Hvad Ebola nok burde minde os om.....

Verden følger med gysende fascination TV-indslagene med sundhedspersonale i rumdragt og gummistøvler.

Og folk bekymrer sig over om Ebola-epidemien i Vestafrika kunne tænkes at etablere sig på vore kanter. Men epidemien bør også give anledning til fag- og sundhedspolitiske overvejelser:

1. Siden 2000 er meget betydelige beløb satset på at bekæmpe de sundhedsproblemer, som Årtusindmålene i 2000 satte på den fælles dagsorden. Det er al ære værd, at rige mennesker, bl.a. Bill Gates, Warren Buffett og Bono, sætter store formuer ind på at mindske børne- og mødredødelighed, bekæmpe tuberkulose og malaria, og finansiere prævention og behandling af HIV/Aids. Meget, som ikke ellers havde kunnet lade sig gøre, er også nået.

Heroverfor står imidlertid, at de såkaldte globale sundhedsinitiativer (Global Fond, GAVI o.m.a.), som i vidt omfang beror på disse velgøreres midler, ofte opererer helt løsrevet fra modtagerlandenes egne sundhedssystemer. De meget enøjede satsninger på f. eks. at nedbringe børnedødeligheden, medfører i realiteten en skævvridning af prioriteterne og ’hjerneflugt’ blandt modtagerlandets knappe sundhedspersonale. Visse modtagerlande har endog reduceret egen-finansieringen af sundhedssektoren: når nu andre gerne vil betale for sundhed, har man fundet det passende bruge egne penge på at købe jagerfly i stedet.

Skønt begivenhederne i Vestafrika kan synes langt borte, er der grund til at hæfte sig ved, at epidemien viser, at udgifter til sundhed ikke kan beskæres ukritisk eller udelukkende orienteres mod kortsigtede, kvantitative målsætninger. Manglen af generel kapacitetopbygning har resulteret i, at den velmente men ugennemtænkte støtte har efterladt sundhedsvæsenet i de pågældende lande fuldstændig uforberedt i forhold til trusler som Ebola.

2. I årene efter 1350 medførte pesten et produktionstab i europæisk landbrug på måske 50%, bedømt efter faldet i kirkens tiende-indtægter. Tilsvarende truer manglen på fødevarer nu også Liberias, Sierra Leones og Guineas i forvejen trængte økonomier.

Der er intet overraskende i, at sygdom formindsker produktionen, hvilket på kollektivt niveau opsummeres til et måleligt fald i nationalindkomsten. Pointen er, at epidemiens økonomiske konsekvenser langt overstiger det forventelige i forhold til tabet af menneskeliv, der indtil nu udgør ca. 0.02% af de haardest ramte landes samlede befolkning. Med andre ord føjer Ebola sig til den eksisterende, ganske gode evidens for, at folkesundhed ikke alene er en velfærdspolitisk målsætning, men også en drivkraft for, snarere end et resultat af, økonomisk vækst .

3. Den danske læge, Halfdan Mahler, lancerede i 1979 som Verdenssundhedsorganisationens utvivlsomt mest betydningsfulde generaldirektør nogensinde den såkaldte strategi for sundhed for alle. Allerede dengang satte han dermed fokus på sundhed som et globalt anliggende.

Siden har andre fundet ud af det samme. Sverige har således en sundhedsambassadør. Foreign Affairs, et af verdens førende udenrigspolitiske tidsskrifter, skriver jævnligt om betydningen af sundhed i strategisk sammenhæng. Placeringen af forskere og epidemiologer fra den amerikanske hær ved en række udviklingslandes public health laboratorier viser, at USA ser sundhed som værende af sikkerhedspolitisk betydning.

Det rigtige i Mahlers vision er kun blevet tydeligere med årene, og det må derfor undre, at Danmark de seneste 5-10 år har valgt en anden kurs. Nu er Danidas sundhedbistands prioritet blevet til ’seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder’, henhørende under ’ligestilling og kvinder og pigers rettigheder’, altså stik modsat det helhedssyn, som SARS og fugleinfluenza for nogle år siden - og Ebolaen idag - viser er nødvendigt.

Skal sundhed at være underordnet ligestillingspolitiken? Eller skal vi, Lægeforeningen og dens medlemmer, uanset køn, bruge Ebola til igen at sætte sundhed på Danmarks udenrigspolitiske dagsorden?