I en kronik, som Politiken for nylig har lagt spalter til [1], siger professor Peter Gøtzsche, at patienter med depression skal have psykoterapi og ikke piller. Jeg er neurolog, og der hvor jeg arbejder, er der mange patienter, der foruden deres neurologiske sygdom lider af depression, der behandles med medicin. Så jeg tænkte straks på, hvordan disse patienter ville få det, hvis medicinen blev erstattet med psykoterapi. Jeg er ikke psykiater, så for at opdatere mig om psykoterapis effekt ved depression, brugte jeg nogle dage på at gennempløje Cochranebiblioteket for evidensbaseret viden om psykoterapis effekt ved depression. Min søgen gav desværre ikke noget éntydigt resultat: »lidt«, »middel«, »måske«, »muligvis«, »ikke bedre end andet« og »der er brug for flere undersøgelser« var konklusionen på psykoterapis effekt, i hvert fald i de undersøgelser jeg fandt. Men jeg er ikke psykiater, og der kunne være undersøgelser, jeg ikke havde fundet, så jeg besluttede at skrive til Gøtzsche og bede ham henvise mig til undersøgelser, der sikkert dokumenterede psykoterapis effekt på depression. Han måtte da vide det, nu han havde skrevet om det i Politiken. Jeg fik følgende svar på min henvendelse: »Tom, det har jeg altså for travlt til. Find dem selv«. Det havde jeg jo lige gjort, så i mangel af Gøtzsches assistance måtte jeg, på baggrund af min egen søgen konkludere, at patienter med depression nok ville være ilde farne med psykoterapi som eneste behandling.
Men Gøtzsche fremfører sin anbefaling om kun at behandle depression med psykoterapi med skråsikkerhed, og Sundhedsstyrelsens mere nuancerede anbefalinger om behandling af depression, betegner han som »makværk«.
Gøtzsche siger i sin kronik, at han har påvist, at kognitiv psykoterapi til patienter indlagt efter et selvmordsforsøg halverer risikoen for, at det gentager sig [2]. På den baggrund konkluderer han, at patienter med depression skal have psykoterapi og ikke piller. Men Gøtzsche har ikke evidens for sin konklusion, har jeg fundet ud af. Gøtzsches afslag på min anmodning om råd gjorde nemlig, at jeg tog mig sammen til at læse hans undersøgelse. I alt 627 personer, der blev indlagt efter selvmordsforsøg, fik tilbudt struktureret, personlig støtte af særlige team, planlagte, gentagne, ofte meget hyppige samtaler i tillæg til sædvanlig behandling for en dels vedkommende. I alt 614 personer, ligeledes efter selvmordsforsøg, fik kun sædvanlig behandling uden samme struktur, regelmæssighed eller intensitet som førstnævnte gruppe. Resultatet var jo til at forudse: der var færre gentagne selvmordsforsøg i den første gruppe (73 vs. 146). Men eftersom en del af behandlingen i den første gruppe blev givet i form af kognitiv terapi, finder Gøtzsche anledning til at konkludere, at kognitiv psykoterapi halverer risikoen for selvmord. Men konklusionen er jo utilladelig. Gøtzsche har undersøgt forskelle i udkomme mellem en gruppe der fik mere omsorg og behandling end den anden. At kognitiv terapi var en del af behandlingen i første gruppe, betyder jo ikke nødvendigvis, at det var den, der var årsagen til udkommet.
Hvad mere er, Gøtzsches undersøgelse var jo ikke en undersøgelse af patienter, der havde depression og fik psykoterapi, contra patienter, der fik medicinsk behandling. Derfor er der ikke belæg for at udtale sig om, hvorvidt den ene behandlingsmetode er bedre end den anden.
Med andre ord: Gøtzsche er mildest talt på tynd is med sin udmelding om behandling af depression.
Jeg vil i øvrigt ikke udtale mig om effekten af det ene eller det andet, jeg er ikke psykiater. Jeg søgte undtagelsesvis om råd hos Gøtzsche. Det fik jeg ikke, og jeg skulle heller aldrig have gjort det. Hverken han eller jeg har fingeren på pulsen og ved, hvor skoen trykker. For fremtiden vil jeg gøre, som jeg ellers altid har gjort, søge hjælp hos fagfolk.
> Svar
Tom Skyhøj Olsen på afveje om depressionspiller, selvmord og psykoterapi
Peter C. Gøtzsche, Professor, Institute for Scientific Freedom, København, E-mail: pcg@scientificfreedom.dk Interessekonflikter: Ingen
Vores metaanalyse om selvmordsforebyggelse med kognitiv psykoterapi påviste en halvering af forekomsten af et nyt selvmordsforsøg hos patienter, der lige havde forsøgt selvmord. Det bestrider Tom Skyhøj Olsen ikke, men han mener, at det nok skyldes, at terapigruppen fik mere omsorg end kontrolgruppen.
Virkningsmekanismen er ikke vigtig. Det vigtige er, at den psykologiske indsats, der varierede fra studie til studie, havde dramatisk effekt, og et Cochranereview, vi citerer, har i øvrigt vist, at emotionsreguleringspsykoterapi og dialektisk adfærdspsykoterapi også er effektiv mod selvskadende adfærd. Depressionspiller virker lige modsat. De fordobler selvmordsraten [1, 2], hvorfor vi skal undgå piller og give alle psykoterapi, især straks efter et selvmordsforsøg.
Der er mange andre grunde til at undgå piller. De har ikke nogen klinisk relevant effekt på depressionen [1], hvorimod de skader sexlivet hos mindst halvdelen af patienterne [1], og halvdelen har svært ved at stoppe med pillerne igen – halvdelen af disse, dvs. en fjerdedel af samtlige, oplever meget svære abstinenssymptomer, som kan vare ved i månedsvis eller i sjældne tilfælde i årevis [3].
Skyhøj Olsen bad mig om at finde referencer til sikker evidens for gavnlig virkning af psykoterapi på depression. Det undrede jeg mig over, da jeg jo lige havde dokumenteret psykoterapis overlegne effekt over for piller til forebyggelse af selvmord. Jeg svarede, at »Der er masser af RCTs, også som sammenligner med piller eller kombinationer, det ville føre alt for vidt, hvis jeg skulle finde alt dette frem«.
Det vigtigste, ud over at forebygge selvmord, er langtidseffekterne, og her synes psykoterapi også at være pillerne overlegen [4, 5].
Skyhøj Olsen nævner min kritik af Sundhedsstyrelsens »mere nuancerede anbefalinger om behandling af depression«, som han kalder det. Jeg forstår ikke, at Skyhøj Olsen efter at have læst min kronik i Politiken, foretrækker at søge hjælp hos fagfolk. Jeg skriver i kronikken, at Sundhedsstyrelsens råd om depressionspiller er decideret farlige, fordi de anbefaler alt for hurtig udtrapning. Jeg påviser også, at vi ikke kan stole på fagfolkene, herunder ledende professorer i psykiatri, som alle i Jyllands-Posten i 2018 hævdede, efter at jeg på forældrenes opfordring havde beskrevet en ung mands selvmord, at depressionspiller beskytter børn og unge mod selvmord. De gør det modsatte, hvilket myndighederne i hele verden advarer imod. De efterladte forældre ønskede at advare andre forældre imod, at pillerne kan drive unge til at begå selvmord. Deres søn fik dem på grund af søvnbesvær, hvilket ikke er en godkendt indikation, og han fik så forfærdelige bivirkninger, at han hængte sig 18 dage senere på forældrenes badeværelse, 19 år gammel.
Danilo Terida, hvis far jeg også kender, fik også piller på en ikkegodkendt indikation og hængte sig kort efter i en skibskran i Frederikshavn [1]. Han var 20 år gammel. Jeg kender efterladte i over ti lande, hvis børn, kærester eller ægtefæller begik mord eller selvmord eller begge dele på grund af pillernes skadevirkninger, især akatisi, der er en ekstrem form for indre uro og rastløshed, og jeg var ekspertvidne i Holland, hvor en patient fik akatisi og blev psykotisk af paroxetin og skar halsen over på sine to små børn.
Jeg er også bekendt med en patient, der havde klaget over tvangsbehandling med et neuroleptikum, der var blevet stoppet pga. akatisi, men alligevel blev beordret til at fortsætte med behandlingen af et højtstående medlem af bestyrelsen for Dansk Psykiatrisk Selskab, selvom han anerkendte akatisien. Det er livsfarligt.
Hvor længe skal dette vanvid, som fagfolkene sanktionerer, have lov at fortsætte? Skyhøj Olsen synes åbenbart ikke, at man skal lytte til mig, men så måske til patienterne og de efterladte? De foretrækker psykoterapi frem for piller, og det gør de ret i.
Litteratur:
- Gøtzsche PC. Deadly psychiatry and organised denial. People’s Press, 2015.
- Hengartner MP, Plöderl M. Reply to the letter to the editor: newer-generation antidepressants and suicide risk: thoughts on Hengartner and Plöderl’s re-analysis. Psychother Psychosom 2019;88:373-4.
- Davies J, Read J. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: are guidelines evidence-based? Addict Behav 2019;97:111-21.
- Spielmans GI, Berman MI, Usitalo AN. Psychotherapy versus second-generation antidepressants in the treatment of depression: a meta-analysis. J Nerv Ment Dis 2011;199:142-9.
- Cuijpers P, Hollon SD, van Straten A et al. Does cognitive behaviour therapy have an enduring effect that is superior to keeping patients on continuation pharmacotherapy? BMJ Open 2013;26;3.
> Svar
Tom Skyhøj Olsen på afveje om depressionspiller, selvmord og psykoterapi
Peter C. Gøtzsche, Professor, Institute for Scientific Freedom, København, E-mail: pcg@scientificfreedom.dk Interessekonflikter: Ingen
Vores metaanalyse om selvmordsforebyggelse med kognitiv psykoterapi påviste en halvering af forekomsten af et nyt selvmordsforsøg hos patienter, der lige havde forsøgt selvmord. Det bestrider Tom Skyhøj Olsen ikke, men han mener, at det nok skyldes, at terapigruppen fik mere omsorg end kontrolgruppen.
Virkningsmekanismen er ikke vigtig. Det vigtige er, at den psykologiske indsats, der varierede fra studie til studie, havde dramatisk effekt, og et Cochranereview, vi citerer, har i øvrigt vist, at emotionsreguleringspsykoterapi og dialektisk adfærdspsykoterapi også er effektiv mod selvskadende adfærd. Depressionspiller virker lige modsat. De fordobler selvmordsraten [1, 2], hvorfor vi skal undgå piller og give alle psykoterapi, især straks efter et selvmordsforsøg.
Der er mange andre grunde til at undgå piller. De har ikke nogen klinisk relevant effekt på depressionen [1], hvorimod de skader sexlivet hos mindst halvdelen af patienterne [1], og halvdelen har svært ved at stoppe med pillerne igen – halvdelen af disse, dvs. en fjerdedel af samtlige, oplever meget svære abstinenssymptomer, som kan vare ved i månedsvis eller i sjældne tilfælde i årevis [3].
Skyhøj Olsen bad mig om at finde referencer til sikker evidens for gavnlig virkning af psykoterapi på depression. Det undrede jeg mig over, da jeg jo lige havde dokumenteret psykoterapis overlegne effekt over for piller til forebyggelse af selvmord. Jeg svarede, at »Der er masser af RCTs, også som sammenligner med piller eller kombinationer, det ville føre alt for vidt, hvis jeg skulle finde alt dette frem«.
Det vigtigste, ud over at forebygge selvmord, er langtidseffekterne, og her synes psykoterapi også at være pillerne overlegen [4, 5].
Skyhøj Olsen nævner min kritik af Sundhedsstyrelsens »mere nuancerede anbefalinger om behandling af depression«, som han kalder det. Jeg forstår ikke, at Skyhøj Olsen efter at have læst min kronik i Politiken, foretrækker at søge hjælp hos fagfolk. Jeg skriver i kronikken, at Sundhedsstyrelsens råd om depressionspiller er decideret farlige, fordi de anbefaler alt for hurtig udtrapning. Jeg påviser også, at vi ikke kan stole på fagfolkene, herunder ledende professorer i psykiatri, som alle i Jyllands-Posten i 2018 hævdede, efter at jeg på forældrenes opfordring havde beskrevet en ung mands selvmord, at depressionspiller beskytter børn og unge mod selvmord. De gør det modsatte, hvilket myndighederne i hele verden advarer imod. De efterladte forældre ønskede at advare andre forældre imod, at pillerne kan drive unge til at begå selvmord. Deres søn fik dem på grund af søvnbesvær, hvilket ikke er en godkendt indikation, og han fik så forfærdelige bivirkninger, at han hængte sig 18 dage senere på forældrenes badeværelse, 19 år gammel.
Danilo Terida, hvis far jeg også kender, fik også piller på en ikkegodkendt indikation og hængte sig kort efter i en skibskran i Frederikshavn [1]. Han var 20 år gammel. Jeg kender efterladte i over ti lande, hvis børn, kærester eller ægtefæller begik mord eller selvmord eller begge dele på grund af pillernes skadevirkninger, især akatisi, der er en ekstrem form for indre uro og rastløshed, og jeg var ekspertvidne i Holland, hvor en patient fik akatisi og blev psykotisk af paroxetin og skar halsen over på sine to små børn.
Jeg er også bekendt med en patient, der havde klaget over tvangsbehandling med et neuroleptikum, der var blevet stoppet pga. akatisi, men alligevel blev beordret til at fortsætte med behandlingen af et højtstående medlem af bestyrelsen for Dansk Psykiatrisk Selskab, selvom han anerkendte akatisien. Det er livsfarligt.
Hvor længe skal dette vanvid, som fagfolkene sanktionerer, have lov at fortsætte? Skyhøj Olsen synes åbenbart ikke, at man skal lytte til mig, men så måske til patienterne og de efterladte? De foretrækker psykoterapi frem for piller, og det gør de ret i.
Litteratur:
- Gøtzsche PC. Deadly psychiatry and organised denial. People’s Press, 2015.
- Hengartner MP, Plöderl M. Reply to the letter to the editor: newer-generation antidepressants and suicide risk: thoughts on Hengartner and Plöderl’s re-analysis. Psychother Psychosom 2019;88:373-4.
- Davies J, Read J. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: are guidelines evidence-based? Addict Behav 2019;97:111-21.
- Spielmans GI, Berman MI, Usitalo AN. Psychotherapy versus second-generation antidepressants in the treatment of depression: a meta-analysis. J Nerv Ment Dis 2011;199:142-9.
- Cuijpers P, Hollon SD, van Straten A et al. Does cognitive behaviour therapy have an enduring effect that is superior to keeping patients on continuation pharmacotherapy? BMJ Open 2013;26;3.
Referencer
Gøtzshe PC. Sundhedsstyrelsens farlige råd om depression. Politiken, 7. feb, 2020.
Gøtzsche PC, Gøtzsche PK. Cognitive behavioural therapy halves the risk of repeated suicide attempts. J R Soc Med 2017;110:404-10.