste skøn at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundet og mine medmenneskers gavn ..."
Lægen skal altså altid (stedse) omhyggeligt (med flid og omhu) tage hensyn til “samfundet” og hans “medmenneskes gavn”. Ingen omtale af patienter; ingen omtale af behandling – nej. Der anvendes det væsentligt mere dækkende udtryk “gavn” – for samfundet og for medmennesket,
Så det er lægen, der prioriterer (Og har en edssvoren pligt dertil!) om en behandling med et specielt medicinsk præparat skal gives til hans specifikke patient ud fra hans vurdering om det er til samfundets og hans medmenneskes gavn eller ikke - ikke en “DJØF”er«.
Som prodekan og dekan for det lægevidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet i 1972-1976 har jeg modtaget tusinder af lægeløfter fra cand.med.er, der ønskede at blive læger. Jeg lagde altid mest vægt på det første delløfte som citeret ovenfor.
Det er vigtigt, at det er den ansvarlige læge, der bestemmer behandlingsmetoderne. For hvem ellers har givet løfte om at gøre det godt for sine medmennesker ?
Kun lægen er i stand til at afveje og vurdere de forskellige faktorer: patientens alder, civilstatus, det hidtidige livsindhold, livsideer og -idealer og forventningerne til det kommende liv: leve lidt længere med store og svære bivirkninger, eller leve lidt kortere og bedre.
En samtale mellem den ansvarlige læge (og evt. den praktiserende læge) kan måske give svaret på, hvad der er bedst og mest til »gavn« for patienten.
Modsat – mener jeg – at en overordnet beslutning truffet af økonomer ud fra en simpel beregning af prisen for en behandling af alle patienter med en specifik diagnose ikke vil være i overenstemmelse med det lægeløfte, kandidaterne højtideligt har givet dekanen. Men måske er den gamle dekan for naiv?
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d">
<li><p>Rudkjøbing A. Flere penge, men langtfra nok. Ugeskr Læger 2015;177:1667.</p></li>
<li><p>Bibliotek for Læger September. 2015. 207. årgang indeholder fem arbejder om lægeløftet.</p></li>
</ol>
<p>Lægen skal være med til at prioritere, skriver Bent Sørensen i en kommentar til leder af Andreas Rudkjøbing.</p>